Man skal da arbejde – eller skal man?

Der er mange veje til Rom og det lader til, at jeg ikke er den eneste for hvem Rom er et sted med mindst muligt traditionelt arbejde.

Kom i stemning ved at starte med denne sang

Arbejd arbejd

Jeg falder oftere og oftere over artikler og blogs, hvori det centrale omdrejningspunkt er en søgen efter et andet liv end det 20. århundredes ideal med 8-16 job, bil, hus og have. Drømmen tager form på mange måder, hvad enten det gælder selvforsyning og et simplere liv på landet a la Bonderøven eller det helt ustyrligt store fokus på entreprenørskab og iværksætteri i disse år. Det 21. århundredes rockstjerne lader til at være iværksætteren bedst repræsenteret ved virkelighedens svar på Tony Stark, Elon Musk. Manden bag Tesla og SpaceX er bestemt helt sin egen selv om han har mange spændende ideer og drømme, selv er jeg mest optaget af hans syn på sin egen hjerne som en computer han kan optimere, så er der lidt for meget fart på og for stort fokus på optimering og det at gøre alt bedre hele tiden, til at det passer til mig.

Jeg tænker at jeg vil giver jer et par spændende artikler at læse med den forhåbning, at de vil være lige så inspirerende for jer, som de har været for mig, og så vil jeg prøve at sætte ord på, hvor jeg står i forhold til alt det her med arbejde.

 

Men man skal da arbejde, Eskil!

Tilbage i Juni 2015 bragte Information en artikel om Esben. Den gik i alt sin enkelthed ud på, at Eskil havde sagt sit job op for at få plads til at leve. Jeg tror Eskil har følt det mange andre gør, der ønsker et andet form for liv, nemlig at arbejdet totalt har taget kontrollen. Det er alt-dominerende fordi det kommer først og andre mere lystbetonede aktiviteter spiller andenviolin. Det er afgørende for hvornår man står op og hvor man bruger de mest produktive timer af ens dag osv. Men arbejdet fylder ikke kun timerne 8-16. Opgaver kan fylde i ens hoved resten af dagen også og trætheden efter en lang arbejdsdag har en indvirkning på ens fritid, aften og familieliv også. Så kan det godt være, at mange vil stille sig kritiske overfor, hvad man som menneske kan forvente og om ikke en stor del af verden ville ønske de kunne leve et så trygt liv som en dansk familie med et 8-16 job og det er ganske givet rigtigt. Men jeg tror, for sådan føler jeg det selv, at mange oplever en eksistentiel krise i at have en hverdag fyldt med arbejde, men blottet for mening. Esben sagde sit job op for at få plads til at leve, men måske han manglede en reel plan for hvordan han så skulle gøre, frinans eksisterede ikke på det tidspunkt, men måske jeg kunne have vist Eskil en vej. Eskil skulle finde sin vej til Rom.

Her i februar kunne vi læsere så igen stifte bekendtskab med Esben på Information og denne gang lære at Eskil igen havde et arbejde, dog lidt mod hans vilje. Eskil har derfor endnu ikke vundet kampen så at sige, men han har gang i noget spændende, han sætter nemlig spørgsmålstegn ved normen og det må alt andet lige være første skridt mod at finde en anden løsning. Den første artikel, det er vidst egentlig en kronik, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt skarp i de journalistiske termer, fyldte meget i mig første gang jeg læste den. At have det ikke at arbejde som et direkte formål, var ikke noget jeg havde mødt mange steder før, så det var vidunderligt, at der her var en der kunne sætte ord på mange af de samme ting jeg følte.

 

Mest mulig frihed

Andet eksempel, også bragt i information, er artiklen om Peter der går målrettet efter at få mest mulig frihed for mindst muligt arbejde. Det er da et mantra der er til at tage at føle på. Man kunne stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor arbejde 37 timer om ugen, hvis jeg ikke behøver at gøre det? Eller sagt på en anden måde: Hvis jeg kun har behov for den løn jeg kan tjene ved at arbejde 15-20 timer og ellers ikke har lyst til at arbejde mere, hvorfor så gøre det?

