Omkostninger har en kæmpe stor betydning for dit afkast på den lange bane, derfor skal du tage dem alvorligt og lære at undgå dem.

Omkostninger

Omkostninger har en kæmpe stor betydning for dit afkast på den lange bane, derfor skal du tage dem alvorligt og lære at undgå dem.


Groft sagt kan omkostninger deles ind i tre kategorier:

  • Depotomkostninger
  • Handelsomkostninger
  • Løbende omkostninger

Vi ser på dem hver for sig, da de har en stor betydning i forhold til investering.

Depotomkostninger

Depotomkostninger er forbundet med opbevaringen af din investeringsportefølje. Det kan gøres til 0,- kr. i omkostninger ved nogle børshandlere, så, hvis din bank har depotomkostninger, kan du overveje, om det er værd at opbevare investeringsporteføljen andetsteds.

I Danmark er især Nordnet og Saxo populære platforme.

Argumentet for at holde porteføljen i egen bank er bl.a. at have hele privatøkonomien samlet ét sted, hvilket er væsenligt mere overskueligt. Hvad der er de vigtigste prioriteter for dig og hvad du er villig til at betale for, det er ultimativt op til dig.

Handelsomkostninger

Handelsomkostninger er forbundet med at købe og sælge på børsen, igennem børshandleren. Disse inkluderer kurtage og valutaveksling. Kurtage er den direkte pris, du betaler børshandleren for at lave en handel på børsen. Det er lidt som at betale i døren, for at få lov til at lægge penge i baren.

Valutaveksling kommer i spil, hvis det produkt du køber på børsen, er i en anden valuta og kræver en omveksling. Eksempelvis amerikanske aktier der handles i dollars.

Kurtage er en del af forklaringen på, at det er dyrere at være kortsigtet spekulant end langsigtet investor, da førstnævnte foretager flere handler.

Handelsomkostningerne kan også være med til at afgøre, hvor stor en sum penge der bør investeres ad gangen. Er handelsomkostningerne 0 kr. eller en bestemt procentdel, uanset størrelsen på beløbet der handles for, er det reelt ligegyldigt, om der investeres for 500 kr. eller 500.000 kr. ad gangen.

Du kan betale 0 kr. i kurtage ved køb, ved at bruge Nordnets månedsopsparing.

Løbende omkostninger

De løbende omkostninger gør sig gældende for fonde og ETF’er. Det er en betaling for, at de står for alt det administrative ved at samle en masse aktier i ét børshandlet produkt.

Løbende omkostninger opgøres som hovedregel i ét samlet tal kaldet ÅOP, årlige omkostninger i procent.

Næsten.

For ÅOP i forhold til investeringsomkostninger er et dansk koncept og gælder derfor kun danske fonde. Dertil skal du faktisk også lægge en omkostning, som ikke er inkluderet i ÅOP, nemlig de indirekte omkostninger.

Ekstra: ÅOP udfases i 2022 fordi der indføres fælleseuropæiske standarder for omkostninger i forbindelse med investering.

Årlige omkostninger i procent

Omkostningerne opgøres som procentpoint, hvilket er vigtigt at forstå konsekvensen af, da 1.60% ikke lyder af meget. I praksis betyder procentpoint, i henhold til investering og afkast, at omkostningen skal fratrækkes afkastet i hele tal.

Eksempel på ÅOP

Tager vi udgangspunkt i en udvikling på 7% om året, men omkostninger på henholdsvis 1.60% og 0.60%, så skal omkostningerne trækkes fra de 7% som procentpoint:

  • Portefølje 1: 7% – 1.60% = 5.4% i afkast
  • Portefølje 2: 7% – 0.60% = 6.4% i askast

Efter omkostninger stiger portefølje 1 altså 5.4% om året, hvorimod portefølje 2 stiger 6.4%. Grundet renters rente betyder denne forskel mere, jo længere tidshorisonten er.

Vi kigger på forskellen i kroner og øre senere.

