Crowdlending med Mintos

Som den opmærksomme læser måske har lagt mærke til, så har jeg, nogle vil sige langt om længe, tilføjet crowdlending til min samlede portefølje af investeringer. Læs med og find ud af hvorfor… måske er det også noget for dig.

Du kender måske til, men har helt sikkert hørt om, crowdsourcing. Metoden der gør det muligt for mindre virksomheder eller enkeltpersoner at søge kapital til udviklingen af et produkt eller måske en udbygning af forretningen. I forhold til at opnå økonomisk frihed, er konceptet interessant, men svært omsætteligt. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skulle bære mig ad med en crowdfunding kampagne. Det kan være det er noget jeg skal vende tilbage til engang.

Men i denne fagre nye verden fyldt med teknologi og deleøkonomi, er der selvfølgelig hjælp at hente. Denne hjælp hedder crowdlending.

 

Hvad er crowdlending

Helt kort kan det forklares sådan:

Crowdlending er udlån fra privatpersoner til privatpersoner eller virksomheder

Man kunne dele begreberne op således:

Crowdlending omhandler lån og derved finansiering og investering

Crowdfunding omhandler udvikling og derved finansiering og køb

Crowdlending er et relativt nyt begreb, jeg har ikke kunnet finde noget information om crowdlending fra før et par år efter årtusindeskiftet. Egentlig finder jeg det lidt pudsigt, at det ikke er større eller mere udbredt. Hvorfor er sådan noget som udlån kun forbeholdt banker? Crowdlending går i alt sin enkelthed ud på at gøre mennesker i stand til at optage lån og agere udlånere udenom banker. En virksomhed eller privatperson optager et lån, som låntager, igennem crowdlending-virksomheden, eller en samarbejdspartner, og lånet deles op i mindre portioner, som långiverne så kan dække. Låntageren betaler en rente på lånet som defineres af crowdlending-virksomheden, eller samarbejdspartneren, på baggrund af en creditscore. En højere rente er lig med højere risiko og større potentiale i forhold til afkast for långiver. Risikoen ved denne form for investering er baseret på om crowdlending-virksomheden og samarbejdspartneren driver en rentabel forretning eller privatpersonen der optager lånet kan betale det tilbage. Långiver får renter på udlånsbeløbet og investeringen bliver derved mere værd. Ret simpelt egentlig.

 

Dansk crowdlending

På den hjemlige scene har vi de senere år set flere flere forskellige bud på crowdlending. Der findes eksempelvis platformen Lendino, hvor du har mulighed for at låne penge ud til mindre virksomheder. Der findes platformen Flexfunding som ligeledes gør det muligt at låne penge ud til virksomheder. Og mit sidste eksempel må være Coop der har gjort det muligt at låne penge ud til fødevarevirksomheder, hvilket du eksempelvis kan læse om på her.

DR har I den sammenhæng lavet en fin grafik der forklarer Coops model.

Jeg har ikke læst eller hørt ret meget om Coops crowdlending siden det blev lanceret, så jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke aner, hvordan det går med det. (læg i øvrigt mærke til at grafikken opfatter det som crowdfunding.)

Jeg har selv en bruger oprettet på Lendino, men har ikke investeret igennem denne platform. Da jeg i sin tid oprettede min bruger på Lendino, var det sådan at man skulle overføre mindst 10.000 DKK og investere mindst 1.000 DKK pr. lån. Det var for store beløb til at jeg ville kaste mig ud i det som et forsøg. Om det stadig forholder sig sådan ved jeg ikke, men en anden kritik jeg ofte hører er, at lånene er meget populære og meget hurtigt finansieres. Det betyder, at man som långiver skal være hurtig for at nå at være med. Det er selvfølgelig et luksusproblem for Lendino og låntager og kan bestemt også opfattes som, at der er stor succes med platformen.

 

Der findes sikkert flere danske virksomheder i det her regi og stensikkert en masse udenlandske, mest kendt af dem nok amerikanske Lendingclub der ligefrem er børsnoteret. Mit valg, da jeg stod overfor at indlemme crowdlending til mine samlede investeringer, faldt dog hverken på den største eller en dansk virksomhed.

 

Mintos

Mintos er en crowdlending virksomhed helt som de andre jeg har beskrevet i en dansk kontekst… og dog. Det der adskiller Mintos er, at det ikke er dem der udlåner pengene, i stedet arbejder de sammen med lokale udlånere, hos Mintos kendt som loan originators. Mintos skal derfor mere opfattes som en platform, hvorpå andre udlånere stiller deres lån til rådighed for investering. Det synes jeg personligt lyder som en enorm god måde businesscase fordi det gør, at Mintos kan koncentrere sig mere om at bygge den bedst mulige platform. Det gør også, at Mintos kan brede og sprede sig langt mere end mange af deres konkurrenter. Der er efterhånden en del lande dækket på Mintos platformen, Danmark værende et af dem.

