Bitcoin del 1 – En introduktion til Bitcoin

Jeg har længe gået og grublet over, hvordan jeg skulle slippe afsted med at få skrevet lidt om Bitcoin. Jeg har besluttet mig for, at det bliver over flere omgange og her er del 1 – En introduktion til Bitcoin.

Lad mig starte med lige at gøre det helt klart, at jeg på ingen måde er ekspert på det her område. Jeg er interesseret i Bitcoin og teknologien bag, jeg har en IT uddannelse og har måske derfor nemmere ved at forstå Bitcoin end gennemsnittet, men jeg er ikke ekspert. Det her er derfor min udlægning af Bitcoin og lige så meget et forsøg på, igennem det at skulle beskrive det, at forstå det bedre. Dette er ikke en komplet guide, men skal forstås som en introduktion til Bitcoin.

 

Starten på det hele

Hele eventyret om Bitcoin startede i 2008 da en ukendt person under aliaset Satoshi Nakamoto udgav det der populært kaldes the bitcoin white paper. Hermed var tanken om Bitcoin født og siden er det i store træk kun gået een vej, mod mere udbredelse, højere værdi og i disse tider populært udtrykt… potentiel disruption. Teknologien der omgiver Bitcoin udvikles hele tiden og foregår i det store hele som open source development. Der er derfor ingen der ejer Bitcoin og det er ikke kendt, hvem der startede Bitcoin. Det lyder som starten på en god sci-fi film, men det foregår i virkeligheden, det foregår lige nu og du må godt være med.

 

Den helt korte forklaring

Bitcoin er en digital valuta der muliggør betalinger, i et decentraliseret peer-to-peer netværk drevet og godkendt af konsensus blandt dets brugere. Der er ingen central autoritet eller mellemmand der kontrollerer det.

(Min oversættelse af det her)

Har du behov for en simplere forklaring der er mindre kryptisk, kan jeg anbefale denne korte video.

 



 

Den lidt længere forklaring

Bitcoin er en digital betalingsform såvel som en teknologi. Grunden til, at jeg skriver betalingsform og ikke valuta er, at det ikke er alle regeringer/lande eller centrale autoriteter der har godkendt Bitcoin som en valuta. Endnu. Så Bitcoin er altså et betalingsmiddel. Det kaldes også for en kryptovaluta.

Der eksisterer et begrænset antal af bitcoins, nemlig 21 millioner, og der kan ikke komme flere bitcoins til verden end det. På dette punkt adskiller Bitcoin sig derfor markant fra gængs valuta, idet regeringer kan vælge at printe alle de penge de vil, og banker kan sætte flere nuller på et tal, og så er der skabt værdi. Vil du vide mere om, hvordan bankvæsenet skaber penge ud af den blå luft, så tag et kig på Godepenge. Det betyder dels, at Bitcoin ikke oplever inflation på samme måde som gængse valutaer samt, at værdien af Bitcoin stiger i takt med efterspørgslen. Egentlig minder bitcoin mere om guld end valuta, men selv guld er der mere af end vi kender i dag, hvor meget vides nok ikke præcist. Guld er dog tungt og besværligt at slæbe med sig og betale med, det er Bitcoin ikke, idet Bitcoin er digital.

Men lad os kigge lidt mere på, hvordan det her Bitcoin egentlig fungerer. Som sagt, er Bitcoin også en teknologi, noget du måske har hørt omtalt, nemlig blockchain teknologi. Som bruger skal du have tre ting, for at kunne bruge Bitcoin. Du skal have en wallet, en private key, en public key og en bitcoin adresse. Wallet (en pung), er der hvor du digitalt opbevarer dine Bitcoins, en private key er, hvad der gør det muligt for dig at sende bitcoins og en public key er, hvad der gør det muligt for dig at modtage bitcoins. En bitcoin adresse er ganske enkelt der andre sende deres bitcoins hen for at de bliver tilknyttet din wallet. At din bitcoin adresse er kendt, er derfor ikke et problem, tværtimod. Alle der vil overfører Bitcoins til din wallet skal kende din bitcoin adresse. (Man kan have mange bitcoin adresser pr. wallet. Nogle anbefaler ligefrem ikke at bruge samme adresse flere gange.) Jeg er mindre skarp på, præcis hvordan en private key og en public key fungerer, men det er denne del der gør det muligt at sende og modtage Bitcoins. Det betyder også, at ingen andre end dig selv, skal kende din private key, for så er det muligt at sende dine Bitcoins. Et eksempel på en bitcoin adresse kan ses her:

1MCKS6GWpLiFjNPnyUCBLXEq3jaXxz1E5x

Det er adressen på en wallet jeg har. Sender man Bitcoins til den adresse, og det må man selvfølgelig meget gerne, så sender man Bitcoins til mig.

