Den relative fattigdomsgrænse

Nu er der igen en målestok for fattigdom i Danmark, det skal vi prøve at se lidt nærmere på i dette indlæg.

Lyt til indlægget



Hvad vil det sige at være fattig og hvordan måles den slags. Det er noget af det, vi skal se lidt nærmere på, da der netop er kommet en ny målestok for fattigdom her til lands. Tallene overraskede mig meget, så derfor har jeg lyst til at forholde mig til det.

I dette indlæg vil jeg gøre brug af de tal og definitioner DR har fremlagt her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/nu-er-der-igen-en-malestok-fattigdom-i-danmark

Alle affiliate links er markeret med *



Begreberne

Det er Danmarks Statistik, der har lavet opgørelsene. I forhold til fattigdom, er der tre indikatorer der gøres brug af:

  • Lavindkomst
  • Relativ fattigdom
  • Økonomisk sårbarhed

Lavindkomst

  • 50% under medianindkomsten. I 2016 var lavindkomsten cirka 117.000 kroner. (efter skat)

Relativ fattigdom

  • Ingen studerende
  • Fattigdomsgrænse = relativ fattig = lav indkomst som defineret ovenover samt opsparing < samme beløbsgrænse. Det vil sige under 117.000 kr. i indkomst efter skat samt en formue under 117.000 kr. i 2016 tal.

Økonomisk sårbarhed

Kan man svare ja til tre af fem følgende spørgsmål, er man økonomisk sårbar:

  • Har svært at få pengene til at slå til.
  • Har været bagud med betalingen af regninger.
  • Kan ikke betale en uforudset udgift på 10.000 kroner uden at skulle låne.
  • Har af økonomiske grunde ingen bil.
  • Har ikke råd til, at alle i husstanden holder mindst en uges ferie borte fra hjemmet.

Man er altså relativt fattig, hvis man har en lav indkomst under medianen og en formue(ekskl. pension) mindre end samme beløb.

I 2016 var der 226.500 mennesker med en indkomst under fattigdomsgrænsen, som det år lød på 117.000 kr. efter skat.



Mine tanker

Grunden til, at jeg i første omgang studsede sådan over disse tal er, at jeg faktisk lever for mindre end fattigdomsgrænsen om året. Således kan jeg leve det liv, jeg lever i dag, både under fattigdomsgrænsen, men også som relativt fattig, ud fra de grænser der er sat for indkomst.

Det skriver jeg ikke for at prale, men simpelthen fordi det undrer mig, at man kan opfatte et potentielt forbrug på det niveau som værende fattig. Jeg synes, at jeg på mange måder lever et ret priviligeret liv. Jeg bor i en lejlighed midt i landets næststørste by, jeg spiser godt og for det meste økologisk og har i det store hele også mulighed for at flotte mig lidt ind i mellem og bruge penge på luksusting eller oplevelser. Alt dette kan klares for et årligt beløb under, hvad der er defineret som fattigdomsgrænsen for indkomst. Det kan tilmed klares som relativt fattig, hvor man trods alt også kan have en pæn formue.

Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg finder det provokerende eller om jeg bare er lidt lamslået. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan et muligt forbrug i den størrelsesorden er under en fattigdomsgrænse. Det giver ingen mening for mig. For mig at se, har det intet med fattigdom at gøre. Jeg synes faktisk det er lidt en hån overfor dem, der af den ene eller anden årsag må leve for langt mindre.

Jeg bliver yderligere lamslået af nogle af de kriterier der afgør, om man er økonomisk sårbar. Har man ikke råd til at holde ferie væk fra egen bolig eller at have en bil, så er man åbenbart godt på vej til at være økonomisk sårbar. Måske er det bare mig, men i min verden er begge disse ting luksusgoder og ikke at betragte som en ret. Det har intet med at være sårbar at gøre. Det kan selvfølgelig også sagtens være, at det bare er mig, der er mærkelig i den her sammenhæng.

Luksus SKAL man have råd til og har man ikke det, så er man økonomisk sårbar. Forbruget SKAL være højt og formuen ligeså, ellers er man fattig. Det har intet med kvalitet eller egen formåen at gøre. Kan man leve et liv for relativt få penge, har man ikke behov for en stor opsparing og har man på baggrund deraf et job med en løn efter skat på 110.000 kr., ja så er man altså relativt fattig uanset, hvor lykkelig man måtte være eller det faktum, at man ikke har brug for mere.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der findes fattige i Danmark og i så fald, hvor mange. Det ved jeg ganske enkelt ikke noget om. Jeg synes bare ikke, at den grænse der her bliver sat har noget som helst med fattigdom at gøre. Derudover er den relativ og forholder sig til medianindkomst. Det betyder, at hvis alle danskere fik 5 millioner, så ville der stadig være lige så mange relativt fattige. Det giver ikke nogen mening, synes jeg.