Det er vigtige spørgsmål og nogle jeg tror mange mennesker glemmer at stille sig selv. Hvorfor gør man som man gør, hvad er formålet. Peter er et godt eksempel her, fordi han har nogle kompetencer han lige så godt kunne gøre brug som selvstændig og så arbejde mindre. Det synes jeg er inspirerende omend også en kende irriterende, for jeg har personligt svært ved at identificere nogle kompetencer jeg har som jeg ville kunne sælge 15-20 timer om ugen.

 

Det dyrebareste køb

Min egen vej til Rom tror jeg egentlig startede for mange år siden, jeg har bare været forbi mange rundkørsler, dead ends og sideveje undervejs. Dermed ikke sagt at jeg nu er på en lige vej mod målet, men jeg føler nok at jeg er tættere på at have de vise sten end jeg har været før.

Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om det etablerede samfund eller tanken om at skulle tage del i det. Jeg har heller aldrig været særlig vild med tanken om at skulle have et fast arbejde, et 30 års realkreditlån og uden at stille spørgmål gøre som ‘de andre’. Det betyder ikke, at jeg ved præcis hvad jeg vil og er sikker på, hvad jeg ellers vil fylde min tid med, tværtimod er jeg meget i tvivl. Det er egentlig en negativ, forstået på den måde at jeg ved bare hvad jeg ikke vil.

Der er mange links, blogs og artikler jeg kunne dele, men lad os nøjes med en enkelt. Læs Ran Prieur om hvordan man dropper ud.

Jeg har både troet, at jeg skulle leve som bonderøven, alene langt ude i en skov eller som munk på en bjergtop. Vejene til Rom er mange, men jeg tror efterhånden jeg har fundet den vej jeg vil gå. Ind i mellem frustrerer det mig, at jeg ikke har fundet den før, at jeg skulle alle de andre veje, tanker og overvejelser igennem. Havde jeg kendt vejen for 15 år siden kunne jeg allerede have gået den på nuværende tidspunkt. Men sådan hænger livet ikke sammen og man kan altid være bagklog. Man er nødt til at have forståelsen før man kan klare udførelsen.

Derfor har jeg taget et arbejde og derfor sparer jeg flest muligt penge sammen. Jeg har nemlig besluttet mig for at købe det mest dyrebare af alt, tid. Det er egentlig lidt paradoksalt, jeg går på arbejde og veksler min tid til penge. Pengene søger jeg så efterfølgende at veksle tilbage til tid ved at investere. Tanken er selvfølgelig, at på et tidspunkt genererer pengene så mange ekstra penge, at jeg ikke længere behøver at veksle min tid til penge og således har jeg købt tid. Grunden til at det kan lade sig gøre, på sådan et helt filosofisk grundlag, er at tid på en eller anden måde er lineær, hvor investering er eksponentiel. På et tidspunkt vil alt den tid jeg har vekslet til penge i form af investering udvikle sig mere end den tid jeg investerer og således er finansiel frihed en mulighed. Når frinanserne når Nirvana. Ja, det var nogle langhårede sætninger og tanker jeg kom ud i der, men jeg havde brug for at få dem ud. Når man bruger enormt meget tid på at stille spørgsmålstegn ved tilværelsen, så har sindet en formidabel evne til at lave sådan nogle mærkværdige sammenhænge.

Men det betyder jo ganske enkelt bare, at det jeg er i gang med, er at købe tid. At gøre sig uafhængig, om det så bare er delvist, af at gå på arbejde, så frigiver man tid i løbet af sin dag. Denne tid kan man så bruge på noget andet. Hvad jeg kunne tænke mig at bruge denne tid på, har jeg ikke været så meget inde på her på bloggen endnu, men det kommer nok hen ad vejen. Som jeg tidligere nævnte, er det heller ikke noget jeg på nogen måde er afklaret med endnu.

