Den bedste aktieplatform er den, der passer bedst til dig og dine behov. Der er forskel på, om du er ny og uerfaren eller en garvet investor.

Hvad er den bedste aktieplatform?

Den bedste aktieplatform er den, der passer bedst til dig og dine behov.

Er du en garvet investor, kender du nok dine behov bedre, end hvis du er helt nybegynder og derfor ikke ved ret meget om investering.

Men uanset hvad, synes jeg, at der er 6 parametre at vurdere mulighederne på baggrund af.

  • Priser
  • Brugervenlighed
  • Udbud
  • Support
  • Sikkerhed
  • Månedsopsparing

Inden vi kigger på hver af tingene og til slut de forskellige danske muligheder, så lad os lige se på, hvad en aktieplatform er.

Hvad er en aktieplatform?

En aktieplatform, også kaldet en handelsplatform eller børsmæglerplatform, er en online tjeneste, der giver investorer mulighed for at købe og sælge aktier, ETF’er, obligationer og andre finansielle produkter.

Aktieplatforme fungerer som en mægler mellem dig og aktiemarkedet, hvilket gør det muligt for dig at handle værdipapirer fra din computer, tablet eller smartphone.

Nemt.

De fleste aktieplatforme tilbyder et bredt udvalg af funktioner, herunder realtidskurser, analyseværktøjer, nyheder og porteføljestyring.

Den slags mener jeg er lidt ligegyldigt.

Platformene kan dog variere betydeligt i forhold til pris, brugervenlighed, udbud, support, sikkerhed og månedsopsparing.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +100.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Hvad skal du overveje, når du vælger en aktieplatform?

At vælge den rette aktieplatform kan have stor indflydelse på din investeringsoplevelse og sågar dine resultater.

Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at evaluere forskellige platforme ud fra dine behov.

Her er de vigtigste faktorer, du bør overveje:

1. Pris

Gebyrer kan hurtigt æde sig ind på dine afkast, især hvis du handler hyppigt eller har en mindre portefølje.

Lad være med det første, de fleste starter med udgangspunkt i det sidste.

Min første investering var 500 kr.

Derfor kan det være afgørende at vælge en platform med konkurrencedygtige priser.

Nogle af de mest almindelige gebyrer inkluderer:

  • Handelsgebyrer: Dette er gebyrer, der pålægges hver gang du køber eller sælger aktier. Nogle platforme opkræver faste gebyrer per handel, mens andre opkræver en procentdel af det samlede handelsbeløb.
  • Depotgebyr: Nogle platforme opkræver et gebyr for at holde dine aktier i depot. Dette kan være et fast årligt gebyr eller en procentdel af din porteføljeværdi.
  • Valutavekslingsgebyr: Hvis du handler med udenlandske aktier, kan du blive opkrævet et gebyr for at veksle valuta.
  • Inaktivitetsgebyr: Nogle platforme opkræver gebyrer, hvis du ikke handler regelmæssigt. Det kan være vigtigt at undgå dette, hvis du planlægger at have en mere passiv investeringsstrategi.

Det er vigtigt at sammenligne disse gebyrer, da selv små forskelle kan have en stor betydning på lang sigt.

Nogle platforme tilbyder lavere gebyrer, men måske mangler avancerede funktioner. Andre platforme kan være dyrere, men til gengæld levere bedre værktøjer og service.

Ofte vil din bank være dyrere end de mere specialiserede investeringsplatforme.

2. Brugervenlighed

Din aktieplatform bør være intuitiv og let at navigere rundt i, især hvis du er ny investor. De bedste platforme tilbyder en enkel brugerflade med let adgang til vigtige funktioner som køb og salg af aktier, overblik over din portefølje og tilgængelige analyseredskaber.

For mere erfarne investorer kan det være vigtigt med avancerede funktioner som teknisk analyse, adgang til realtidsdata og mulighed for algoritmisk handel. Sørg for, at platformen tilbyder de funktioner, du har brug for, uden at det går ud over brugervenligheden.

Hvis du investerer ligesom mig, er du totalt ligeglad med alle de her ekstra funktioner.

De fleste platforme tilbyder også mobilapps, som giver dig mulighed for at handle, når du er på farten. Hvis mobiladgang er vigtig for dig, bør du vælge en platform, der har en stabil og brugervenlig app.

3. Udbud

En god aktieplatform bør give dig adgang til de markeder, aktier og fonde, du er interesseret i. De fleste platforme tilbyder adgang til de største aktiemarkeder som USA, Europa og Asien. Dog varierer det, hvor mange aktier og ETF’er du kan handle, og hvor bred adgang du har til mindre, internationale markeder.

Hvis du er interesseret i at investere i specifikke sektorer eller nye markeder, bør du sikre dig, at platformen giver dig adgang til disse.

Nogle platforme tilbyder også handel med andre finansielle produkter som obligationer, råvarer og kryptovalutaer, hvilket kan være attraktivt, hvis du ønsker en diversificeret portefølje.

For mig er det eksempelvis vigtigt, at det er muligt at investere i danske investeringsforeninger samt, at jeg kan samle alle mine depoter ét sted.

