Rigdomsformlen

Rigdomsformlen viser dig sort på hvidt, hvordan du bliver rig(ere). Hvem vil ikke gerne vide det? Læs med og bliv klogere.

Rigdomsformlen viser dig sort på hvidt, hvordan du bliver rig(ere). Hvem vil ikke gerne vide det? Læs med og bliv klogere.


Indlægget indeholder en reklame i form af et annoncelink for Saxo Bank.

Rigdomsformlen er grundlaget af min plan for at blive rigere. Rigdommen skal så på sigt veksles til mere tid. Jeg nævner ofte formlen, men det må være på sin plads, at den får sit eget indlæg.

Vi skal blive klogere på hver af delene og til slut, vil jeg skitsere, hvordan jeg i praksis forholder mig til rigdomsformlen som en del af min plan.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

👨‍🔬 Rigdomsformlen

Rigdomsformlen er meget simpel og det er vi jo nogle der godt kan lide. Nogle vil vove den påstand, at den måske ligefrem er banal. Om den fortjener den slags ophøjede status, vil jeg ikke gøre mig til herre over.

Det at den er simpel gør, at den i udgangpunktet er let at gå til. Den er nem at komme igang med, hvilket er et kæmpe plus. Det er altid godt at starte ud så simpelt og enkelt som muligt, så kan du altid komplicere tingene yderligere over tid.

I alt sin enkelthed så fortæller rigdomsformlen dig, at du kan blive rig(ere) ved at:

  • Tjene mere,
  • Forbruge mindre &
  • Investére

Sværere er det ikke.

Lad os kigge lidt på hver af de tre dele.

💵 Tjene mere

At tjene mere er måske den mest åbenlyse del af rigdomsformlen. Uden at tænke videre over det, vil de fleste nok have en intuitiv forståelse af, at vi bliver rigere, hvis vi tjener mere.

Det er dog ikke helt rigtigt.

Det har noget at gøre med, hvordan vi definerer rigdom. Er det en betegnelse for de penge, der kommer ind på kontoen eller er det dem, der findes i pengetanken efter de har rundet kontoen.

Hint: Det er dem i pengetanken.

En højere indtjening giver et potentiale for en større rigdom, men det kræver, at de ikke går til forbrug. Den del vender vi tilbage til om lidt.

Du bliver ikke rig, hvis du har en indtægt på 100.000 kr. om måneden og et forbrug på det samme. Det er der mange sportsstjerner, især i USA, der finder ud af efter en lang karriere med høj løn og stort forbrug. Et overraskende stort antal af dem går simpelthen personligt konkurs kort efter, at deres karriere stopper.

🙇‍♂️ 3 fokuspunkter

Det er altid godt også at være lidt konkrete, så det må vi hellere blive. Jeg vil stadigvæk gerne holde det simpelt, så det kan virke banalt.

👷‍♂️ Arbejde

  • Få et arbejde

Det mest åbenlyse i forhold til at skrue lidt på knappen i forhold til indtjening er naturligvis at få et arbejde og dermed en indkomst. Har du ikke et job og dermed en indtægtskilde, så fokusér dine kræfter dér.

Jeg ser ind i mellem eksempler på folk i FIRE-bevægelsen, der prøver at optimere alle mulige mærkelige dele af deres jagt på økonomisk uafhængighed og så viser det sig, at de ikke har et job. En indtægt er 1. prioritet, så brug kræfterne dér.

🎓 Uddannelse

  • Tag en uddannelse

Arbejde er nr. 1, med mindre, at dit fokus er på at tage en uddannelse for enten at sikre dig en højere løn eller at åbne flere døre i forhold til kvalifikationer.

Det kan selvfølgelig også være fordi, at der er jobs du ønsker og brænder for og de kræver en uddannelse.

Mindre detalje.

En lille del af mig dør hver gang jeg hører folk, der siger, at uddannelse er gratis i Danmark. Det passer simpelthen ikke og forståelsen for, hvordan vores samfundssystem fungerer, er på et temmelig lavt niveau. Det synes jeg er ærgerligt, men det er en diskussion til en anden dag. Det bliver i stor udstrækning betalt over skatten og det betyder to ting.

  1. Du betaler for din uddannelse på den lange bane over skatten.
  2. Det koster dig stort set ikke noget up front at tage en uddannelse.

Det første slipper du ikke for at bidrage til, men anden del er interessant i et rigdomsformel-perspektiv. Hvis du både kvalificerer dig til flere jobs med en uddannelse og potentielt øger indtjeningen, så kan det være en rigtig god idé.

👨‍🏫 Bliv dygtigere

  • Fokusér på at blive dygtigere

Det sidste punkt er i dén grad banalt, men det er rigtig vigtigt. Har du taget en uddannelse og har du et job, så er det simpleste, du kan gøre for dette punkt i formlen at blive bedre til det du laver.