Fattigdom må handle om, ikke at have nok til at leve et anstændigt liv. Tag over hovedet, tørt tøj på kroppen, mad i maven, muligheder til at forbedre ens situation, den slags. Så kan man altid diskutere, hvad og hvor meget der ligger i delen omkring at kunne “forbedre ens situation”, men det er ikke en diskussion jeg har tænkt mig at åbne op for nu.

Jeg synes med andre ord, at det er en mærkværdig grænse, hvad tænker du?

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune


11 thoughts on “Den relative fattigdomsgrænse

  1. Du rammer hovedet på sømmet. Jeg er også i chok og åbenbart super fattig og lykkelig for det 🙂

  2. Er også helt enig:

    Undrer mig også over denne liste:

    – Har svært at få pengene til at slå til.
    – Har været bagud med betalingen af regninger.
    – Kan ikke betale en uforudset udgift på 10.000 kroner uden at skulle låne.
    – Har af økonomiske grunde ingen bil.
    – Har ikke råd til, at alle i husstanden holder mindst en uges ferie borte fra hjemmet.

    Hvis man kan sige ja til 1 & 2…..ja så giver 4 & 5 vel sig selv?? Dermed menes, at hvis man ikke kan få pengene til at række i sin dagligdag (det kan skyldes så mange ting, man kan blive syg, miste sit arbejde, blive skilt og skal re-etablere et nyt hjem mv.), og/eller man er bagud med regningerne……ja, så har man nok heller ingen bil, og det er da i den grad usandsynligt, at man har råd til at holde en uges ferie uden for hjemmet.

    Med fare for at lyde som en sur gammel mand (er trods alt kun 42), men så husker jeg da ferier fra både min barndom i 80’erne, men så sandelig også fra min ungdom i 90’erne, hvor jeg ikke holdte en eller flere ugers ferie uden for hjemmet. Jeg følte mig da ikke som hverken fattig eller relativt fattig dengang.

    Men jeg tror at man skal se listen som en politisk løftestang til, at lovgive og budgetmaksimere til mindste detalje. Den vedtagne attigdomsgrænse er en politisk beslutning. Man kunne lige så godt have sagt, at man er fattig hvis man dør af sult (den ene yderpol) eller hvis man ikke har råde til en ny BMW, en Ipad og abonnement på minimum tre forskellige streamingtjenester, hvoraf en skal have hele pakken med Premier League osv (den anden yderpol).

    Den kan også bruges ti lat give bevillinger til trængte børnefamilier. Ikke for at hæjlpe forældrene, men for at børnene ikke skal være socialt udsatte, hvis forældrene prioriterer 2-3 pakker gule King’s om dagen, i stedet for at betale til ungernes fodboldtræning mv. Så kan kommunen betale for det, hvis famillien er “fattig” jf. ovenstående liste.

  3. Og jeg har faktisk også som voksen i mine slut 20’ere været igennem skilsmisse og arbejdsløshed på en gang. Der havde jeg ikke råd til at tage på ferie i udlandet. Men jeg ville godt nok betakke mig for, at nogen havde kaldt mig fattig.

  4. Jeg er fuldstændig enig. At definere fattigdom ud fra medianindkomsten er i min optik komplet tåbeligt. Lad mig opstille et par interessante eksempler, for bedre at belyse, hvorfor det er tåbeligt:

    1) Forestil jer et kommunistisk diktatur, hvor diktatoren tager 1 milliard kroner til sig selv om måneden, og lader alle andre arbejde til en fast borgerløn på kun 1.000 kr. om måneden, hvilket efterlader alle andre end diktatoren ludfattige. Lad os sige, at der bor 5 millioner mennesker i dette land. Medianindkomsten beregnes ved at sortere alle borgere i rækkefølge efter indkomst, startende med personen der tjener mest (diktatoren) og så nedefter. Medianen er det beløb der står ud for den midterste person (nummer 2.500.000). Da alle andre end diktatoren som bekendt får 1.000 om måneden, så vil man finde at medianen bliver 1.000 kr pr måned. Halvdelen af 1.000 er 500. Ingen personer tjener under 500, så derfor er der ingen fattige i dette land. Ud fra definitionen af fattigdom, er dette land altså bedre end Danmark, da der slet ingen fattige er i landet!

    2) Forestil jer, at alle Danskere fik tidoblet deres indtægt uden at priserne steg overhovedet. En person der tidligere levede af en SU på 6.166 kr. pr måned før skat, får nu 61.660 kr. hver måned. Priserne forbliver uændrede. I dette land vil selv kontanthjælpsmodtagere og studerende have råd til luksusrejser udenfor Europa, til at køre i en stor bil og til at bo i en lækker lejlighed. MEN: Ud fra definitionen af fattigdom, så forårsager denne tidobling af indkomster ikke én eneste færre fattig i Danmark. Der er præcis ligeså mange fattige før som efter tidoblingen af indkomst.