4. Support

Kundeservice kan være en afgørende faktor, især hvis du støder på tekniske problemer eller har spørgsmål om din konto. De bedste aktieplatforme tilbyder flere kontaktmuligheder, herunder telefon, e-mail og chat, samt support på dansk eller dit foretrukne sprog.

Sørg for at undersøge, hvilken slags kundeservice der tilbydes, og om den er tilgængelig, når du har brug for det. En platform, der tilbyder en grundig FAQ-sektion og hjælpsom kundeservice, kan spare dig tid og frustration.

5. Sikkerhed

Sikkerhed er en kritisk faktor, når du vælger en aktieplatform. Du skal sikre dig, at platformen er reguleret af en anerkendt finansiel myndighed og har tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte dine data og investeringer.

De fleste etablerede platforme tilbyder tofaktorgodkendelse (2FA) og kryptering for at beskytte dine kontooplysninger og transaktioner. Derudover bør platformen have en klar politik for, hvordan dine aktiver er beskyttet, hvis virksomheden skulle gå konkurs.

6. Månedsopsparing

For mig at se, er den vigtigste ekstrafunktion muligheden for at opsætte en månedsopsparing.

En månedsopsparing er med til at gøre det nemt for dig at være en disciplineret investor og investere simpelt.

Langt størstedelen af min portefølje er investeret igennem en månedsopsparing henover årene.

Populære aktieplatforme i Danmark

Lad os nu se på nogle af de mest populære aktieplatforme, som danske investorer kan overveje.

1. Nordnet

Nordnet er en af de mest populære aktieplatforme i Danmark og resten af Norden. Den tilbyder en bred vifte af investeringsmuligheder, herunder aktier, fonde, ETF’er og obligationer. Nordnet er kendt for sin brugervenlighed og har en fremragende mobilapp, der gør det let at handle, når du er på farten.

En af de store fordele her er Nordnets Månedsopsparing, hvor du kan investere automatisk i udvalgte fonde og ETF’er hver måned uden at betale handelsgebyrer. Nordnet har også lave kurtagegebyrer og et bredt udvalg af markeder.

Nordnet er min foretrukne aktieplatform og at dømme ud fra, hvor mange kunder de vokser med i Danmark, er der mange der synes, at det er den bedste aktieplatform.

2. Saxo Investor

Saxo Investor er en anden populær aktieplatform i Danmark, der tilbyder et bredt udvalg af markeder. Saxo Investor er for private investorer og er designet til at være brugervenlig samtidig med, at den tilbyder avancerede analyseredskaber og markedsdata.

Saxo Investor har konkurrencedygtige kurtagegebyrer og giver adgang til mere end 40.000 aktier, fonde og ETF’er. Den er særligt velegnet til investorer, der ønsker adgang til mange internationale markeder.

Jeg bryder mig ikke om Saxos månedsopsparing.

3. Endavu

Endavu er en dansk handelsplatform til køb og salg af aktier, ETFer og REITs.

Det er nemt, billigt og hurtigt.

Det er tydeligt, at der er brugt energi på at gøre appen super brugevenlig med et fokus på en community del.

Måske det er den slags, der tiltrækker begyndere, men for mig virker den slags ret ligegyldigt.

Udfordringen er fraværet af en aktiesparekonto, ingen pensioner og ingen danske investeringsforeninger.

4. Pluto.markets

Pluto.markets er også en ny dansk aktieplatform med et særligt fokus på lave omkostninger.

Igen er det nemt, billigt og hurtigt.

Udfordringen er ligeledes fraværet af en aktiesparekonto, ingen pensioner og ingen danske investeringsforeninger.

Afsluttende tanker

At vælge den rette aktieplatform handler om at finde den balance mellem gebyrer, funktioner og brugervenlighed, der passer bedst til dine behov som investor.

Undersøg dine valg grundigt, og tag dig eventuelt tid til at teste forskellige platforme, inden du træffer en endelig beslutning. Den bedste aktieplatform er nemlig den, der passer bedst til dig og dine behov.

Personligt bruger jeg Nordnet, da det er den platform, der bedst lever op til mine behov i forhold til pris, udbud og en månedsopsparing, som er de tre ting, der betyder mest for mig.

Reklame

Få en mail, når jeg udgiver noget nyt 👇

6 kommentarer til “Hvad er den bedste aktieplatform?”

  1. Vil du anbefale at sprede ens investeringer over flere platforme, hvis investeringssummerne begynder at overstige indskudsgarantien? Jeg kan ikke helt vurdere om det er kompleksiteten værd at have flere platforme (feks. Nordnet og Saxo).

  2. Endavu burde tilføjes til listen. Jeg har lige flyttet porteføljen dertil fra Nordnet – Det spiller bare.

  3. Jeg er ny til investering, og har set mange reklamer for endavu. Det ligner, at de er billigere. Vil du anbefale dem?

    1. Jeg bruger ikke selv Endavu og kan ikke se den store fidus i at skifte til dem. Jeg kan ikke købe danske investeringsforeninger der, som er dér, de fleste af mine penge er investeret, så det er ikke en platform, der giver mening for mig personligt.

      Men det er sikkert en rigtig fin platform at bruge, hvis udvalget passer til det, man ønsker at investere i.

Smid en kommentar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.