Økonomisk uafhængighed – FIRE for begyndere

Økonomisk uafhængighed Frinans

Økonomisk uafhængighed er at bryde fri af hamsterhjulet. Du skal opbygge en passiv indtægt som kan tage over for den aktive, dit job.

Har du hørt om økonomisk uafhængighed, men er du usikker på, hvad det går ud på? Ønsker du mere frihed til at tilrettelægge dit liv, som du ønsker? Føler du dig fanget i hamsterhjulet og kan du ikke se en vej ud?

Så er du kommet til det rette sted.

Her på siden kan du blive klogere på økonomisk uafhængighed og din mulighed for enten at gå tidligt på pension eller at få arbejde til at fylde mindre i dit liv.

Du kan også høre en version af indlægget læst op i podcasten Alt Om Penge.

Enjoy

🎬 YouTube

🔥 Hvad er økonomisk uafhængighed?

Økonomisk uafhængighed er et begreb, der dækker det ikke at have behov for en indtægt fra et job, for at kunne betale ens udgifter. Det gælder om at opbygge en passiv indtægt, der på sigt kan træde i stedet for et job. Herefter kan du bruge din tid, som du har lyst.

I international sammenhæng er denne bevægelse kendt under akronymet FIRE, som står for Financial Independence Retire Early.

“Once you have enough money, it’s not about the money.”

David Baughier

Mange kommer nemt til at fokusere på delen om tidlig pension, fordi vi har en bestemt opfattelse af, hvad pension er og dermed, hvordan en pensionist-tilværelse skal se ud. Mange af dem der ønsker at opnå økonomisk uafhængighed, er hverken arbejdssky eller drømmer om at bruge hele dagen i hængekøjen, tværtimod.

🤝 Frihed og ansvar går hånd i hånd

Det handler derimod om frihed og muligheden for i højere grad at bestemme, hvordan din dag ser ud og hvordan dit liv skal leves. Mange ønsker at kvitte det traditionelle arbejdsmarked, fordi det er meget rigidt og tager alt for mange timer af din hverdag. Det er tid, der i stedet kunne bruges sammen med familien eller på spændende hobbyer, der ikke er mange penge i.

“Liberty and responsibility are inseparable.”

Friedrich August von Hayek

Traditionelt set har livet set sådan ud, at vi går i skole og uddanner os, så arbejder vi samtidig med, at vi stifter familie og sparer op frem mod, at vi til sidst går på pension. Det folk i FIRE-bevægelsen gør, er i princippet ret simpelt. De sparer langt mere op, end det traditionelt har været normen, for på den måde at trække datoen for muligheden for pension tættere på.

Herefter definerer vi pensionisttilværelsen anderledes og fylder den med tid, sammen med dem vi holder af, projekter vi elsker at udføre, men som der ikke er mange penge i og måske stadig et arbejde, men et der foregår mere på vores egne præmisser.

🦸‍♂️🦸‍♀️ Du er helten i din egen fortælling

Langt de fleste eventyr, romaner og film følger grundlæggende den samme formel under overskriften den heroiske rejse.

Når du begiver dig ud på din færd mod økonomisk uafhængighed, er det noget af den samme rejse du skal ud på.

Der vil være forhindringer, skurke og farer du skal overvinde. Der vil være allierede og måske en mentor i form af mig, der vil hjælpe dig. Du vil høste frugterne af dit eget hårde arbejde osv.

Vigtigst af det hele er dog, at du gør din rejse til din egen. Lad dig gerne inspirere af andre og lån så meget visdom som muligt fra folk, der allerede har klaret noget af eventyret, men vær bevidst om, at det i sidste ende er dig, der skal gennemføre din egen fortælling.

🏕 Start simpelt

Mit bedste råd til dig er starte ud så simpelt som muligt. Verden er kompliceret nok i forvejen og du har sikkert 1000 andre ting du skal her i livet. For ikke at overrumple dig selv og for at give dig en større chance for succes, så start simpelt.

Det er altid let at gøre det mere kompliceret, hvis du skulle få lyst til det.

“Simplicity is the ultimate sophistication.”

LEONARDO DA VINCI

Simplicitet er for mig ikke bare et spørgsmål om en præference, der handler også om at lægge kræfterne dér, hvor det giver mest mening. Dette er helt i tråd med Pareto-princippet som foreskriver at:

”80% af konsekvenserne indenfor et område skyldes 20% af årsagerne.”