    3) Forestil jer, at 100 af verdens milliardærer vælger at flytte til Danmark i dette splitsekund. Det vil hæve medianindkomsten i Danmark. Da ingen af Danmarks eksisterende befolkning er nået at blive rigere i løbet af dette splitsekund, så vil der nu være lidt flere danskere, der ryger ned under halvdelen af medianindkomsten. Dermed er der fra det ene øjeblik til det andet blevet fattige i Danmark. Alt sammen pga. 100 tilrejsende milliardærer. Absurd? Ja, det tror jeg nok man kan sige!

    Det er nemt at kritisere, så hvad foreslår jeg selv? Jeg foreslår at man definerer fattigdom som en fast beløbsgrænse og ikke en relativ. Hvad denne beløbsgrænse skal være i kroner er selvfølgelig ingen simpel beregning og jeg vil ikke kaste mig ud i et bud på det her. Men jeg synes først man er fattig, hvis man ikke har råd til menneskelige fornødenheder som tag over hovedet, varme, el og vand, mad, medicin, tøj på kroppen plus en smule buffer. Beløbsgrænsen skal naturligvis være højere, hvis man er forsøger for et eller flere børn.

  5. Det er jo et definitionsspørgsmål, du definere den fattige som en der må lide afsavn eller være ulykkelig, men de angivne definitioner handler mere om at definere det som en der ikke har så mange midler.

  6. Jeg synes faktisk en relativ fattigdomsgrænsen kan give god mening rent politisk – børn der ikke kan gå til fodbold eller lign. Nu er det jo ikke en menneskeret at gå til dyre fritidsaktiviteter, men det er vel her børnene begynder at føle sig fattige, og det er jo netop følelsen af fattigdom der kan være vanskelig. Jeg har også været studerende og happy og rejst jorden rundt for ingen penge. I dag har jeg tre børn og betydeligt flere penge men jeg føler mig faktisk ikke rigere… (men muligvis bare mere voksen og ansvarlig… :))
    Vi bruger jo også indkomstgrænser til at definerer friplads i børnehaven osv, det er vel i virkeligheden lidt det samme?
    Men jeg er enig i, at de der 5 spørgsmål virker lidt tilfældigt valgt. Jeg tror også at masser af pensionister lever for omkring 117.000 pr år og egentlig har det fint – men ved ikke om de er holdt ude af beregningerne.

  7. Hej Sune,

    det giver mening, at “måle fattigdom” ud fra medianen, fordi vi definerer vores behov ud fra, hvad naboen har/kan/vil/gør. Du føler dig ikke fattig – men du har også overskud i din økonomi til at ligge over 50% af din indkomst til side. Det er her den store forskel ligger.

    Fattigdom er et farligt ord, og min vurdering er umiddelbart (som du også selv er inde på) at i det store perspektiv, så er der INGEN danskere der er fattige (som i RIGTIG fattige).

    Men “fattigdom” er i de udviklede lande nok i høj grad en subjektiv følelse. Umiddelbart ville jeg nok også føle mig fattig, hvis jeg skulle leve for under 10.000kr/måned – og det handler jo ikke kun om at leve, det handler også om, at have håb for en bedre fremtid. Det er min umiddelbare vurdering, at det trods alt er fåtallet der er i stand til rent faktisk at LEVE for under 10.000kr (og her tæller folk som dig og Loui ikke med – da i jo netop defacto har langt flere midler til rådighed. At i så vælger at spare dem op og investere, er det der gør, at i ikke føler jer fattige, fordi i ved, at i har en lys fremtid).
    Så er der de studerende, ja, og visse folkepensionister, som formår at leve for mindre end 10.000kr. For de studerendes vedkommende, så ved de jo, at dette er midlertidigt, og deres uddannelse skulle gerne give dem muligheden for en lysere fremtid.
    Det efterlader kun pensionisterne, og her tror jeg faktisk, at de fleste ægte “fattige” danskere er at finde. Hvis du alene, og lever af din folkepension, så vil har du nok ikke mulighed for de store udskejelser, og du vil sandsynligvis også have svært ved, f.eks. at betale for hjemmehjælp (https://www.dr.dk/nyheder/indland/faerre-svage-aeldre-faar-hjemmehjaelp-til-praktiske-opgaver) og det er efter min mening her, at den største fremtidige udfordring for vores samfund ligger.

    Skide være med de studerende, de skal nok klare sig 😉

  8. Jeg er som udgangspunkt enig i de holdninger du fremlægger her, men jeg tror du misforstår definitionen. Der er som et par kommentarer herover nævner, ikke tale om fattigdom i traditionel forstand, deraf benævnelsen RELATIV fattigdom. Sammenligningsgrundlaget er fornuftigt men definitionen er kontroversiel.
    Tak for dine sobre og fornuftige indlæg, de kan sætte tanker igang.
    /Emil

Skriv et svar til frinans Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.