 



 

Investering i enkeltlån

Der er som sagt rig mulighed for udvælgelse af lån, heriblandt danske. Lad os prøve at se nærmere på, hvordan sådan et lån ser ud:

Der er en del information, man kan dykke ned i, men lad os prøve at kigge lidt på noget af det. Der er information om lånets totale størrelse, Loan Amount, renten på selve lånet, Interest Rate og lånets tilbageværende termin, Remaining Term. Ydermere kan vi se, hvem Loan Originator er, Mozipo Group, endda med et link til deres hjemmeside.

Yderligere kan vi se, hvor meget af lånet loan originator selv sidder med og hvor meget der udbydes til investorer hos Mintos. Slutteligt kan vi naturligvis også vælge at investere i lånet, hvilket i dette tilfælde gøres i portioner af 10 Euro. Renten på 8% kan måske lyde af meget, men er faktisk i den lave ende af hvad der findes. Her skal man som investor naturligvis huske, at jo højere rente jo højere risiko.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor balancen i forhold til rente kontra risiko ligger henne for investorer. Jeg tror det er vigtigt i den sammenhæng at tænke i diversificering ligesom det er gældende med aktier. Jo mere diversificeret ens låneportefølje er, jo mindre risiko. Risikoen skal findes i, hvis låntager ikke kan betale lånet tilbage, loan originator går konkurs eller Mintos går konkurs. Det lyder så voldsomt, når man skriver det på den måde, men det er selvfølgelig noget man skal tage med i sin vurdering, når man overvejer investering helt på samme måde som med investering i aktier.

Slutteligt står der noget meget interessant, jeg synes vi lige skal kigge nærmere på.

 

Buyback guarantee

Lånet fra eksemplet har såkaldt buyback guarantee, som der står:

This loan comes with a buyback guarantee. Mozipo Group will buy back the loan from investors if it becomes 60 or more days delinquent.

Det betyder ganske enkelt, at loan originator stiller en garanti. Og ja, det kan godt lyde ret vildt og du tænker måske, at det ikke kan passe, men den er god nok. Forklaringen skal findes i, at nogle af de lån der er tale om er med en reelt meget højere rente. Loan originator sælger så lånene videre til os investerer på Mintos, men med en lavere rente. De scorer således gevinsten i forskellen på alle de lån der går fint igennem og hvor låntageren betaler som aftalt. Det er så god en forretning, at de kan stille garanti og i de tilfælde, hvor låntageren ikke er i stand til at betale tilbage så dækker loan originator lånet. Det opfatter jeg som en vildt god deal for mig som investor på Mintos. Er du interesseret i at læse mere om denne specifikke del, så kan jeg anbefale pengepugerens indlæg om Mintos.

 

Overblik

Når man logger ind på Mintos kan man se et rigtig fint overblik, mit ser pt. således ud:

Her kan jeg se, hvor meget jeg har tilgængeligt i den pågældende valuta samt, hvor meget er investeret i lån pt. Jeg kan også se en udregning på, hvad jeg kan forvente at få i årlig rente på de lån jeg har investeret i, 11% lyder da ret godt synes jeg. Overblikket fungerer rigtig godt og det er dejligt overskueligt.

 

Sæt investeringen på automatpilot

Ligesom mange af de andre crowdlending platforme er det muligt på Mintos, at opsætte “Auto Invest”. Det betyder, at du som investor opretter en art portefølje for investering i lån baseret på en række kriterier. Denne portefølge overfører du penge til og så investeres de i lån på baggrund af de kriterier du har opstillet. Det betyder, at du ikke skal sidde og finde enkelte lån selv. En sådan auto invest portefølje kan passe sig selv og du behøver i realiteten ikke at gøre mere efterfølgende. Det er det jeg har kastet mig ud i og til at starte med har jeg overført 1.000 DKK, vekslet dem til Euro på platformen, for så at lave en auto invest portefølje i Euro. Grunden til, at jeg har valgt at gøre det i Euro, er for at få adgang til et bredere udvalg af lån. Lad os prøve at se lidt nærmere på min auto invest investeringsportefølje hos Mintos.

Frinans auto invest portefølje på Mintos

Som sagt er jeg startet ud med at investere for 1.000 DKK, dog vekslet til Euro. Når man starter en auto invest portefølje er der en række kriterier man skal tage stilling til. Du kan herunder se, hvordan jeg har forholdt mig til de forskellige kriterier i min portefølje.