Administrative omkostninger

Administrative omkostninger er en del af det årlige ÅOP og refererer til den del af omkostningen, der går til administration af fonden. Det er egentlig ikke så underligt, det koster selvfølgelig noget at drive en forretning og gøre det nemt for dig, at købe en masser aktier igennem én fond.

Emissionstillæg

Emissionstillæg dækker over den omkostning, der er forbundet med udstedelsen af nye investeringsbeviser, når fonden tiltrækker nye og flere investorer.

Indløsningsfradrag

Indlæsningsfradrag dækker over den omkostning, der er forbundet med, at investorer sælger investeringsbeviserne i fonden.

Spread

Spread, også kaldet kursspænd, refererer til forskellen på købsprisen og salgsprisen. Alle fonde har en market maker, en bank, der hele tiden har købs- og salgsordrer i markedet, således, at der altid er likviditet og du kan købe og sælge. Market maker sætter hele tiden en ny pris, så de køber lidt billigere end sidste salg og sælger lidt dyrere.

Spread er ikke nødvendigvis talt med i ÅOP, da det af uransagelige årsager er meget svært for danske fonde eller formueplejeløsninger at beregne omkostningen hertil.

Derfor vil du nogle se omkostningerne vist som ÅOP + indirekte handelsomkostninger.

Du kan læse mere om omkostninger hos Finansdanmark.

Eksempel på ÅOP + indirekte omkostninger

Danske Banks investeringsrobot June er det umiddelbart bedste eksempel på, at ÅOP ikke dækker alle omkostninger. De har gjort det relativt tydeligt, men det til trods har jeg endnu ikke oplevet en journalist, der sammenligner omkostninger, som har forstået det.

Jeg har tilladt mig at sætte et par røde streger i den ellers pæne grafik:

Klikker du på billedet, kan du zoome mere ind.

Når man jeg skimter sådan en prisside, er det svært ikke at få det indtryk, at produktet koster 0.69% om året. Men det er ikke tilfældet.

June koster årligt 0,69% af din samlede investering, plus indirekte omkostninger. 

Kilde: June

Helt i bunden kan du se de indirekte handelsomkostninger, som opgøres til 0,10%.

De samlede omkostninger er derfor 0.69% + 0.10% = 0.79%.

Eksempel på omkostningernes effekt

For rigtig at forstå omkostninger, så lad os lige se på et eksempel.

Lad os sammenligne to fonde, den ene med høje omkostninger og den anden med lave. 

  • Portefølje 1: 1.60% i ÅOP
  • Portefølje 2: 0.60% i ÅOP

Begge porteføljer er ved start 1.000.000 kr. værd og forrentes med 7% om året over 30 år. Hvad tror du, at de er værd efter 30 år og hvor stor tror du, at forskellen er?

Omkostningers effekt på investering

Efter de 30 år er det gået således:

  • Portefølje 1: 4.844.000 kr. værd
  • Portefølje 2: 6.403.000 kr. værd

Det er en forskel på 1.590.000 kr.

Tag omkostningerne alvorligt, de har stor betydning!

Gå tilbage til investeringsordbogen.


Ofte stillede spørgsmål

6 kommentarer til “Omkostninger”

  1. Tak for en god serie indtil videre, Sune. Det er gode artikler for nye investorer, og nogle af koncepterne kan de garvede også godt trænge til at få genopfrisket!

  2. Fedt at kunne følge en gratis guide og lige en heads-up til dig, det der link til sammenligning af børsmæglere virker desværre ikke mere.

  3. Hej 🙂
    Under “Mine depoter” hos Nordnet.dk har du en “Opsparingskonto” – hvad er det ?

    1. Hej,

      På et tidspunkt åbnede jeg en almindelig opsparingskonto hos dem, fordi de tilbød lidt renter og det var en måde at holde opsparingen væk fra min dagligdagsøkonomi. I dag er der ingen renter på og jeg har bare ikke lukket kontoen, hvis nu det kunne blive aktuelt at bruge den igen.

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.