Vilfredo Pareto

eller Occam’s razor, på dansk kendt som Ockhams ragekniv. Det er det princip, der ligger til grund for:

”Den simpleste forklaring er oftest den rigtige forklaring.”

William of Ockham

En del af det at gøre det simpelt er at fokusere på rigdomsformlen og de tre parametre, du kan arbejde med for at blive rigere.

🧪 Rigdomsformlen – vejen til økonomisk uafhængighed

For at blive økonomisk uafhængige er vi nødt til at blive rigere. Derfor har jeg sammensat tre simple ingredienser i en rigdomsformel, som sikrer, at vi bliver rigere ved at:

  • Tjene mere,
  • Forbruge mindre &
  • Investére

💵 Tjen mere

For det første, så gælder det, at tjener vi mere, kan vi blive rigere. Det er ret simpelt, men ikke nemt af den grund. En kombination af work smart og work hard er nok at foretrække.

💸 Forbrug mindre

For det andet, hvis vi forbruger mindre og sænker udgifterne, bliver vi også rigere. Det er fordi, at forskellen på vores indtægter og udgifter er et udtryk for, hvor meget vi er i stand til at spare op og investere. Der er mange i FIRE-bevægelsen, der også har andre grunde til at skrue ned for forbruget i form af et fokus på bæredygtighed.

Der er mange muligheder for at spare penge.

💰 Investér

For det tredje så skal vi investere for at opbygge en passiv indtægtskilde. Her er mange muligheder i form af aktier, ejendomme og alt muligt andet. Det er denne del af rigdomsformlen, der er fremmed for de fleste. Derfor har jeg samlet alt min investeringsviden i investeringskonceptet simpel investering.

Husk på, at hvis din tidshorisont er kortere end tre år, så gælder det i stedet om at finde den bedste opsparingskonto.

Rigdomsformlen er essentiel at kende til og fokusere på, når det gælder økonomisk uafhængighed.

📈 Simpel investering – din passive indtægt til økonomisk uafhængighed

Simpel investering er en metode til at sammensætte en investeringsportefølje, der passer til netop din risikotolerance, men som er simpel og ikke kræver meget af din tid i løbet af året.

Simpel investering er udgivet som bog, både paperback og e-bog og findes også som online kursus. Jeg har sat det sådan sammen, at alle kan være med og der er derfor ingen undskyldning for, ikke at komme igang med dine investeringer nu.

Personligt ønsker jeg ikke investeringer, der kræver en masse af min tid i dagligdagen. Da al forskning derudover så viser, at det er bedst at lade være med at tjekke og følge ens investeringer i tide og utide, så er det tydeligt, hvorfor det at holde tingene simple er en stor fordel.

Hvad kan sådan en investering blive til?

Leg med renters rente her: FIRE Tools

🦹‍♂️ Forbruget kommer snigende

Vær opmærksom på ikke at gå i samme fælde som Diderot. Denis, som var hans borgerlige fornavn, levede et relativt fattigt liv, men kom pludseligt til penge. Derpå købte han den flotteste blå købe og blev pludseligt meget bevidst om, alt andet han ejede ikke var fint nok.

Det er det samme, der sker, når du beslutter dig for at købe en ny sofa, men ender med en hel stue.

Vær også påpasselig med livstils-inflationen, der er et udtryk for, at jo flere penge du tjener, jo mere stiger forbruget. Rigdomsformlen fortæller os, at det er ensbetydende med, at den øgede indtægt ikke fører til øget rigdom.

Husk på, at hvad der er sparet, er tjent.

⏳ Tid er penge og andet provokerende talgymnastik

Hvad er din reelle løn?

Altså de penge du har i hænderne på timebasis efter skatten er betalt og alle de andre udgifter der er forbundet med arbejde?

Formlen til at udregne timeløn er egentlig ikke så svær.

Timeløn = Løn/tid

Men. Hvad så, hvis vi indsætter lønnen efter skat og trækker arbejdsrelaterede udgifter fra. Har du en bil, for at kunne komme på arbejde? Så er det vel basalt set en arbejdsrelateret udgift. Hvad med tøj? Lever du op til en dresscode, du ikke ellers skulle bruge penge på?

Og hvad med din reelle arbejdstid. Transport til og fra arbejde hænger jo egentlig sammen med dit job, du får bare ikke løn for det.

Jeg har en bruttoløn på 43.000 kr. og min reelle timeløn er 137 kr.

Læs Din timeløn efter skat og find ud af, hvad din er?

Og hvad koster tingen egentlig?

