Måneden der gik maj 2018

Det er d. 1. Juni, hvilket betyder, at det er tid til endnu en Frinans opdatering.

Maj 2018

Ja, hvad er der sket i Maj. Vejret har vist sig fra sin absolut bedste side, hvilket har været herligt. Jeg ville gerne bruge mere tid udenfor, men en stor del af dagen foregår indenfor på mit kontor… på mit arbejde. Jeg kan også se, at besøgstallet på siden er faldet noget siden april, hvilket både er naturligt og en god ting. Naturligt fordi der var mange besøgende i april grundet den store eksponering jeg fik igennem medierne og godt fordi jeg tolker det således, at folk hellere vil bruge tiden udenfor i det gode vejr fremfor at sidde foran computeren og læse. Jeg havde fødselsdag i går, så nu er jeg blevet 32. Fødselsdag er ikke noget jeg går voldsomt meget op i, men det er der en anden på hjemmefronten der gør, så det smitter selvfølgelig lidt. Vi har været ude at spise og jeg havde en dejlig dag. Jeg siger “det var så lidt”, i forhold til det gode vejr og håber at andre får nydt tid udenfor ligesom jeg selv stræber efter at gøre.

Derudover har jeg oprettet en personlig mindre virksomhed, MPV, og Frinans er dermed blevet en virksomhed. Det er lidt sjovt at lege med og finde ud af, hvordan den slags hænger sammen. Det sværeste for mig er lovkravet om en nemkonto. Man må gerne bruge en personlig konto til virksomheds-nemkonto, men det kræver at banken siger god for det. Det vil hverken Basisbank eller Lunar, så det er ret besværligt. En personlig konto som virksomheds-nemkonto er ikke et produkt der findes på nogle bankoversigter, så det er også lidt svært at shoppe efter. Luner Way er i færd med også at gøre det muligt at oprette en erhvervskonto, så det håber jeg at kunne gøre brug af. Hvis der er nogen der har gode råd i forhold til at få en nemkonto registreret, så er jeg lydhør.

Derudover har jeg været til et børsevent, hvor Freetrailer der snart rammer børsen, var omdrejningspunktet. Jeg har ikke tænkt mig at investere i dem, men jeg synes det er meget sjovt at mingle lidt med andre der finder investering interessant. Der var en del medlemmer fra Monnypenny, hvilket var rigtig hyggeligt og til det skal det lige pointeres, at jeg synes de klart bedste spørgsmål kom fra kvinder, så det var dejligt, at en del af dem troppede op. Der var også gratis aftensmad efterfølgende i form af dejlig tapas, så der blev lige skruet på spareparametret også og det kan jeg jo godt lide. Jeg faldt i snak med en herre der tidligere havde arbejdet som børshandler, men nu underviste i matematik. Han var FI af FIRE delen allerede og da jeg fortalte, hvordan jeg investerede svarede han bare: “Ja så er det jo kun et spørgsmål om tid”. Så det var da et klap på skulderen til min strategi.

Sidst men ikke mindst har jeg været i byen og bruge penge, jeg har nemlig købt en ny iPad. Den gamle var fra 2011 og havde udviklet en særlig 3 sekunders delay, hvilket gjorde det lidt svært at bruge den. Så kom ikke og sig, at jeg ikke også bruger penge på luksus ind i mellem. Det til trods er det dog blevet til en ganske god opsparingsrate, som kan ses til sidst i indlægget.

Aktie- og obligationsporteføljen

Intet nyt under solen, men lad os alligevel lige se på porteføljen. Generelt har det været en god måned hjulpet rigtig godt på vej af en stigning i dollaren.

Handler

Helt som vanen tro har jeg købt ind i INDEX Globale Aktier Min. Risiko og INDEX Emerging Markets.

Beholdning

Beholdningen ligner sig selv og der kan ikke være meget forandring at spore.

Udvikling

Det har været en rigtig god måned for størstedelen af porteføljen i form af de globale aktier, som består af en stor del amerikanske selskaber. Thinfilm, min eneste enkeltaktie, trækker i den modsatte retning og endnu engang har jeg en enkeltaktie som det bare er deprimerende at kigge på. Note til yngre Sune: Køb et indeks og brug tiden på noget andet.

Andre investeringer

Mintos

Jeg har ikke opsat en fast overførsel til Mintos, men i denne måned overførte jeg en sum, som er blevet investeret igennem min opsatte autoinvest. Endnu en gang må jeg bare klappe i hænderne over enkeltheden i den løsning Mintos har, det er virkelig nemt.

Opsparing

Den passer temmelig meget sig selv. Det kan være, at jeg køber guld for pengene inden da.

Kontanter/kontopenge

Jeg har overført til min opsparingskonto helt som jeg plejer.

Bitcoin

Den korte bane er vild i forhold til priserne, den lange bane er i vild i forhold til implikationerne. Jeg er med for den lange bane og de udsving der måtte være på den korte bane er jeg ligeglad med.

Gæld

Jeg har planmæssigt betalt af på SU gæld i maj og gælden falder derfor lidt.