Når du sender Bitcoins fra din wallet til en anden persons bitcoin adresse, og dermed deres wallet, sætter du gang i teknologien blockchain:

Jeg ser ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, så lad mig i stedet prøve at forklare med mine egne ord, hvad det er der sker på billedet ovenover.

  1. Bruger 1 ønsker at sende Bitcoin til bruger 2 og sætter derfor en overførsel i gang.
  2. Denne overførsel transmitteres ud i Bitcoin-netværket indtil en bruger i netværket, kendt som ‘miners’, samler overførslen op og begynder processeringen heraf.
  3. Under denne proces pakkes data i blokke som får en header, en overskrift.
  4. ‘Miners’ konkurrerer så om at matche overskriften med en nonce, et arbitrært tal der kun kan bruges een gang, og får på baggrund heraf en alfanumerisk kode kaldet et hash. (Tænk på det som en konkurrence om at løse et matematisk problem, hvor svaret er en alfanumerisk kode = en kode der kan bestå af tal, bogstaver, mellemrum og specialtegn)
  5. Den miner der løser opgaven bliver belønnet med bitcoin (populært kaldet at mine bitcoin. Dette måden, hvorpå nye bitcoins kommer til) Når opgaven er løst, overføres Bitcoin fra bruger 1 til bruger 2.
  6. Hashværdien bliver derefter tildelt som header til nye blokke og der dannes herved en kæde, blockchain.

Det var mit forsøg på at forklare blockchain i korte træk, men lad os lige dvæle lidt ved noget af det der står ovenover. Det vil sige, at dem der miner Bitcoins har en interesse i at gøre dette fordi de belønnes med nye Bitcoins. Alle med en computer kan i teorien være en miner, da det er computerkraft der genererer denne hash. I realiteten, er det dog efterhånden tvivlsomt om det kan betale sig at være miner i eksempelvis Danmark, grundet vores høje elpriser. Langt de fleste minere holder efterhånden til i Kina i store hangarer med et professionelt setup og specialbyggede computere kaldet ASIC (Application-specific integrated circuit ) miners. Sjovt nok er der også en del der miner på Island grundet lave priser på el.

Den samlede blockchain er tilgængelig for alle, hvilket betyder, at man ikke kan snyde sig til Bitcoins i mining-processen. Det er også dette aspekt der gør, at en 3. part ikke længere er nødvendig for at overføre værdi.

Bitcoins behøver på ingen måde at være i hele værdier, men kan opdeles i 100.000.000 dele. Således er det muligt at overføre eksempelvis 0,0001432 Bitcoins.

 

 



 

Men hvorfor er det interessant

I en verden, hvor kontanter forsvinder og valuta i højere og højere grad bliver digital, er Bitcoin, og i endnu højere grad blockchain, for mig at se, den næste store teknologi. Banker er sløve, langsomme, i mange lande korrupte og er, hvorvidt de vil stå ved det eller ej, en 3. mand. Der er ingen grund til, at en 3. part, som måske ikke er uvildig og som helt sikker tager sig betalt, skal ind over en transaktion imellem 2 parter. Det er ganske enkelt gammeldags og løser ikke noget behov. Bitcoin fjerner denne 3. part, eller mellemmand, og giver derved den enkelte kontrol over egne værdier. Da transaktioner godkendes i et netværk, er der således heller ikke en mellemmand de to parter, giveren og modtageren, skal stole på. De skal stole på, at netværket processorer og gennemfører transaktionen, fordi det er i netværkets bedste interesse at gøre dette. På denne måde er det næsten et smukt skabt system fordi incitamentet for at gøre det rigtige altid er højere end incitamentet for at gøre det forkerte. Sikkerheden er derved også meget høj, men selvfølgelig er det muligt at stjæle. Bliver ens private keys stjålet, kan tyven tilrane sig ens bitcoins. Det er vigtigt at forstå, at Bitcoin som system ikke har ret mange år på bagen og hele tiden udvikler sig.