Jeg har på fornemmelsen, at mange leder efter en eller anden form for lottokupon. Hvad er den hemmelige formel for at skyde en genvej eller tjene meget mere. Det bedste man kan gøre er nok bare at være en dygtig medarbejder, der bidrager med værdi.

Det er et godt kort i baghånden til en lønforhøjelse og et godt argument for, hvorfor du skal beholde dit job og dermed sikre din indtjening.

Det behøver ikke altid at være super avanceret.

💸 Forbruge mindre

Et lavt forbrug er helt tydeligt dét, andre ser, når de kigger på FIRE-bevægelsen. Det er stort set kun den historie, medierne fokuserer på. Prøv bare tjekke den her artikel fra Berlingske:

Rigdomsformlen Frinans

Et stramt budget er åbenbart det mest fantastiske, ved det jeg laver og beskæftiger mig med.

Det er lidt ensidigt, men det gør ikke, at der ikke er meget at komme efter med et lavt forbrug, hvis målet er rigdom.

Det forholder sig stadig sådan, at hvad der er sparet er tjent.

At sænke forbruget er faktisk at spille på to heste, når det gælder økonomisk uafhængighed. Dels sikrer det på den korte bane, at der er flere penge til investering, som jo er det tredje punkt i formlen. Dels sikrer det på den lange bane, at behovet for størrelsen på porteføljen bliver mindre, fordi den indtægt den skal generere for at opretholde dit forbrug, er mindre.

💁‍♂️ 3 måder at komme igang

Der er ret meget at tage fat på i forhold til at sænke forbruget, men vi tager lige fat i 3 åbenlyse steder at starte.

📊 Lav et budget

  • Lav et budget og følg op

Det mest åbenlyse sted at starte er at lave et budget. Et budget er en plan for, hvordan du ønsker, at dit forbrug skal være.

Har du aldrig arbejdet med den slags før, så start med at finde ud af, hvad dit forbrug har været det seneste års tid fordelt på forskellige kategorier.

Derefter kan du tage noget tid til at overveje, hvordan du har brugt dine penge og om der er noget, du ønsker at ændre på.

Til sidst lægger du så et budget, en plan for, hvordan dit forbrug skal være fremover.

Herefter bliver din opgave at følge op på, hvordan dit forbrug så i praksis fordeler sig. Det kan du gøre ved på månedsbasis at se på, hvordan du har brugt dine penge.

Personligt bruger jeg bare appen fra min bank, der også samler forbruget i nogle kategorier og så opdaterer jeg et Google Sheet, så jeg selv kan lege med at lave statistik.

Sidste del er ikke nødvendigt, jeg har bare nogle underlige hobbyer.

🍕 Lav en madplan

En rigtig god ting at gøre i forhold til at sænke forbruget er at lave en madplan. Det lader også til at være ret populært både i og uden for FIRE-kredse.

Madbudgettet er stadig mit absolut mest læste indlæg, selvom det har flere år på bagen. Dog med adskillige opdateringer siden det først blev udgivet.

Udover at en madplan sikrer, at du spisere sundere og du sparer tid i supermarkedet kl. 17.00, som er et af de hæsligste steder på denne jord, så er der med stor sandsynlighed penge at spare.

Du undgår i stor stil fristelser og du kan træffe beslutningerne på fuld mave langt væk fra alskens fristelser.

📱 Abonnementer

Mange har væsentligt flere abonnementer end de overhovedet har brug for. Dertil skal så lægges, at de sjældent tager prisen op til overvejelse og forhandler sig til en bedre pris.

Hvornår har du sidst ringet til dit teleselskab og sagt noget a la “Der er mange gode tilbud på mobilabonnementer i øjeblikket, kan du gøre noget for at sænke prisen, på det jeg har, så I ikke skal til at miste en kunde?”.

Abonnementer er en sjov ting, fordi vi ofte kun forholder os til prisen én gang. Det koster 99 kr. om måneden og det gør kun “ondt” idet vi tegner abonnementet. Måned efter måned, hvor vi betaler det og ofte automatisk over en BS-aftale eller på anden vis, så skænker vi det ikke en tanke.

Jeg siger ikke, at du skal droppe alle dine abonnementer og blot gå over til at sidde og stirre ind i en væg. Bare være bevidst om, hvad dine penge går til og om du får værdi for pengene. Er dit mål at sænke forbruget, kan der være en del at komme efter i forhold til den slags udgifter.

💰 Investére

Investering er sidste del af rigdomsformlen og kan anskues som en art kronen på værket. De penge der er tilovers til denne post, er et resultat af indtjeningen og forbruget.

Der er bestemt ikke nogen stor investeringskultur i Danmark. Det betyder blandt andet, at det virker som totalt fremmed land for rigtig mange.

Det er en af grundende til, at jeg har brugt så meget tid på at beskæftige mig med investering og skabt og skrevet simpel investering.

Er du ekstra risikovillig, kan du overveje at lege med futures handel.

