Året der gik #3 – 2018

Året går på hæld og det betyder, at det er tid til et Året-der-gik-indlæg.

Tidligere Året-der-gik-indlæg

Året 2018

Der er sket relativt mange ting på frinans-fronten i 2018. Jeg kan godt lide at gøre status, så det skal selvfølgelig gøres for 2018. At gøre status undervejs opfatter jeg som en naturlig ting på vej mod et mål. For at lykkes med et mål langt ude i fremtiden, er det dels vigtigt at have noget at sigte efter, målet, men det er også vigtigt at stoppe op undervejs, for at kunne afgøre om man er på rette kurs og om målet stadig bør være det samme. Økonomisk uafhængighed er et marathon, ikke et sprint.

Der er som sagt sket en del ting i frinans-sammenhæng, men lad mig opremse nogle af dem:

  • Jeg har startet en virksomhed, Frinans
  • Jeg har udgivet en bog, Simpel investering
  • Min samlede investerings- og opsparingsportefølje er vokset væsentligt
  • Jeg har investeret disciplineret hver måned efter en fast strategi
  • Jeg var igennem på landsækkende radio i bedste P3 sendetid om morgenen
  • Der har været lavet og vist en dokumentar om FIRE med danskere
  • Og meget meget andet…

Derudover satte jeg mig nogle mål for 2018, som jeg tænker, at vi hellere må se på, om jeg er lykkedes med. Jeg skrev om dette i indlægget Nytårsforsæt for 2018:

  • Holde budgettet 
  • 60% opsparingsrate 
  • Forstå de nye regler vedrørende investering i ETFer
  • Forstå aktiesparekontoen
  • Beslut, hvad min portefølje skal bestå af fra 2019
  • Investér hver måned
  • Flere besøgende på frinans.dk
  • Nyt indlæg hver søndag
  • Find et interessant link til deling på bloggen hver fredag
  • Video
  • Lave flere boganmeldelser

Det var jo ikke småting. Jeg vil ikke gå i dybden med alle målene, så lad os tage et hurtigt kig på, hvilke jeg lykkedes med.

Jeg har holdt mit budget, lykkedes med en 60% opsparingsrate, forstået aktiesparekontoen, investeret hver måned, fået flere besøgende og er gået i gang med at lave videoer. 

Det betyder også, at der er nogle ting jeg ikke er lykkedes med. Jeg har ikke forstået de nye regler vedrørende investeringer i ETFer. Eller det vil sige, at jeg har forstået, hvad der har været forslag om skulle være de nye regler, men da de ikke er vedtaget, så tager jeg det ikke for gode varer. Jeg sælger ikke skindet før bjørnen er skudt. I forhold til spørgsmålet om, hvad min portefølje skal bestå af fra 2019, så hang det tæt sammen med spørgsmålet om ETFer, da de nye regler skulle være implementeret fra start 2019. Det er udskudt til 2020, så det spørgsmål er også udskudt for mig. Jeg har ikke udgivet et indlæg hver søndag, fordi jeg nogle måneder har skåret lidt ned på indlæg. Jeg har heller ikke fundet et interessant link at dele på bloggen hver fredag, da jeg ikke synes det fungerede, så det droppede jeg igen. Deling af links, artikler og andet gør jeg mest på Facebook, så følg med dér, hvis du finder det interessant. Jeg har lavet flere boganmeldelser, men det har ikke fyldt ret meget, så den synes jeg egentlig heller ikke, at jeg er lykkedes med. 



Blogindlæg udgivet i 2018

Vi starter listen med de nyeste først:

Det var alligevel en del, selvom der er et par gæsteindlæg iblandt. Det er i den grad lykkedes mig at holde fast i at skrive indlæg med jævne mellemrum. Disciplin er et absolut nøgleord her.

Frinans.dk i 2018

I forhold til siden frinans.dk var der i 2017 58.791 besøg fordelt på 17.553 besøgende. For 2018 er tallene 155.832 besøg fordelt på 47.865 besøgende i skrivende stund. Det er en ret markant fremgang, hvilket jeg naturligvis er rigtig glad for og stolt over. Det var ikke den slags tal jeg havde forventet, da jeg i sin tid købte domænet. Så må vi se, hvad jeg kan drive det til fremover. 

Derudover har jeg som nævnt også startet en virksomhed, som fantasifuldt nok hedder Frinans. Et stykke inde i 2018 blev det klart, at jeg nok kom til at at kunne tjene nok på affiliate links til, at det ville være interessant at prøve at bygge en forretning på. På det tidspunkt virkede det som en vild drøm at kunne nå en omsætning på 12.000 kr. for året, hvilket jo ville svare til 1.000 kr. om måneden i gennemsnit. Det synes jeg lød flot for en blogger som mig, der dårligt nok ved, hvordan jeg bruger Instagram. Det er også gået over al forventning og jeg har omsat for mere end det dobbelte af, hvad jeg forestillede mig, var et lidt optimistisk mål på 12.000 kr. Så Frinans er gået hen og er blevet en sideindtægt, der rent faktisk bidrager med noget. 

