Investering for begyndere #5 – Alt-i-en-løsninger

I det femte indlæg i serien Investering for begyndere, skal vi se på nogle simple, enkle og nemme alt-i-en løsninger. En art one-stop-shop i investeringsverdenen.

I dagens indlæg skal vi se nærmere på, hvad man kunne kalde for alt-i-en-løsninger. Det er den absolut nemmeste måde at komme i gang med at investere.

TLDR: Investering kan være utrolig nemt, men det koster lidt ekstra at gøre det nemmest muligt

Alle affiliate links er markeret med *

Investering for begyndere

Du kan se alle indlæg i serien her

  1. Investering for begyndere #1 – Hvad er investering?
  2. Investering for begyndere #2 – Hvad kan man investere i? 
  3. Investering for begyndere #3 – Risiko
  4. Investering for begyndere #4 – Omkostninger
  5. Investering for begyndere #5 – Alt-i-en-løsninger
  6. Investering for begyndere #6 – Porteføljehåndtering
  7. Investering for begyndere #7 – Aktier, foreninger og ETFer
  8. Investering for begyndere #8 – Skat
  9. Investering for begyndere #9 – Strategi
  10. Investering for begyndere #10 – Afsluttende opsamling

Alt-i-en-løsninger

Den absolut nemmeste form for investering i værdipapirer

Det jeg kalder for alt-i-en-løsninger bliver også kaldt for indeks+ løsninger eller robotinvestering. Det er en investeringsform der har vundet stærkt frem de senere år og det er nemt at forstå hvorfor, det er nemlig utroligt nemt. I en alt-i-en-løsning er således inkluderet depot, børshandler, værdiaktiv, risikostyring, rådgivning og rebalancering. Rebalancering har vi ikke beskæftiget os med endnu og det venter vi med til næste indlæg. Kort sagt, så er alt inkluderet i løsningen og det er derfor en rigtig nem måde at investere på. Når nu det er så nemt, så betyder det naturligvis at du betaler lidt mere. Det giver god mening og det er således ikke nødvendigvis en god løsning for mere rutinerede investorer eller gør-det-selv typer.

I forbindelse med at åbne en konto hos en af udbyderne svarer man på en række spørgsmål, som er med til at afdække ens risikoappetit. På baggrund af dette anbefales man så en afdeling, lad os kalde det et investeringsbevis. Man kan naturligvis vælge en anden risikoprofil, hvis man skulle have lyst til det. Lad os prøve at se på, hvordan sådan en række spørgsmål kunne tage sig ud og hvad der så gemmer sig under låget på sådan en alt-i-en-løsning.

Gennemgang af NORDS investeringsplan*:



Hvem henvender investeringsproduktet sig til

Hver sin smag

Denne form for investeringsprodukt henvender sig til investorer der enten ikke har tid eller lyst til at sætte sig ind i, hvordan de kan gøre tingene selv. Så grundliggende kan man stille sig selv spørgsmålet om man er en gør-det-selv-type eller om man i stedet ønsker en alt-i-en-løsning. Flere af produkterne findes som en app til din smartphone og de er rigtig godt designet og fungerer forbløffende godt.

Omkostninger

Vi har jo lært, at de er vigtige

Med alt-i-en-løsninger er der grundlæggende to omkostninger, omkostningerne forbundet med det eller de investeringsprodukter løsningen investerer i for dig og en administrationsomkostning. Disse omkostninger er ikke nogle du som investor vil opleve direkte, da de fratrækkes løbende og dermed tages af overskuddet. Jeg synes, at June illustrerer det glimrende på deres side:

Her vises administrationskostningerne samt omkostningerne forbundet med de underliggende investeringsprodukter, i det her tilfælde ETFer.

Indeks+?

En bestemt strategi praktiseret af nogle, hvis ikke alle, af de nye alt-i-en-løsninger

De her indeks+ produkter består af en udbyder, der investerer i nogle aktiver på dine vegne. De aktiver de investerer i er oftest nogle ETFer, dem kommer vi ind på i et senere indlæg, som kan forstås som en udenlandsk kurv fyldt med aktier fra et bestemt indeks, sidstnævnte går vi også i dybden med på et senere tidspunkt. + tegnet kommer ind i billedet fordi udbyderen sammensætter en række af de her ETFer, der samlet set giver en investeringsportefølje svarende til risikoprofilen. Det tager udbyderen sig naturligvis betalt for, hvilket er en del af de administrative omkostninger fra eksemplet ovenover. Det betyder, at der er tale om aktiv forvaltning af passive produkter i mere eller mindre grad. Endnu en gang nogle nye ord, vi skal kigge nærmere på senere. Helt kort, en ETF er en kurv med aktier der følger et bestemt indeks, inddeling. Dette kunne eksempelvis være C25, som er de 25 største børsnoterede danske virksomheder. Hermed er det et passivt produkt, fordi der ikke foretages en vurdering af virksomhederne og der ikke udvælges enkeltaktier. Strategien kan siges at være aktiv fordi udbyderen af indeks+ produktet sammensætter en række af disse ETFer til et samlet produkt. Derfor er der tale om aktiv forvaltning af et passivt produkt. En del af administrationsomkostningerne går altså til rådgivning.



Danske indeks+ produkter

Danske produkter der mere eller mindre aktivt allokerer ens investering i indeksbaserede produkter. 

Jeg har selv en meget lille investering i June. Dette er mest for at kunne følge med i udviklingen af dette marked og have en forståelse for, hvordan disse produkter fungerer. 

Et par korte videoer af min June investering:

Skat

Staten vil så gerne have dine penge

Vi har slet ikke forholdt os til skat endnu og det er et kapitel i sig selv, men du skal være opmærksom på, at hvis det underliggende aktiv i løsningen er en ETF, så vil du blive beskattet anderledes, end hvis der er tale om en dansk investeringsforening. Det kan både være en fordel eller en ulempe, så derfor vender vi tilbage til det i et senere indlæg, men jeg ville lige gøre opmærksom på det allerede her.



Yderligere inspiration

Tilføjelser til vores investeringsordbog

  • Indeks: En indeling af aktiver, eksempelvis et aktieindeks.
  • Indeks+: Aktiv investering af passive produkter
  • Robotinvestering: Samme som indeks+ oftest pakket ind i en nem app. Jeg kalder dem alt-i-en-løsninger

Det har vi lært

Nemt = dyrere: Er noget gjort nemt får man ofte lov at betale for det og det gælder også eksemplet med de her alt-i-en-løsninger. I eksemplet med June er omkostningerne 0.80%, hvor kun de 0.25% reelt er omkostningerne ved de underliggender aktiver. Dem kan du i princippet også handle selv, så de resterende 0.55% er det du betaler for at andre klarer ærterne for dig. Hvorvidt dette er godt givet ud er en meget individuel sag. Nogle behøver ikke at lære mere og stopper her fordi de har fundet et produkt der gør, at de kan investere uden at skulle lære mere eller investere mere tid i det. Andre vil gerne lære mere, kunne tingene selv, optimere yderligere eller hvad det nu måtte være. Der er ikke et rigtigt eller forkert svar på om en alt-i-en-løsning er det rette for lige netop dig, det kommer helt an på ens temperament og livssituation. En ting er dog sikkert, det er virkelig nemt.

Investerer du igennem en alt-i-en-løsning?


Enig eller uenig? Har du et spørgsmål? Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.