👨‍👩‍👦 3 grader af investering

Som jeg beskrev indledningsvist er der ikke nogen grund til at gøre tingene mere komplicerede, end de er. Er alt det her med økonomisk uafhængighed helt nyt for dig, så kan det være svært både at jonglere med arbejde, budgetter og madplaner. Lægger vi så investering oveni, så er den indre båndbredde nok ved at være brugt op.

💲 Opsparing

Er der for meget nyt at forholde sig til, så vent lidt med at fokusere på investering. Du kan sagtens nøjes med bare at spare pengene op på en konto på den korte bane.

Nej, de kommer ikke ud at arbejde og udnytter renters rente lige med det samme, men i det store perspektiv gør det nok ikke den store forskel.

At blive rig er et marathon, ikke en sprint.

Jeg tror, at det er vigtigere at tage tingene i et tempo, hvor du kan være med og ikke bliver overrumplet af alt den nye viden, der lige skal ind og vende en gang eller to samtidigt med alt det andet livet består af.

🤖 Brug en robot

For mange kan investering godt blive lidt en tidsrøver og afhængigt af, hvor meget du føler og ønsker du skal forstå, inden du rent faktisk risikerer dine penge, så kan der godt gå lang tid. Derfor er gør-det-selv, når det kommer til investering, ikke den rigtige løsning for alle.

Læg dertil, at du selv tager ansvar for dine investeringer, hvis du gør-det-selv. Det er ikke alle, der er komfortable med det og det synes jeg personligt, er helt legitimt.

De senere år er der kommet flere investeringsrobotter til og de fleste af dem leverer et rigtig fint produkt, som er ekstremt nemt at bruge. Det er selvfølgelig dyrere i omkostninger, end at gøre-det-selv, det siger næsten sig selv.

Måske er det den rigtige løsning for dig. Du kan lave en reklame:gratis investeringsplan og finde ud af, om du synes det er noget for dig.

🙋‍♂️ Gør-det-selv med simpel investering

Skulle du have mod på at kaste dig ud i gør-det-selv investering, så skal jeg nok hjælpe dig.

Her på frinans.dk finder du en masse indlæg om alle de forskellige aspekter af investering og de passer alle sammen ind i konceptet simpel investering.

Start med at gå til siden simpel investering og kig den igennem. Den er alt det viden jeg har om investering i kondenseret form. Der er ligeledes en frit tilgængelig YouTube video, hvis du er klar på 1.5 times gennemgang med mig.

Er du ikke til, at der er reklamer involveret eller er du mere til en god bog uden at stirre på en skærm, så findes simpel investering både som e-bog og en fysisk paperback.

Den er billig, væsentligt billigere end alle mine “konkurrenters” bud. Det er den, fordi jeg ønsker, at alle skal kunne være med.

Det er ikke svært og alle kan lære at gøre-det-selv, hvis de ønsker.

🙋‍♂️ Min plan

Som jeg teasede lidt for indledningsvist, så vil jeg også lige løfte sløret for, hvordan jeg i praksis forholder mig til rigdomsformlen.

I forhold til at tjene mere, så har jeg taget en lang uddannelse og jeg sagde “ja” til det første job jeg blev tilbudt, da jeg var færdig på universitetet. jeg laver grundlæggende det samme i dag, men jeg har forhandlet mig frem til en enkelt lønstigning, det første sted jeg var ansat og så fik jeg forhandlet mig frem til en omklassificering, da jeg skiftede job til Københavns Universitet. Det betød, at jeg steg væsentligt i løn.

Derudover har jeg sideløbende opbygget min lille virksomhed Frinans i min fritid. Det bidrager dels med lidt ekstra indtjening, men det gør også, at jeg måske kan kombinere en mindre indtægt som selvstændig med en investeringsportefølje i fremtiden og på den måde forkorte vejen til mere økonomisk frihed.

I forhold til at forbruge mindre, så er jeg ret sparsommelig fra naturens side. Jeg går ikke ret meget op i ting og det er naturligt for mig, ikke at forbruge ret meget. Det gør det selvfølgelig væsentligt nemmere. Derudover så følger jeg op på vores forbrug hver måned og alene denne øvelse tror jeg, er med til at lægge en dæmper på det hovedløse forbrug.

Vi spiser efter en madplan, har ikke bil og så prøver vi begge at shoppe efter 10’er metoden. Er der noget, vi godt kunne tænke os, så vurderer vi lige tingen på en skala fra 1-10 og er det ikke en 10’er, så køber vi det ikke.

Simpelt.

Til sidst så investerer vi begge fuldstændig efter principperne for simpel investering. Vi opbygger en portefølje bestående af aktier og obligationer og dem køber vi hver måned igennem månedsopsparingenNordnet. Mere kompliceret er det ikke.

Vi har også en opsparing, som er øremærket et hus engang i fremtiden.

Hvorfor gøre det sværere, end det behøver at være.

Hvordan arbejder du med rigdomsformlen? Skriv gerne en kommentar!


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ YouGov – Tjen penge på at udfylde undersøgelser
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.