Helt overordnet set går det derfor virkelig godt med siden og virksomheden i det hele taget. Det sværeste er, at jeg ikke kan gennemføre alle de tiltag jeg gerne vil, da tiden ganske enkelt ikke er til det. Jeg har jo også lige et almindeligt lønmodtagerjob, jeg skal passe. Jeg må derfor sortere lidt i de ting, jeg vælger at gennemføre. Jeg har fået lavet lidt youtube-videoer, hvilket jeg synes er rigtig sjovt og ligeså er jeg begyndt at indtale mine indlæg på det seneste, hvilket jeg også synes er en skæg feature.

Jeg har jo så også lige fået skrevet og udgivet en bog, hvilket ikke lå i kortene, da 2018 startede, så jeg synes egentlig, at jeg har været ret produktiv. 

Vi må se, hvad jeg får fundet på for 2019.

I det hele taget er jeg da også spændt på, hvilke døre hele det her projekt åbner for mig i 2019. Indtil nu er der sket uventede sjove ting hvert år, så forhåbentlig fortsætter dette.



Budgettet for 2018 

Når det handler om budgettet, handler det også om forbruget. Det er fordi, at budgettet kan ses som værende planen for året, målet, og forbruget som realiteten, vejen mod målet. Forbruget skal således helst matche budgettet nogenlunde. 




Det er jo gået ganske fint. Udgifterne har faktisk fyldt mindre end projekteret og så har jeg sparet mere op end det oprindeligt var planen. Grunden til den øgede opsparing skal blandt andet findes i, at jeg har købt guld og sølv og dermed ikke blot fokuseret på investering. Jeg overvejer at slå de to ting sammen fra næste år, så jeg opererer med tre hovedkategorier; faste indtægter, diverse indtægter og Investering/opsparing.



Opsparingsraten i 2018

Opsparingsraten samlet set for 2018 endte med: 62%

Det betyder, at jeg nåede mit mål på en opsparingsrate på 60% for året. Det er fedt, så det er jeg rigtig godt tilfreds med. 

Ser vi på månederne fordelt over året er der naturligvis forskel på de enkelte måneder:



Investering i 2018

Mine investeringer bliver kedeligere og kedeligere, hvilket er et sundhedstegn. Jeg køber to aktieforeninger hver måned:

Derudover har jeg købt en portion obligationer nogle gange henover året:

Det er det, når det kommer til investeringer, bortset fra, at jeg stadig har en lille smule enkeltaktier og at jeg også investerer i crowdlending igennem Mintos. Det er en meget simpel måde at investere og det er jo netop, hvad jeg ønsker. 

Generelt har det været et aktieår med røde tal, men det ændrer nu ikke på strategien. Er man passiv investor som jeg, så tager man det afkast markedet giver og koncentrerer sig i stedet om ens risikoprofil. Jeg fandt denne udmærkede illustration af negative markeder de seneste 20 år i form af MSCI world indekset i JPs erhvervssektion:



Opsparing i 2018

I forhold til opsparing så fordeler det sig på tre områder:

  • En osparingskonto
  • Bitcoins
  • Guld&sølv

Det eneste nye her er guld&sølv, som først er kommet til i 2018. 



Den samlede portefølje

Den samlede portefølje består både af investering og opsparing og ser efterhånden således ud:



Jeg så gerne lidt flere obligationer og lidt mindre aktier for at ramme et risikoniveau, jeg er tryg ved, så jeg skal lige have justeret en smule i 2019. 

Selve min net worth er stødt stigende og det er en ret stor motivationsfaktor:



Jeg er ikke tæt på at kunne leve af min portefølje endnu, men billedet taler et tydeligt sprog, det går den rigtige vej.

Så må jeg jo nok også hellere få skrevet et indlæg med mål for 2019. Det er selvfølgelig på vej og kommer i starten af året. 

Til slut er der blot tilbage at sige tak til alle jer der følger med! Gjorde I ikke det, er jeg ikke sikker på, at jeg ville blive ved med at bruge så mange timer på det her sideprojekt med at skrive og dokumentere min vej mod økonomisk uafhængighed. Jeg håber, at I alle sammen har haft en dejlig jul og kommer godt ind i det nye år.

Godt nytår!



11 thoughts on “Året der gik #3 – 2018

  1. Hej Sune,

    tillykke med det produktive år, den flotte opsparingsrate, dine besøgstal og din “nye” sidehustle 😉

    Jeg beundrer dine evner, til at følge din strategi, men det undrer mig fortsat, at du er så risiko-fikseret…

    Du har trods alt nogle år til RE endnu, så burde du ikke være en smule mere risiko-villig, i disse “tidlige” år, og så over tid begynde at trappe ned på risikoen? Det ligner lidt, at du er i gang med at jævne din indtjeningskurve en del. Hvad ligger dit årlige afkast på? Og hvad er dit target? Er bare nysgerrig 😉

    God nytår, og held og lykke i det nye år! 😀

    1. Hej Nick,

      Mange tak!