Frinansimperiet

Der er selvfølgelig også lidt gæld, men alt i alt fordeler mine aktiver sig således for nuværende:

Opsparing dækker også Bitcoin

Opsparingsrate

Jeg har “skubbet lidt penge foran” mig de sidste par måneder som dels blev brugt på iPad, hvilket betyder, at til trods for en større udgift så lyder opsparingsraten for denne måned på 68%. Det er et tal jeg godt kan lide at se, men jeg er også bevidst om, at det ikke er standarden. Jeg håber fortsat at kunne nå et gennemsnit for året på de 60%.


Reklame

10 kommentarer til “Måneden der gik maj 2018”

  1. Martin Kristensen

    Ift. erhvervskonto har jeg ikke undersøgt det super meget. Jeg gik blot med hvad min nuværende bank (Vestjysk Bank) kunne tilbyde. 0 kr i oprettelse, 50 kr i kvartalet for netbank & 150 kr om året for et Visa Debit. Det synes jeg, er helt fint. Jeg betaler desuden ikke negative indlånsrenter.

    Det sidste nævner jeg fordi, jeg har været i gang med at finde ud af hvilken bank min kæreste og jeg vil samarbejde med ifm. huskøb snart. Her vil jeg lige fremhæve at Jyske Bank har er knapt så billigt:
    – 1000,- om året i netbank gebyr (inkluderer dog en forsikring for netbank svindel, men jeg kan ikke undgå den, er jeg blevet fortalt).
    – 200,- om året for Visa kort
    – 0.4% negativ indlåns rente?!?!

    Altså dyrere med en faktor 3,42 (uden at medregne indlånsrenten) hvis jeg vælger at skifte bank.

    Det brokkede jeg mig naturligvis over, da jeg kunne læse på https://www.mybanker.dk/artikler/saadan-undgaar-du-negative-renter-i-dit-firma at Jyske Bank tilfældigvis er den eneste bank uden noget minimumsbeløb, før den negative rente slår ind! Men hun var ikke til at rokke med – til gengæld kunne jeg få gratis oprettelse. Det vægter jeg ikke sa højt, da jeg ikke betalte noget i oprettelse i min nuværende bank.

    Jeg har ikke taget nogen endegyldig beslutning endnu, men Jyske Banks “boligkredit” tiltrækker mig, fordi indestående på konti bliver modregnet i hvad der bliver betalt rente af. Dvs. med boligkredit på 500k og indestående på 200k vil man kun blive opkrævet rente af de 300k. Det tænker jeg, er en god gulerod ift. at speede afdraget op på banklånet.

    1. Hej Martin,

      Ja, det er ufatteligt, at det skal være så besværligt og ikke sådan lige til at gennemskue. Jeg har ikke nogen bank der er villigt til at lave mig en erhvervskonto eller vil lade mig bruge min privatkonto, som jeg lovmæssigt godt må. Det synes jeg er irriterende! Jeg håber på, at Luner Ways kommende løsning er relativt billig!

      /Sune

  2. Hej Sune,

    Flot opsparingsrate.

    Er du stoppet med at opgive dine formuetal i kroner øre?

    Synes det var meget sjovt at følge med i 🙂

    Bh Anders

    1. Hej Anders,

      Ja det er jeg. Min sølvpapirshat fortalte mig, at jeg gjorde mig selv til et mål for kriminelle, men det er måske nok lidt overdrevet. Det kan godt være jeg går tilbage til det igen på et tidspunkt 🙂

      /Sune

  3. Hej Sune.
    Jeg synes det er en skam med den voldsomme sølvpapirshat. Tallene i kroner og øre var sjove, mere menneskelige og inspirerede formentlig mange til at se muligheder og inspiration i din blog.
    Tak for din blog som jeg altid følger

  4. Hej Sune,

    Hvilke tanker har du dig om den kommende finanskrise som jungletrommerne snakker om? Jeg hørte Millionærklubben på Folkemødet, hvor Lars Tvede fortalte at hvis krisen kommer senere end sommeren 2019, vil det være den længste bull periode nogensinde. Så det virker usandsynligt at den positive udvikling fortsætter meget længere. Tvede anbefalede selv at man langsomt begyndte at trække sine penge ud af markedet.
    Hvad har du af tanker om det ift. din formue? Tænker du at du er bredt nok diversificeret og bare kan ride stormen af med et langsigtet fokus? I programmet snakkede de om at det bliver en kort og intens krise indtil vi er ude på den anden side.

    1. Hej Mikkel,

      Det er et rigtig godt spørgsmål! Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget anderledes. Hver gang man gør noget andet end “markedet” siger man samtidig, at man ved bedre end gennemsnittet. Jeg tror ikke jeg ved bedre end gennemsnittet, så derfor beholder jeg det jeg har. Mit sigte er meget langt og derfor er jeg i realiteten ligeglad med kriserne undervejs. Det gør bare, at tingene er på tilbud og jeg derfor kan købe mere eller billigere. Når det så er sagt, så har jeg jo endnu ikke prøvet at være investor igennem en rigtig krise, så jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, hvordan det vil påvirke mig. Men kort sagt: Jeg laver ikke om på strategien.

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.