🧮 4% reglen – hvor meget koster økonomisk uafhængighed

Noget af det første dem der ønsker at forfølge økonomisk uafhængighed, tænker over, er, hvor mange penge det kræver? Svaret er, at det er afhængigt af dit forbrug. En tommelfingerregel findes dog i form af 4% reglen. Et studie gentaget utallige gange med historisk data viser, at du med 96% sandsynlighed kan hæve 4% af en portefølje med en balanceret fordeling af aktier og obligationer hvert år i 30 år.

De 4% betyder, at vi kan tage vores årlige forbrug og gange med 25, så får vi et praj om, hvad vores investeringsportefølje skal være værd for, at vi er økonomisk uafhængige.

Dit FIRE-tal

Årligt forbrugDit FIRE-tal
100.000 kr.2.500.000 kr.
200.000 kr.5.000.000 kr.
300.000 kr.7.500.000 kr.
400.000 kr.10.000.000 kr.
500.000 kr.12.500.000 kr.

Tabellen er illustrativ og ikke tilpasset skatteforhold og lignende i en dansk kontekst.

Tabellen gør det også klart, hvorfor det at forbruge mindre er vigtigt, hvis målet er økonomisk uafhængighed.

Tabellen gælder, hvis alt vores indtægt i “pensionstilværelse” skal komme fra en passiv indtægtskilde. Hvis vi i stedet leger med tanken om, at halvdelen af vores forbrug skal komme fra en passiv indtægstkilde suppleret med mindre arbejde, så ændrer tallene sig en del. i FIRE-kredse kaldes dette også for barista-FIRE eller coast-FIRE.

Dit FIRE-tal + lidt arbejde

Årligt Forbrug (halvdelen fra en passiv indtægt)Dit FIRE-tal
100.000 kr. 50.000 kr.1.250.000 kr. 2.500.000 kr.
200.000 kr. 100.000 kr.2.500.000 kr. 5.000.000 kr.
300.000 kr. 150.000 kr.3.750.000 kr. 7.500.000 kr.
400.000 kr. 200.000 kr.5.000.000 kr. 10.000.000 kr.
500.000 kr. 250.000 kr.6.250.000 kr. 12.500.000 kr.

Tabellen er illustrativ og ikke tilpasset skatteforhold og lignende i en dansk kontekst.

Økonomisk uafhængighed er bare en overskrift for en bevægelse, der ønsker mere frihed og et liv fyldt med mindre arbejde og mere af noget andet. Det er ikke et sort/hvidt begreb, der skal dække, at man er totalt og aldeles uafhængig.

Der findes mange grader af frihed og i virkeligheden, handler det bare om at bevæge sig fra at være helt låst, rent økonomisk, og mod en større grad af økonomisk frihed. Den ultimative skattekiste for enden af regnbuen er så den totale økonomiske uafhængighed, men mindre kan også gøre det.

Læs eventuelt også indlægget om FIRE og skatteoptimering, hvor jeg opstiller en baseline for leanfire.

🏎 Opsparingsrate – hvor meget fart har du på

Opsparingsraten er et tal, der beskriver, hvor meget fart vi har på hen mod mere økonomisk frihed. Du tager det beløb, du er i stand til at spare op og investere og dividerer med din udbetalte løn for så at gange med 100 og få det i procent.

Jo højere din opsparingsrate er, jo før vil du opnå økonomisk uafhængighed.

🙋‍♂️ Mig som eksempel

Jeg bruger meget ofte mig selv som eksempel, det kan vi passende også gøre her.

  • Opsparing på månedlig basis: 15.000 kr.
  • Udbetalt løn: 26.000 kr.
  • Opsparingsrate: 15.000/26.000*100 = 58%

Brug denne tabel som rettesnor for, hvor lang tid det vil tage dig at opnå økonomisk uafhængighed:

OpsparingsrateAntal års arbejde til FIRE
0%For evigt 🤖
5%66 år
10%51 år
15%43 år
20%37 år
25%32 år
30%28 år
35%25 år
40%22 år
45%19 år
50%17 år 😎
55%14.5 år
60%12.5 år 🙋‍♂️
65%10.5 år
70%8.5 år
75%7 år
80%5.5 år
85%4 år
90%< 3 år
95%< 2 år
100%0 🕊

Tallene i tabellen stammer fra Mr. Money Mustache

Jeg har tydeliggjort opsparingsraten på de 50% med 😎, da det ofte fremhæves som værende her, at man som minimum skal befinde sig, hvis man virkelig mener det og ønsker at kvitte arbejdsmarkedet “tidligt”.