      Det handler jo om, at risikoen i ens portefølje, skal passe til ens egen risikotolerance. Det kan godt være, at det statistisk set er bedst med 100% aktier, men det passer ikke til mig. Jeg er ikke ude på at opnå FIRE hurtigst muligt med den højest mulige risiko. Jeg vil hellere blive rig “mere sikkert” og med en risikoprofil, der passer til mig.

      Når det er sagt, så mener jeg faktisk, at jeg har en del risiko, det ligger bare mere i opsparingsdelen, hvor bitcoins jo udgør en betydelig del og at jeg også sætter en del af mine aktier i emerging markets, som alt andet lige må siges at have en højere risiko end bare et globalt indeks af i-lande. Så alt i alt opfatter jeg egentlig min portefølje som temmelig høj-risiko, selvom mange af de nye unge danske investorer rundt omkring opfatter en sådan portefølje anderledes.

      Jeg har ikke regnet på, hvad mit afkast har været i år og jeg har ikke rigtig et target pt., da jeg regner med at min livssituation kommer til at ændre sig en del over de næste år.

      Men vi ser nok alle sammen forskelligt på risiko 🙂

      /Sune

    1. Godt nytår tilbage! 🙂

      Det er da sjovt 🙂 så må vi håbe, at det går i den rigtige retning i 2019 også 🙂

      /Sune

  2. Hej Sune

    Det har da virkelig været et produktivt år for dig på frinansfronten.

    Har du overvejet på et tidspunkt at gå halv- eller fuldtid på frinans projektet?

    Nu har du jo en solid opsparing der ville kunne holde dig kørende i mange år, og en virksomhed der er vokset hurtigt i 2018.

    1. Hej Kasper,

      Overvejet – ja. Men jeg er ikke så langt med virksomheden, at det er en interessant mulighed endnu. Jeg er nok noget forsigtig af natur og har ikke tænkt mig at sætte alt på eet bræt med en virksomhed, hvor der er en betydelig risiko for, at det ikke lykkes. Jeg tager den tålmodige vej og bygger det op stille og roligt og så må vi se, om det på et tidspunkt kører så godt, at det kan gå i stedet for et arbejde. Til at starte med, bygger jeg en portefølje op og så tænker jeg, at jeg måske kan bruge Frinans, til at trække stikket før end planlagt, men heller ikke mere end det.

      /Sune

  3. Hej Sune

    Tak for dine fine input.

    Hvad er grunden til, at du vælger INDEX Stabile Obligationer fremfor eksempelvis Maj Invest Globale obligationer som kan købes i Nordnet via månedsopsparing?

    / Jakob

    1. Hej,

      Mange tak.

      Af den simple grund, at Maj Invest Globale obligationer er aktivt forvaltet og alt videnskab siger, at det ikke kan betale sig.

      /Sune

  4. Hej Sune!

    Jeg har fulgt interesseret med på din blog i et stykke tid – tak for nogle gode indlæg!

    Jeg har selv prøvet kræfter med enkeltaktier i et års tid, med et tab på omkring 12% til følge for 2018. Det er nu ikke fordi jeg fortryder noget, da jeg har lært meget af både mine successer og mine fejl. Jeg har solgt nogle af aktierne med en fortjeneste på omkring 20-25% (rekorden er 71%), men jeg har så en del andre aktier tilbage, hvor jeg på nogle af dem har tabt godt 50%, så samlet ender jeg på et tab på 12%, når aktieskatten er taget med i betragtning. Jeg tror stadig på, at de tilbageværende aktier kan rette sig, så jeg har endnu ikke solgt dem, jeg har tabt en del på. Det gør jeg kun, hvis jeg holder op med at tro på, at virksomheden er sund eller at aktien kan rette sig op inden for 2-3 år.

    Det har været et super lærerigt forløb med aktiehandlen og det har hjulpet mig til hands-on at indse, hvor svært det faktisk er at slå markedet. Derfor har jeg (blandt andet inspireret af dig samt litteratur på området) valgt langsomt at gå over i index-investeringer for at følge markedet. Jeg har fået åbnet mig en konto på SaxoInvestor platformen, som er relativt billig (0,1% kurtage og ingen minimumskurtage) og købt de samme tre index-fonde, som du også gør brug af, i nogenlunde samme vægtning (70% Globale Aktier Min Risiko, 10% Emerging Markets, 20% Stabile Obligationer).

    Mit mål er at øge min indexinvestering med omkring 10.000 pr. måned.

    / Gabriel

    1. Hej Gabriel,

      Tak for din kommentar, det er altid spændende for mig at få et indblik i, hvem der læser med 🙂

      Jeg har også tabt penge på enkeltaktier, men ligesom dig er jeg faktisk heller ikke trist over det. Det er virkelig noget man kan lære meget af, så mon ikke det måske endda er gavnligt på den lange bane. Saxoinvestor virker som en rigtig god platform, så jeg kan godt forstå, at du har valgt den. Det kan sagtens være, at jeg også åbner en konto der på sigt.

      /Sune

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.