Mange af dem der blogger om FI bruger ikke deres rigtige navn og er nervøse for konsekvensen ved at deres chef kender til deres indstilling til arbejde, at det i yderste konsekvens ville betyde at de ville blive fyret. Jeg har valgt at være helt åben omkring min indstilling til tingene og ligger ikke skjul på at mit mål er ikke at have et arbejde. Det er ikke noget jeg direkte har sagt til min leder og heller ikke noget min leder har spurgt om, så om han er bekendt med det ved jeg ikke. Min holdning er egentlig, at hvis der er nogen der er i tvivl om, hvorvidt jeg gør mit arbejde godt nok pga. min indstilling til det, så må de jo opstille nogle parametrer vi kan måle det ud fra og se om det passer. Jeg selv er ikke i tvivl om, at jeg udfører mit arbejde tilfredsstillende. Jeg er meget ærekær omkring at gøre det ordenligt og udføre et godt stykke arbejde, at være min løn værd. Det mener jeg så, at man godt kan selvom hjertet måske ikke er 100% med. Vi kan jo ikke allesammen være lige passionerede omkring alt hvad vi foretager os. Jeg tror jeg tillader mig at have den holdning og være åben omkring det fordi jeg godt kan stå på mål for hvad jeg gør. Jeg kan stå inde for min indsats og den værdi jeg skaber på min arbejdsplads og derfor kan jeg også stå inde for, hvordan og under hvilke omstændigheder dette foregår. Det kunne jeg sikkert skrive meget mere om, men jeg synes lige det skulle med i et sådan indlæg her i.

Har man fundet frem til min blog, går jeg ud fra, at man er delvist interesseret i at skabe mere tid for sig selv. Er man ikke vant til at tænke store tanker og forholde sig til ens eksistens, er her et meget simpelt spørgsmål man kan sætte sig ned en stille aften eller morgen og dvæle lidt ved:

Lever jeg for at arbejde eller arbejder jeg for at leve

Jeg selv har nået den realisering, at jeg arbejder for at leve og på sigt skal mine investeringer gerne overtage arbejdets plads, så jeg ‘bare’ skal forholde mig til at leve.

Hvad med dig, hvad lever du for?

 

6 thoughts on “Man skal da arbejde – eller skal man?

  1. Fedt med et lidt mere filosofisk indlæg:) vi har helt klart brug for meget mere af den slags på dansk.

  2. Rigtig fint indlæg Mr. Frinans!
    Jeg er generelt enig i mange af dine synspunkter, og er på en tilsvarende rejse på “vejen til (økonomisk) frihed”.
    Efter at have læst flere af dine indlæg på bloggen, vil jeg dog gerne bidrage med en anden vinkel på dit arbejde/leve spørgsmål med en anelse filosofisk tilgang, som “ønsket af Birgitte” :-).

    For mig handler det ikke om “enten-eller”, men “både-og”.

    I starten af 20’erne havde jeg en stor frustration over samfundets virkemåde og specielt de økonomiske forhold. Jeg troede løsningen var at flytte til en øde Ø eller til et land, hvor der ikke var disse økonomiske håndjern. Uden praktisk løsning på problemet, tog jeg skyklapperne på, fik en længere-gående uddannelse “som anbefalet”, købte hus og bil, og fik fast arbejde på nu tiende år. Jeg endte i det famøse “rat-race”…
    I starten af 30’erne “vågnede” jeg igen, og min gamle drøm om økonomisk frihed blev genoplivet. Jeg startede derfor min søgen på en mere moderne løsning end den øde Ø.
    Én af de afgørende “a-ha” øjeblikke var da jeg læste Jacob Lund Fiskers bog Early Retirement Extreme. Jeg tillader mig at citere: “Ignore most of the personal finance books out there. They only explain how to play the game by the rules. Instead, use the rules to play a different game”.
    Jeg arbejder i dag med noget jeg brænder for. Noget teknisk. Noget der er godt for hele det globale samfund. Noget jeg kunne finde på at gøre selvom jeg ikke blev betalt for det. Jeg ser ikke mit arbejde som “en byrde”.
    Når dét så er sagt, er der stadig “bonderøven” i mig, som ønsker at træde tilbage fra det kommercielle job, og bruge resten af livet på en lidt anden kunstnerisk passion jeg har, og derved ligge “det tekniske” på hylden. Derfor målet om økonomisk uafhængighed.
    Jeg troede i lang tid at det var den famøse “arbejd/fritids-balance” som skulle findes. Men er kommet til den erkendelse at det er en floskel. En udpint click-bait. I stedet for at “leve” 50/50, lever jeg i dag 100%. Dét er min tilgangsvinkel. Om det er et kommercielt job, eller ej, så er jeg i live. Og dét sætter jeg pris på; dét vil jeg nyde.

    Så svaret på dit spørgsmål er: Jeg lever for at leve.

  3. Stærke ord !

    Er meget enig i den tilgang, jeg arbejder også ene og alene for at veksle mine penge til tid.

    God vind Frinans!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.