Pre 2016 – hvordan nåede jeg til en opsparingsrate på ca 50%

Da jeg startede denne blog, ja faktisk fra jeg begyndte for alvor at investere omkring slutningen af 2015, har mit budget inkluderet en opsparingsrate på ca. 50%. Her vil jeg fortælle, hvordan jeg opnår det.

Mit budget for 2016 ser således ud pr. måned:

Indtægter: 18.000

Faste udgifter: 6.000

Diverse udgifter: 2.000

Opsparing: 1.000

Investering: 9.000

Opsparingsrate: 56%

 

For at nå til en opsparingsrate på 56%, er jeg nødt til at tænke mig godt om i forhold til, hvad jeg bruger penge på og også være ret disciplineret. Eksempelvis ejer jeg ingen bil, jeg har faktisk ikke engang et kørekort. Sammen med min kæreste laver jeg en madplan hver søndag, der dækker søndag, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Dette handler vi også ind til om søndagen. Ved at tænke os om og sætte det i system, bruger vi 1.500 på husholdning og mad hver pr. måned. Jeg er ikke medlem af en fagforening, jeg synes ikke det var de 500 kr. værd det kostede. Min computer er fra 2012 og jeg regner bestemt med at den holder flere år endnu. Min telefon derimod, en iphone 4s, er vidst nok også fra 2012 og den har det virkelig hårdt, men jeg har ikke udskiftet den endnu. Jeg har ikke nogle dyre hobbies og køber ikke ret meget nyt tøj. Jeg går ikke på café og efterhånden også sjældent i byen. Udover det er jeg stoppet med at ryge, hvilket ikke har været nemt. Jeg har vel røget en pakke om dagen siden jeg var 14, så potentialet for at spare penge på denne post var ret stor. I det hele taget giver det mig på ingen måde et kick at bruge penge eller købe ting, tværtimod ønsker jeg egentlig at eje så lidt som muligt.

Som min kæreste siger, så er 50% opsparet pr. måned rigtig flot og det er der da ikke mange der kan. Det er for så vidt sikkert rigtigt, men jeg vil nu stadig gerne have at det tal var højere. Tallet er egentlig 56%, men de 6% er til en opsparing som jeg endnu ikke helt har besluttet hvad skal bruges på. Jo højere opsparingsrate jo hurtigere når jeg mit mål. Men 2016 har for mig været et form for startår. Jeg har skullet gøre mig en masse erfaringer i forhold til en vej mod finansiel frihed og i forhold til at få styr på frinanserne. Min umiddelbare tanke er, at 2017 bliver et optimeringsår, men lad os nu se, når vi når dertil. I første omgang ville jeg bare kort fortælle lidt om, hvordan jeg er nået til de 50%.

 

2 thoughts on “Pre 2016 – hvordan nåede jeg til en opsparingsrate på ca 50%

  1. Er din indvestering med eller uden dit pensionsbidrag fra både dig og arbejdsgiver? Ellers er det faktisk måske endnu bedre!

    1. Hej Lasse,
      Det er uden pension. Tælles pension med, er min opsparingsrate omkring 65%. Jeg har valgt ikke at tælle det med, fordi det ikke ‘kan’ hæves før tid og således være en del af en ‘tidlig pension’. Når kan står i ”, er det fordi det er muligt at hæve pensionen, men det koster en del på skatten. Jeg mener det er 60% man skal betale i skat på at hæve pensionen før tid.

Enig eller uenig? Har du et spørgsmål? Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.