Du kan også se cirka, hvor jeg har ligget i min personlige jagt på økonomisk uafhængighed. 🙋‍♂️

Du kan også lege med den her rigtig sjove lommeregner fra Networthify, som gør det muligt at lege med de forskellige tal.

Indtil du er klar til den tidlige pension, kan du jo overveje at praktisere quiet quitting.

👫 Financial Independence Retire Early Danmark

Da meget af det du kan finde om FIRE-bevægelsen er på engelsk og ofte i en amerikansk kontekst, har jeg startet Frinans og bloggen her på frinans.dk. Jeg har også startet en YouTube kanal, så dig der er mere til video, kan følge med og blive klogere dér.

Ud over mit eget lille bidrag til at kaste lys over mulighederne for FIRE i danmark, så har jeg startet et community, som nu har vokset sig ret stort med over 25.000 medlemmer.

Du finder FIREdanmark på Facebook og du skal være så velkommen, også, hvis du bare gerne vil snuse lidt til det hele og søge lidt inspiration uden at skulle melde dig ind i diskussionerne.

FIREdanmark Frinans

Reklame

7 kommentarer til “Økonomisk uafhængighed – FIRE for begyndere”

  1. Hej:), på saxo banks hjemmeside står der dette hvis de går konkurs: “I tilfælde af at Saxo Bank A/S ikke kan returnere værdipapirer, der opbevares i depot eller forvaltes, dækker Garantiformuen med op til EUR 20.000 pr. kunde.” Ved godt saxo ikke er på randen af konkurs, men lidt tankevækkende man kun bliver dækket så lidt, hvis de åbenbart ikke kan returnere værdipapirer. Nogle tanker omkring dette?

    1. Det er et standard forbehold, fx. skriver NordNet: “Skulle Nordnet ved en konkurs ikke kunne udlevere din ejendom, f.eks. fordi det efter konkursen ikke kan udredes, hvad der er dine respektive Nordnets aktiver, kan du få erstatning fra den svenske Investorbeskyttelse på op til 250.000 SEK for tab af værdipapirer.”

    2. Hej Sebastian,

      Jeg kender ikke ret meget til Saxo Bank, så det kan jeg ikke rigtig udtale mig om.

      Men man kan sige, at, hvis man gerne vil investere og være eksponeret overfor aktiemarkedet. Hvad er så alternativet?

      /Sune

  2. Hej Sune,

    Tak for en rigtig god blog!

    I forhold til opsparingsrate. Tæller ens indbetalinger med i opsprings%, når man afdrager x kr om md på ens bolig/realkredit (minus rente mm), samt indbetalinger til ratepension, aldersopsparinger efter udbetalt løn?

    Så F.eks:
    – 10.000 Kr, afdrag realkredit
    – 5000 kr, ratepension
    – 1500 kr, aldersopsparing
    – 2000 kr, månedsopsparing Nordnet
    – 9000 kr, kontantopsparing
    Ialt: 27.500 kr

    27.500/57.000*100 = 48,24 %

    Er det korrekt?

    Mvh Rune

    1. Hej Rune,

      Der er ikke noget rigtigt eller forkert her og netop dette aspekt er noget, der ofte diskuteres vidt og bredt i FIRE-kredse. Min holdning er, at du reelt kun kan tælle de ting med, du kan bruge til at opnå økonomisk uafhængighed. Spørgsmålet du selv skal besvare er så, hvad kan bruges?

      – Din pension kan ikke bruges, da den kun kan udbetales den dag du går på pension.
      – Din aldersopsparing kan ikke bruges, da den kun kan udbetales den dag du går på pension.
      – Kan din kontantopsparing bruges eller er den øremærket noget andet?
      – Kan friværdien i dit hus (for)bruges? Er du villig til at sælge det for at kunne bruge pengene? Kan det på nogen måde generere et løbende afkast?

      Spørger du mig og går vi ud fra, at din kontantopsparing er tiltænkt noget andet, så er det kun de 2.000 kr. du reelt sparer op med henblik på FIRE:

      2.000/57.000*100 = 3.5%

      /Sune

  3. runeeirbypoulsen

    Hej Sune,
    Mange tak for hurtigt svar. Det giver god mening med henblik på FIRE, at beregninger bliver lavet sådan.

    Den kontante Buffer/sikkerheds/frihedskontoen skal lige nå et vist niveau, så skal den kontantopsparing investeres 🙂

    Igen, tak for svar – og en rigtig god blog/videoer mm.

    Mvh Rune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.