En aldersopsparing er et super godt supplement i en samlet pensionsstrategi, da den adskiller sig væsentligt fra de andre typer af pensioner.

Aldersopsparing

En aldersopsparing er et super godt supplement i en samlet pensionsstrategi, da den adskiller sig væsentligt fra de andre typer af pensioner.


Hvad er en aldersopsparing?

En aldersopsparing er en af de fire typer af pensionskonti, vi kan have i Danmark:

  • Aldersopsparing
  • Ratepension
  • Livrente
  • Kapitalpension

Aldersopsparingen adskiller sig på en række områder og vil for mange være et rigtig godt supplement i en samlet pensionsstrategi.

Hvorfor aldersopsparingen sandsynligvis ikke kan stå alene, håber jeg vil stå klart, når du er igennem hele siden.

Indbetalinger kan ikke trækkes fra

Med andre pensionsordninger kan indbetalingen trækkes fra i skat. Det er ikke tilfældet med aldersopsparingen.

At indbetalingen kan trækkes fra betyder, at du ikke bliver beskattet her og nu af de penge, du indbetaler.

Hvis du eksempelvis har en samlet personlig indtægt på 500.000 kr. et givent år og indbetaler 50.000 kr. til din ratepension, vil du kun blive beskattet af de 450.000 kr.

Men det kan du altså ikke med aldersopsparingen. Til gengæld betyder det, at du ikke bliver beskattet ved udbetalingen.

Ingen beskatning ved udbetaling

Hvis du igennem et langt liv har oparbejdet en aldersopsparing på 1.000.000 kr. kan du få udbetalt 1.000.000 kr., den dag du går på pension.

De andre pensionstyper fungerer modsat, nemlig ved at du ikke bliver beskattet ved indbetalingen, men i stedet bliver beskattet ved udbetalingen.

Det er en væsentlig forskel og dermed kan en aldersopsparing være et rigtig godt supplement til en ratepension.

Den løbende beskatning

Du slipper dog ikke for at betale skat løbende. Her adskiller en aldersopsparing sig ikke fra de andre pensionstyper.

Der er derfor tale om PAL-skat, som lyder på 15,3% og skal betales efter lagerprincippet i medio januar. Medio er en fancy måde at sige i midten.

Lagerbeskatning er skat af urealiseret afkast.

Hvis din aldersopsparing er 100.000 kr. værd i starten af året og slutter af med en værdi på 120.000 kr. har du haft et afkast på 20% svarende til 20.000 kr. Den værdistigning skal du betale skat af, også selvom du ikke sælger nogle aktier eller obligationer.

PAL-skatten trækkes fra din pensionskonto i midten af januar, så du skal sørge for, at der står kontanter nok til at betale skatten.

Indbetalingsloftet på en aldersopsparing

I 2021 må du indbetale 5.400 kr. til din aldersopsparing. Med beløb i den størrelsesorden skal der et seriøst afkast til over et helt arbejdsliv, hvis aldersopsparingen skal kunne stå alene som pensionsordning.

Det er derfor, at aldersopsparingen anskues som et godt supplement til eksempelvis en ratepension i en samlet pensionsstrategi.

I 2022 må du indbetale 5.500 kr., så i det mindste stiger beløbet.

Se mere hos skat.dk.

Indbetalingsloftet hæves 5 år før pension

Fem år før du når pensionsalderen, må du indbetale væsentligt mere på din aldersopsparing.

Beløbet bliver her hævet til 52.400 kr. om året, under visse betingelser. Se dette glimrende indlæg fra ældresagen, for mere information.

Jeg har skrevet om min aldersopsparing, hvis du er interesseret i lidt mere inspiration.

Gå tilbage til investeringsordbogen.


Ofte stillede spørgsmål