Hvis jeg skulle starte min vej mod finansiel frihed i dag

Jeg er blevet spurgt til, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle starte fra bunden den dag i dag. Det er et sjovt tankeeksperiment, så lad os kaste os ud i det.

Som jeg har beskrevet tidligere så er der tre parametre at skrue på:

– Tjene meste muligt,
– Forbruge mindst muligt, og
– Investere differencen.

Det er disse parametre jeg ville fokusere på. Omkring disse parametre, er der så nogle handlinger jeg ville foretage i trin. I første omgang, ville jeg ikke beskæftige mig med den første del, at tjene mest muligt. I stedet ville jeg fokusere mest på forbrug og at komme i gang med investering.

Den helt korte version:

Trin 1: Lav et budget

Trin 2: Følg budgettet

Trin 3: Invester

Trin 1: budget

Jeg ville først og fremmest lave et budget bestående af udgifter og indtægter. Indtægter er den simpleste, hvad får jeg udbetalt i løn på månedsbasis, får jeg feriepenge og eventuelt skat tilbage. Dette vill jeg lave for det sidste kalenderår samt hvad der var gået af året indtil nu. Udgifter er sværere, men det er også den største øjenåbner er for de fleste. Her ville jeg installere Spiir og/eller tjekke min Netbank og systematisk gennemgå, hvad jeg har brugt penge på. Dette ville jeg opstille i et ark på lige fod med indtægter. I forhold til udgifter, er det vigtigt også at huske dem der ikke er månedlige, men årlige såsom forsikringer. Jeg ville stille det således op, når det gjaldt at få et overblik:

Indtægter

Løn:

Feriepenge:

 

Udgifter

Bolig:

Mad:

Forsikringer:

Transport:

Opsparing:

Diverse:

 

Jeg ville gøre det så simpelt som muligt i første omgang fordi det handler om at skabe et overblik og finde ud af hvor pengene forsvinder hen. For mange vil diverse-posten nok være relativt høj ud fra denne inddeling og det er okay, det handler som sagt om at skabe overblik. Vær også opmærksom på, at hvis du snyder i din optælling her, er det dig selv du snyder. Vær ærlig overfor dig selv omkring, hvad du bruger pengene på.

Herefter ville jeg ud fra mine indtægter og et bedre kig på mine udgifter for det sidste år/kalenderår beslutte mig for et budget jeg skal overholde fremover. Det skal både være realistisk, men også ambitiøst fordi målet er at skabe opsparing til investering. Det er en fin balancegang at gå imellem at være realistisk og at være ambitiøs. Husk på, at ambitionen kan strækkes over en længere periode, endda en årrække.

Herved er jeg godt i gang med at minimere forbrug, nemlig ved i første omgang at skabe mig et overblik over, hvad jeg tidligere har brugt mine penge på, og hvad jeg fremover vil bruge mine penge på. Helt simpelt ville jeg slutte med at udregne min nuværende opsparingsrate og sætte et mål for, hvad den skal være fremover. Udregning: (opsparing eller investering pr. måned / indtægt pr. måned) * 100. På den længere bane ville et mål for mig, ved en start på denne rejse, klart være 50%. Kan man opspare 50% viser man, at man vil det seriøst.

 

Trin 2: Kontinuerligt fokus

Det gælder om kontinuerligt at holde øje med, hvad pengene bliver brugt på, så budgettet holdes. Her ville jeg alt efter behov bruge enten Spiir eller et regneark. Er man meget detaljeorienteret og ønsker at lege med ens data på forskellige måder er et regneark umiddelbart bedste bud. Er man som langt de fleste, vil Spiir være tid givet godt ud. Det giver et godt overblik og kræver ikke ret meget tid, hvilket for mange vil være vigtigt for ikke at falde fra og droppe hlet at holde øje med udgifterne.

Herudover ville jeg overveje, hvordan mine bankkonti var sat op og hvordan pengeflowet er. Jeg ville operere med to/tre konti, en nemkonto, hvor alt min løn går ind og regninger bliver betalt fra. Herfra ville jeg, ganske som jeg gør i dag, overføre lommepenge til en anden konto som jeg har tilknyttet et visakort til. Denne konto er mere eller mindre til fri leg, det jeg kategoriserer som diverse. Den tredje konto kommer i spil fordi jeg bor sammen med min kæreste og vi har nogle fælles udgifter såsom mad. Så her ville jeg, også som i dag, overføre et fast beløb tilknyttet en konto med et ‘madkort’, et visakort til når der handles ind. På denne måde har jeg styr på mit forbrug og pengeflow. Jeg ved at regningerne bliver betalt, jeg ved der er en konto med penge til mad og jeg har en konto med lommepenge. Dette setup vil hjælpe mig strukturelt med at overholde mit budget.

I slutningen af måneden ville jeg overføre penge fra nemkontoen til en investeringskonto, hvilket fører os videre til trin 3.