 

Currency: EUR (Jeg investerer i lån udstedt i Euro)

Loan type: Alle (Der er otte muligheder)

Country: Alle (Der er fjorten mulige)

Buyback guarantee: ja (Jeg investerer derved kun i lån med buyback guarantee som forklaret tidligere)

Interest rates: 10-20% (Jeg har sat minimumsbeløbet relativt højt. Jeg kunne godt overveje at sænke det, hvis jeg får behov for at kunne matche med flere lån. Som det er nu, er der masser af lån der passer til min portefølje)

Remaining loan term: 0-13 måneder (Jeg går derved efter lån af kort tilbageværende varighed)

Investment in one loan: 10 EUR (10 EUR er det mindste mulige beløb. Jeg ønsker at sprede mine investeringer mest muligt og sætter derfor beløbet så lavt som muligt)

Do you want to reinvest: Yes (Når porteføljen fyldes op med tilbagebetalingerne skal de automatisk geninvesteres)

 

Jeg har ikke gjort op med mig selv endnu, hvor meget jeg fremover vil investere i crowdlending. Jeg overvejer bare at overføre et mindre beløb såsom 500 DKK om måneden og så langsomt bygge porteføljen op. Jeg har sat varigheden på lån relativt lavt for at kunne få pengene relativt hurtigt igen, hvis nu jeg beslutter, at det her ikke er en investeringsform for mig eller jeg får brug for pengene. Jeg har sat investeringsbeløbet til det lavest muligt, da jeg ikke har så mange penge i porteføljen, men ønsker at sprede mine lån mest muligt, af hensyn til risikostyring.

 

Afsluttende

Jeg er godt tilfreds med at have fået tilføjet denne investeringstype til min samlede portefølje. Jeg ønsker diversificering i stor grad, både indenfor den enkelte investeringsform såvel som i investeringsformer. Crowdlending er nu en del af mit lille, men dog voksende, frinansimperie og det har jeg det godt med. Skulle du også være interesseret i at gøre brug af Mintos til crowdlending, så gør eventuelt brug af mit affiliate link dertil. En sidste vigtig pointe i forhold til crowdlending er, at fordi pengene lånes ud over en bestemt periode, så kan man ikke bare sådan uden videre sælge, ligesom det er tilfældet med aktier, hvis man har brug for pengene. Det er ikke altafgørende vigtigt for mig, men det er dog et aspekt jeg tænker det er vigtigt lige at forholde sig til.

 

19 thoughts on “Crowdlending med Mintos

  1. Another good thing on Mintos is the “second market”. There you can sell yours loans. Of course you will lose some money, but it gives you the chance to cash out immediately.

  2. Endnu et godt indlæg, tak Sune! 🙂 Jeg tror gerne jeg vil forsøge at kaste mig lidt ud i at investere i crowdlending. Jeg tøver dog altid når jeg ser sådanne hjemmesider reklamere med hvor høj en afkast man kan opnå. Det virker lidt for godt at være sandt!

    1. Hej Louis,
      Jeg var også lidt skeptisk i starten, men efterhånden som jeg har sat mig mere ind i det forsvandt langt det meste af min skepsis. Jeg tror, at det man skal holde sig for øje er, at der er en her del nye spillere på det her ret nye marked og risikoen ligger dels i lånene og dels i den enkelte virksomhed. Når jeg har valgt Mintos, er det fordi jeg tror de kommer til at klare sig rigtig godt bl.a. fordi de har en god forretningsmodel og en god strategi.
      Held og lykke med det!
      /Sune

    1. Hej Martin,

      Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg har endnu ikke skullet afregne med skat, så det har jeg ikke praktisk erfaring med endnu. Det vil jeg selvfølgelig se nærmere på ved lejlighed. Men kort fortalt, så mener jeg, at indkomst fra crowdlending er indkomst på en finansiel kontrakt, hvilket betyder kapitalindkomst rubrik 39 på selvangivelsen, anden kapitalindkomst. Det ser med andre ord ikke særlig svært eller besværligt ud. Se eventuelt Pengepugerens indlæg: https://pengepugeren.dk/2017/04/saadan-indberetter-jeg-crowdlending-indkomst/

      /Sune

      1. Det fandt jeg også frem til sidenhen. Så 42% beskatning. Så ryger renten en del ned efter beskatning af afkast fra 11-12% til 6-7%. Selvfølgelig stadig ganske fint. Jeg har også overført lidt 🙂

        1. Hej Martin,

          Ja det beskattes anderledes end aktier, men procentsatsen er afhængig af forskellige faktorer, så der er ikke tale om en flad 42% beskatning. I forhold til min egen situation, så handler det om diversificering og risikospredning og her må jeg så leve med at forskellige investeringsformer beskattes forskelligt.

