Alternativomkostninger er et vigtigt begreb at forstå, hvis du vil være økonomisk uafhængig. Hvad er den "rigtige" pris for et par sko?

Alternativomkostninger

Alternativomkostninger er et vigtigt begreb at forstå, hvis du vil være økonomisk uafhængig. At kunne regne på konsekvensen af dine valg, kan have en direkte indvirkning på, hvad du gør.

Findes også på YouTube.

Hvad vil du helst have? Sko eller 75.000 kr.?

Hvis du står med 1.000 kr. i hånden, kan de gå til én af to ting:

  • Forbrug
  • Opsparing

Går pengene til forbrug, er de væk. Du har vekslet dem til materiel velstand.

Går pengene i stedet til opsparing, har du gemt dem til senere.

Du kan kun gøre én af tingene, da det ikke er muligt at blæse og have mel i munden på samme tid.

Hvis du vælger forbrug, er opsparing din alternativomkostning, det du kunne have gjort i stedet.

Og omvendt, hvis du vælger opsparing, er forbrug din opportunity cost, som er det engelske begreb for samme.

Men, det er nok de færreste af os, der regner ud, hvad alternativet er værd, hvis vi aktiverer de penge, der ikke går til forbrug.

Hvis du står med 1.000 kr. og overvejer at købe et par sko, er udregningen måske interessant for dig.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +100.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Sætter du de 1.000 kr. i banken og får 0,5% i rente, men inflationen er 2,00%, vil din opsparing efter 10 år være 860 kr. værd i nutidskroner. 20 år: 739 kr., 30 år: 536 kr. og 50 år: 470 kr.

Av.

Investerer du i stedet pengene i aktier og får et konservativt afkast på 7,00% om året, men stadig med en inflation på 2,00% vil din investering efter 10 år være 1.629 kr. nutidskroner værd. 20 år: 2.653 kr., 30 år: 4.322 kr. og 50 år: 11.467 kr.

Skruer vi afkastet op til 9% årligt og ser bort fra inflationen, er tallet næsten 75.000 kr.

Hmm…

Du kan selv lege videre med beregneren i Google Sheets, hent den her.

På den måde kan vi sige, at alternativomkostningen til at købe et par sko til 1.000 kr. er 11.467 nutidskroner om 50 år.

Måske det får dig til at genoverveje skoene, måske det ikke gør.

Det er heldigvis et frit valg og op til dig.

Sådan da.

For vores pengesystem er med dets indbyggede fokus på en lav, men kontinuerlig inflation med til ubevidst at tvinge dig i retning af forbrug.

Hvis du opfatter alternativet til forbrug som en opsparing i banken, så ved du intuitivt godt, at de penge taber værdi over tid, også selvom du ikke er miljøskadet og går og tænker på inflation hele tiden.

Det er vi nogle lidt spøjse typer, der tænker meget over.

Det betyder, at du nudges til at foretrække forbruget fremfor opsparingen. Nudging er bare et pænt ord for manipulation.

Bliver det tilpas almindeligt, er der endda en risiko for, at du begynder at bruge penge på forbrug, du slet ikke har, fordi du er blevet afhængig af det.

Du optager gæld til forbrug.

Det er mere almindeligt, end du tror, hvilket er grunden til, at Luksusfælden er i gang med sæson 35.

Måske du studsede over, hvad der sker med din opsparing i banken. Det er en meget overset effekt i forhold til en dagsorden, der fylder meget for mange danskere.

Hvis klimakampen er vigtig for dig, burde din fjende nummer 1 være det inflationsbaserede pengesystem.

Hvorfor?

Fordi du aldrig nogensinde vil kunne overbevise store dele af befolkningen til at sænke deres forbrug, når det underliggende system netop presser dem i retning af at øge deres forbrug.

Den kamp er tabt på forhånd, medmindre du taler til nogen, der i forvejen har klimakamp som nr. 1 på deres dagsorden.

Det er også derfor, det undrer mig, at der er så få klimaforkæmpere der lovpriser Bitcoin.

Bitcoin er anti-inflationært. Det er en opsparing, der bliver mere værd over tid, hvilket automatisk har den effekt, at folk der sparer op i Bitcoin, sænker deres forbrug.

Det burde give nogle noget mere at tænke over.

En anden læring af at tænke i alternativomkostninger er, at det også gælder tid.

Hvis du bruger 4 timer af din dag på TikTok, er det 4 timer, du ikke kan bruge på noget andet.

Det samme gælder, hvis du bruger meget tid på arbejde. Det er tid, du ikke kan bruge sammen med dine børn.

Men da tid er penge, betyder det også, at hvis du øver dig på at fravælge forbrug og i stedet tilvælge investering, så kan du stille og roligt over tid begynde at købe din tid tilbage.

Er du rigtig disciplineret, kan du endda købe dig til tidlig pension.

Det er dét, hele FIRE bevægelsen går ud på.

Her kan du også vælge en løsning med et ben i begge verdener og en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom jeg selv, hvis du er mere interesseret i at gå ned i tid, fremfor at vende ryggen helt til arbejdsmarkedet.

Det kaldes for barista fire.

Reklame

Få en mail når jeg udgiver nyt 👇

Smid en kommentar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.