 

Trin 3: Investering

Det sidste trin i begyndelsen på bestigningen af trappen mod ikke bare en bedre privatøkonomi, men potentialet for finansiel frihed er investering. Her ville jeg åbne en investeringskonto hos Nordnet og overføre et fast budgetteret beløb hver måned, er der ekstra en måned vil det jo heller ikke skade. Jeg ville investere for frie midler fordi mit mål ikke er at lave en god og solid pensionsordning, men derimod at kunne gøre brug af afkastet før den officielle pensionsalder. Gjaldt det også en pensionsordning ville jeg gøre bruge af en aldersopsparing, men det har jeg ikke erfaring med, så det vil jeg ikke beskrive her.

På Nordnet ville jeg benytte månedsopsparing, så jeg kunne slippe helt for kurtagen og kun investere i passive produkter der følger et indeks. Jeg ville sætte månedsopsparingen på 80% procent af det fast overførte beløb og kun købe INDEX Globale Aktier Min. Risiko KL. De resterende 20% + det eventuelt ekstra overførte ville jeg lade stå på kontoen til jeg kunne købe INDEX Stabile Obligationer KL minimum i portioner af 5.000, for ikke at betale for meget kurtage.

På denne måde ville jeg være kommet godt i gang med investering og besidde en portefølje jeg potentielt kan benytte resten af mine dage. Jeg ville ikke investere i andre aktier, produkter, indeks før jeg havde sat mig grundigt ind i det og havde en god grund til at tro, at en investering heri ville være bedre end at købe flere af de globale aktier. Det vil sige, at jeg ville gå efter at lave Portefølje 2 fra mit porteføljeeksperiment.

 

Opsummering

Trin 1: Lav et budget

Trin 2: Følg budgettet

Trin 3: Invester

Skulle jeg starte min rejse i dag, ville jeg følge disse tre trin. Det ville være mit fokus det første år og så ville jeg stille og roligt bygge videre herfra. Jeg tænker, at det er et godt fundament og et alle kan være med på, fordi det egentliger bare lægger op til at investere det der er til overs. Når først man er kommet godt i gang, vil man så efterfølgende kunne arbejde på at maksimere investeringerne hver måned.

 

11 thoughts on “Hvis jeg skulle starte min vej mod finansiel frihed i dag

  1. Nu har jeg kigget rundt i noget tid, men kan ikke blive helt klog på hvordan ÅOP bliver “trukket” fra din investering, når man investerer i fx. Sparinvest. Jeg læste noget om at det bliver trukket fra den indre værdi i investerings foreningerne, er dette korrekt? 🙂

    1. Hej Ånden,
      Ja det er korrekt. Sådan lidt forsimplet så foregår/fratrækkes omkostningerne inde i foreningen. Det vil sige, at ÅOP ikke er noget der fratrækkes kursen eller noget du skal betale senere, det betales i foreningen og er således allerede indkalkuleret i kursen. Det betyder således også, at jo højere ÅOP er i en forening jo mere negativ indflydelse har det på kursen.
      Jeg håber det var forklaring nok?

  2. Hej.
    Godt indlæg – og lidt samme vej jeg selv forsøger at følge.
    Et enkelt spørgsmål:
    – Sparinvest: Bliver investeringer i f.eks. Sparinvest Globale aktier egentlig lagerbeskattet? Jeg har søgt rundt på nettet, men kan ærlig talt ikke blive helt klog på det. Jeg vil ikke mener det er lagerbeskatning, da det er en “normal” aktie optaget til handle på den danske børs.
    Tak:-)

    1. Nårh ja, og så spørgsmål nummer to som jeg glemte.
      I forlængelse af spørgsmålet herover, om Sparinvest Index er lagerbeskattet (ETF), så kan jeg se på Nordnet, under “min økonomi” og når jeg derefter klikker på den lilla “attachémappe”, at den hopper videre til en oversigt over månedsopsparing. Under “kommende aktiviterer” skriver den “ETF foreløbigt”… så at købe Sparinvest Indexfonde er = ETF og = lagerbeskatning?

      Det bliv en længere smørre – håber det giver mening:-)

      Niels

      1. Hej,
        Ja jeg forstår udmærket godt dit spørgsmål, da der står ETF der. Men det er ikke en ETF 🙂 Det er en investeringsforening. Jeg prøver lige at skrive til Nordnet og spørge, hvorfor der står ETF dér.

      1. Tak for hurtigt svar – og godt at vide. Nu mangler vi bare at skat ændrer deres regler, så vi kan købe Vanguard uden lagerbeskatning, og få del i 0,02% ÅOP☺️

  3. Tak for en god og spændende blog og artikel.

    Jeg har selv de sidste ca. 7 år været interesseret i økonomi, desværre alt for sent end hvad jeg kunne ønske mig (først som 40 årig.)