          /Sune

  3. Hej Sune, virkeligt interessant måde at investere på. Synes også modellen med en månedlig overføring lyder ganske fin, men ville høre om du også har tænkt over det overførselsgebyr, som jeg ikke kan se man kan undgå? Det har ihvertfald fået mig til at tøve lidt 🙂

  4. Hej Sune
    Først tak for en super blog som er meget inspirerende.
    Jeg er begyndt at snuse til crowdlending, renten er jo væsentlig bedre end de 0,06% som Santander giver.

    Jeg smed lidt penge i Mintos, PeerBerry og Bondora den 01Apr.
    Bondora “go-and-grow” der giver en rente på ca 6,75% stiger jævnt dag for dag med ca 0,09 EUR (af 505 EUR) ikke det højeste afkast, men indtil videre meget stabil stigning der kan følges dag for dag uden at jeg gør noget.
    Mintos, som jeg i første omgang var meget begejstret for er begyndt at falme lidt, af 1422 EUR investeret er der nu ca 350 EUR med status “late” og da de fleste ikke giver rente eller straffegebyr i en “late” periode så udhules de høje renter hurtigt og afkastet falder. Selv ved Bayback giver de færreste rente for de 60 dage.
    PeerBerry minder meget om Mintos, dog ser det ud til at være flere der betaler til tiden, af 540 EUR investeret, er 70 EUR late og kun 10EUR af dem mere end 15 dage. Har desværre ikke fundet oversigt over betaling af renter i “late” perioder.

    Hvad er dine tanker og synspunkt på at penge står uaktive over en periode? Har du nogen strategi for at undgå det?
    Jeg har lige opdaget en Mintos oversigt her http://explorep2p.com/mintos-lender-ratings/ som jeg straks vil benytte til at redigere min autoinvest.

    Mvh Gunhild

    1. Hej Gunhild,

      Ja du har jo tydeligvis temmelig godt styr på tingene og sikkert også mere end mig. Jeg kan derfor nok ikke give en bedre kritik end dig, men jeg skal gerne give mit besyv med. Jeg bruger netop Autoinvest for ikke at skulle træffe valg om de enkelte lån. Overordnet set er min tanke, at jeg egentlig er ligeglad med de enkelte lån så længe jeg har en buyback garanti. Jeg er ikke ude på at jagte 13%, hvis jeg kan få 11% med en totalt passiv tilgang. Der er helt sikkert flere forskellige ting der vil kunne optimeres, men det er jeg ikke interesseret i at sætte mig nok ind i for at gøre. Det er klart, at der noget at hente, hvis lån i en mindre periode ikke er ude at arbejde, men det er så en del jeg tager med for til gengæld at have buyback garantien. Så det korte svar er, nej jeg har ikke en strategi for at undgå inaktivitet, det er ganske enkelt et vilkår jeg accepterer.

      Jeg er ret vild med Mintos og specielt, at det kræver så lidt af mig når først jeg har forholdt mig til og opsat Autoinvest. Det er bl.a. også derfor det er Mintos jeg anbefaler, specielt til nye investorer inde for dette fejl. Det er simpelthen nemt og overskueligt at have med at gøre. Men det lyder jo som om det burde være mig der spørger dig til råds 🙂

      Og tak for linket, det ser rigtig interessant ud. Det vil jeg også prøve at kigge lidt mere på!

      /Sune

  5. Hej Sune

    Kan du sige noget om, hvor meget du konkret har tjent på din investering i Mintos indtil videre? 🙂

    Venlig hilsen
    Signe

    1. Hej Signe,

      Med de lån jeg investerer i, ligger afkastet meget konsistent omkring de 11% årligt. Dertil skal det lige pointeres, at jeg er i den konservative ende. Jeg ser mange andre der har væsentligt højere procenter.

      /Sune

  6. Hej Sune

    Hvad er nemmest ifht Mintos og overførsel af valuta ? og køb af valuta ? Billigst ? Mindst fees osv

    1. Hej Kristian. Jeg har bare overført i danske kroner, med en besked der peger på min konto, til en dansk konto Mintos har. Nemt og 0 kroner i omkostninger. De har vist nok fjernet den danske konto nu, men jeg er ret sikker på, at man godt bare kan lave en bankoverførsel. Når de er på Mintos kontoen kan de veksles til eksempelvis Euro meget billigt.

      /Sune

        1. Ja det synes jeg. Det er ikke svært og der er masser af information at hente, når man er logget ind på platformen: Deposit to Mintos Alt sammen sorteret efter, hvilken valuta, man ønsker at overfører.

          /Sune

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.