Bitcoin har dog potentiale til at være så meget mere end bare en valuta. Se eksempelvis denne korte video.

 

Andre måder at investere i Bitcoin

Der findes endnu ikke en ETF til at investere i Bitcoin, men det har været tæt på at blive en realitet. Winklevoss tvillingerne, ja dem Mark Zuckerburg angiveligt ‘stjal’ Facebook fra har forsøgt at få en ETF til at se dagens lys, men forslaget er blevet afvist og således findes der endnu ikke en ETF, men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid før det bliver en realitet.

Der findes dog en ETN som, så vidt jeg forstår det, er et produkt der følger prisen på et aktiv, men ikke er underlagt de samme regler som ETFer og ydermere er et syntetisk produkt. Læs eventuelt mere her. ETNen kan eksempelvis findes på Nordnet ved at søge efter: BITCOIN XBT

Jeg opfordrer på ingen måde til at investere i Bitcoin på denne måde, jeg forklarer bare, at muligheden eksisterer. Personligt ville jeg ikke benytte mig af en ETN som en måde at investere i Bitcoin, men en ETF kunne være en mulighed på sigt.

 



 

Slut på del 1

Jeg er ikke gået i dybden med Bitcoin eller teknologien og har således kun skrabet overfladen af, hvad det er. Har du allerede styr på Bitcoin kan du glæde dig over, at du sandsynligvis ved mere end mig, men at vi er mange der forsøger at sprede budskabet om hvad Bitcoin er og hvorfor det er interessant. Ved du lidt om Bitcoin, håber jeg, at jeg har kunnet bidrage med lidt mere viden og vidste du intet om Bitcoin håber jeg, at du nu er blevet en smule klogere.

Jeg har lidt Bitcoin og et par andre kryptovalutaer som en del af min samlede portefølje. Jeg tror på, at Bitcoin går en stor fremtid i møde og jeg er glad for at være med relativt tidligt i Bitcoins historie… Ja alt er relativt og det ville da være dejligt, at have købt Bitcoins til 10$ og solgt dem til 1800$, men alt i alt, er det nok stadig tidligt. Jeg tror på, at Bitcoin bliver kæmpe stort, hvorvidt Bitcoin skal være en del af din portefølje vil jeg lade være op til dig.

I øvrigt er gevinst på Bitcoins skattefrit, så vidt jeg kan forstå det.

 

Er du interesseret i at lære mere kan jeg anbefale følgende:

I næste del skal vi kigge lidt nærmere på wallets, hvor du kan købe bitcoin til at putte i din wallet og hvordan du kan få ‘gratis’ Bitcoins ved at skyde aliens på din iPhone.

 


9 thoughts on “Bitcoin del 1 – En introduktion til Bitcoin

  1. Hej Sune,
    En ganske fornuftig introduktion til Bitcoin du har sammensat. Det skal dog nævnes at en Bitcoin-adresse ikke er det samme som en public key, men er afledt af den. En Bitcoin-adresse skabes således:

    Ved at benytte en RNG (random number generator) skabes et tilfældigt 256 bit tal. Dette er din private key. Ved brug af ECC (elliptic curve cryptography), nærmere bestemt secp256k1 kurven, afledes heraf din public key på en sådan måde at processen ikke kan vendes om. Det er dermed ikke muligt at finde private key hvis du kun kender den tilhørende public key. Din Bitcoin-adresse findes så ved at køre public key gennem to kryptografiske hash-funktioner således: ripemd160(sha256(public key)). Der tilføjes desuden nogle error check bytes i enden for at undgå fejlindtastninger, og til sidst enkodes den i base58 (det udelader visse bogstaver og tal, som nemt forveksles så som 1 og l). Dette gør både adressen kortere 160 bit vs. 256 bit, og sikrer systemet mod kvantecomputere, der i fremtiden muligvis kan blive kraftige nok til at bryde ECC proceduren.