    Kan huske en episode fra skoletiden, hvor en lærer sagde: “vælg jeres uddannelse og arbejde med omhu, for I skal trives med det resten af livet”. Det råd har stået meget stærk i mit sind siden da, og jeg har også taget flere uddannelser og haft meget forskelligt arbejde. Dog uden at finde tilfredshed i mit arbejdsliv, men har dog fundet en balance jeg kan holde ud som freelance vikar, hvor jeg selv bestemmer og styrer min arbejdstid.

    Men hvis bare en lærer eller anden “voksen” havde sagt til mig/os noget i retning af: “undgå gæld og spar op til fremtiden, husk renters rente effekten er den stærkeste kraft i universet” Så havde livet og økonomien været meget lettere, end først at blive opmærksom på det midt i fyrrene.

    Jeg er heldigvis via nogle heldige og riskable investeringer endelig blevet gældfri og fremtiden tegner lyst, da jeg har nedbragt mine udgifter, arbejder nu mindre og sparer mere op.

    Min første tanke var at nu kan jeg snart blive financiel fri og uafhængig, og pensionere mig selv om ca. 10-15 år. (ca. 10 år før den forventede folkepensionsalder som til den tid nok er ca. 70 år)

    Men ved nærmere eftertanke ønsker jeg ikke kun at leve og planlægge for fremtiden, jeg vil også gerne leve lige nu og her, (vi ved jo aldrig, hvor gamle vi bliver) holde lange ferier både sommer og vinter, stadig arbejde mindre og tage på kursus og uddannelser som jeg har lyst til. Så jeg er indtil videre kommet frem til en balance og revurdering, af at spare op til egen “efterløn” og trække mig senest 5 år før folkepensionsalderen. 10 år før folkepensionsalderen vil jeg geare endnu mere ned for mit arbejde (hvis det er muligt) jeg arbejder nu kun ca. 2-3 dage om ugen, til den tid planlægger jeg måske kun at arbejde et par gange om måneden eller max. 1 dag om ugen.

    Jeg sparer lidt op via June, aldersopsparing (som jo desværre er blevet forringet mht. årlig indbetaling) samt via Nordnet. Min største opsparing er i øjeblikket på Nordnets månedsopsparing ca. 1500 kr. om måneden, alderensopsparingen max. som den er pt. 425 kr. om måneden og 500 kr. på June. Jeg har valgt at spare et mindre beløb op på June, da det jo er i ETFér og beskattes på anden måde end aktier og investeringsforeninger. Derudover sparer jeg øvrigt ca. 1600 kr. op i frie midler pr. måned til at holde lange ferier for, gå på kursus og uddannelser, samt til uforudsete udgifter mm.

    Min nuværende opsparing og investering er på ca. 300000 kr. i frie midler og ca. 150000 kr. i lukket pensionsmidler.

    Når jeg skal begynde at bruge af min opsparing om ca. 15 år forventer jeg at kunne leve for ca. 100000 kr. om året i nutidskroner, så mit spørgsmål er: Hvordan skal jeg spare op (fordelingsmæssigt på f.eks. June og Nordnet, og til næste år også den nye aktiespare konto) og hvordan skal jeg til den tid begynde at bruge af min frie opsparing og evt. sammen med aldersopsparingen eller skal jeg vente med at trække på den til pensionsalderen og ikke 5 år før?

    Har du gjort dig tanker om det og hvordan det gøres bedst muligt i forhold til betaling af skat via frie midler og pension?

    1. Hej Tonny,

      Tak for et spændende indblik i, hvordan du har valgt og vælger at leve dit liv i forhold til et arbejde. Inspiration kan man ikke få nok af og tanken om at blive ved med at arbejde, men i mindre grad er bestemt også en besnærende tanke for mig. Jeg synes også det er enormt svært at finde ud af, hvilken måde der ligesom er bedst i forhold til udbetaling. Det sværeste er i forhold til en form for skatteoptimering, som jo også er det du egentlig spørger til. Som det ser ud for mig pt. er det dog relativt enkelt. Jeg sparer op i frie midler og håber på et tidspunkt at kunne dække mine udgifter med den opsparing/investering. Bliver reglerne for ETFer ændret, vil jeg overveje at omlægge mine investeringer til den form. Jeg har en livrente som pensionsordning igennem mit arbejde og når jeg en skønne dag til den officielle pensionsalder, så kommer den i brug. Der er mange dårlige ting at sige om en livrente, men det gode er, at den sikrer mig en udbetaling hver måned fra den dag jeg går på pension og indtil jeg stiller træskoene.
      Jeg ved ikke nok om aldersopsparing til at ville udtale mig om, hvordan andre bør forvalte den type pension. Det har jeg simpelthen ikke sat mig ordenligt ind i. Udbetaling generelt skal vel også i en eller anden grad hænge sammen med en folkepension og her kender jeg slet ikke reglerne.
      Så alt i alt må jeg nok erkende, at jeg ikke kan være meget behjælpelig, da jeg selv befinder mig ret langt fra en traditionel pensionsdato.

      /Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.