    Jeg er altid frisk på at diskutere Bitcoin, både den tekniske og økonomiske side, og ikke mindst de liberale principper der ligger bag, som forhåbentlig kan være med til at skabe en bedre og friere fremtid.

    1. Wow, det var en hel del over mit vidensniveau det her Martin 🙂 Fedt!
      Men er det korrekt forstået, at værdi sendes til en public key?
      I så fald hvad gør en Bitcoin-adresse så i den sammenhæng?
      For mig er det bestemt principperne bag der er det mest appellerende, men egentlig også bare, at jeg mener Cryptovaluta bør have en plads i en fremtidig portefølje.

      1. I de tidligste alpha-versioner blev bitcoins sendt direkte til public keys, mens Satoshi byggede så hurtigt adresser ovenpå via proceduren beskrevet ovenfor. Du kender derfor ikke den public key du vil sende bitcoins til, kun selve adressen. I helt almindelige adresser, der benytter P2PKH (Pay To PubKey Hash), kan man godt sige du sender værdi til en public key, da adressen er direkte afledt heraf. Ser man i stedet på P2SH (Pay To Script Hash) kan adressen være skabt ved brug af flere separate public keys, og her er det svært at sige at man sender værdien til en public key. Derimod sender du værdien til adressen, som til gengæld styres af en eller flere af de private keys som deres public keys den er dannet ud fra (man taler tit om 2-af-2 eller 2-af-3 adresser, hvor henholdsvis 2 ud af 2 eller 2 ud af 3 af indehaverne af nøglerne skal signere en transaktion før den godtages på Bitcoin-netværket). Dette benyttes af flere online wallets i 2-af-3 konfigurationen, hvor du selv har én privat nøgle på din telefon eller lign. plus nummer to liggende gemt af vejen, og firmaet bag din online wallet har den tredje. Nu kan du og firmaet sammen signere transaktioner og sikre dig mod hacking af din telefon (hackeren kan ikke stjæle dine bitcoins uden også at snyde firmaet). Hvis firmaet ikke vil samarbejde eller pludselig går konkurs kan du blot finde din nøgle nr. 2 frem og stadig have adgang til dine bitcoins.

        Det blev en lidt længere forklaring på et simpelt spørgsmål, men sådan er det tit med Bitcoin. Man falder hurtigt dybt ned i kaninhullet 🙂

        1. Hej Martin,
          Det er fedt med de længere forklaringer, så lærer vi alle sammen noget nyt 🙂 Så, hvis vi skal skære det ud i pap og gøre det så nemt så muligt. Vil det så sige, at når man sender Bitcoins, eksempelvis til 1MCKS6GWpLiFjNPnyUCBLXEq3jaXxz1E5x som jeg viste i indlægget, så er det til en bitcoin-adresse og ikke en public key?

          1. Ja, den streng du nævner er en bitcoin-adresse, hvortil du kan modtage bitcoins. Public keys er mere noget der bruges bag kulisserne.

            Begyndelsestallet “1” henviser til at det er en helt almindelig P2PKH-adresse som er afledt af præcis én public key. Havde det været en P2SH-adresse med mulighed for at indblande flere private/public key par havde den startet med “3” i stedet.

  2. Hej, det er en meget god artikel, du har fået skrevet om Bitcoins. Det er super fedt, at der er flere og flere danskere, der begynder at interessere sig for det. Jeg ser virkelig en fremtid med Bitcoins eller en anden form for det.

    Her tænker jeg eksempelvis på Ethereum, der nok på et tidspunkt indhenter Bitcoin (hvis man overvejer mulighederne, de lave gebyrer, hurtige confirmations, osv.) Også noget folk burde tjekke ud. Det er ikke for sent at investere i Bitcoin, selvom kursen er meget høj: €2000 eller over på nuværende tidspunkt. Jeg anbefaler bare, at man venter til et lille drop på Bitcoins eller Ethereum.

    1. Hej,
      Mange tak. Jeg er også meget interesseret i Ethereum og ser meget store muligheder i teknologien. Jeg anbefaler ikke nogen strategi, men bruger selv dollar-cost-averaging som buy in til en køb og behold strategi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.