Risikerer du økonomiske øretæver ved pensionen? Jeg læste for nyligt en artikel om problematikken ved nedsat pension på grund af deltidsarbejde.
🎬 YouTube
En stor del af forfølgerne af økonomisk uafhængighed tænker i nogen grad på et deltidsarbejde som led i jagten på at arbejde mindre.
I den henseende læste jeg en kort, men interessant artikel.
Artiklen fra Finans:
I artiklen beskrives det, hvordan 800.000 danskere risikerer en økonomisk bet, når de går på pension, fordi de er eller har været deltidsansatte.
Hvad betyder bet, tænker du måske?
🤷♂️ Hvad betyder bet?
Det udtales bét og altså ikke bet, som i væddemål.
Ordbogen har en fin oversættelse:
- Bet: Mærkbart økonomisk tab
Eller bare økonomiske øretæver. Eksemplet de bruger er lidt spøjst:
Bet til Linnet. Anne Linnet skal grave dybt i sin pengetank for at betale et gigantisk underskud i… Montmartre.
Kilde: Den danske ordbog
Hvordan de er kommet på det eksempel, har jeg svært ved at tænke mig til.
⚠️ Deltid er åbenbart et problem
Præmissen for problemet er, at, hvis du arbejder på deltid i løbet af dit liv, så vil du have færre penge at gøre med i pensionisttilværelsen.
Det skulle især være to grupper, dette går ud over.
- Unge der arbejder på nedsat tid mens børnene er små.
- Ældre der skruer ned for arbejdet i den sidste tid på arbejdsmarkedet.
Det er da også forfærdeligt, at nogle kunne finde på at prioritere tid med børnene og så endda, mens de er små.
De skulle næsten skamme sig.
Lige så skidt er det, at nogle kunne finde på at bruge de senere år på arbejdsmarkedet på at undgå at slide sig selv op.
Sådan nogle hængerøve!
🧮 Den åbenlyse matematik
Det burde være relativt åbenlyst, at hvis det der spares op til pension, er en procentdel af lønnen og lønnen på deltid er lavere, så spares der mindre op, end hvis du arbejder fuldtid hele dit arbejdsliv.
Det er bare ikke det samme som, at det er et problem.
Det kunne jo være, at der var ting i livet, der var vigtigere end at have den størst mulige løn og den størst mulige pensionsopsparing.
Kan du selv komme i tanke om nogle?
Det praktiske problem løses med fleksible udgifter.
💪 Fleksible udgifter
Den simpleste måde at forholde sig til den slags i privatøkonomien er at have fleksible udgifter.
Det betyder i praksis at følge det gamle mundheld:
At sætte tæring efter næring
Sagt på lidt mere morderne frinansdansk:
Indtægter > Udgifter
Så længe du bruger mindre end du har og dermed tilpasser indtægter og udgifter til hinanden, er der ikke noget problem.
Det er klart, at hvis du forventer at kunne leve i sus og dus uden at arbejde for det, så får du et problem.
Er du derimod opmærksom på, at tilpasse udgifterne til indtægterne, så får du netop muligheden for at prioritere anderledes.
💰 Hvad koster det?
I artiklen har de to eksempler med, dem skal vi lige kigge på.
I det første eksempel gælder det forskellen på fuldtidsarbejde og en periode på ca. 10 år med deltidsarbejde.
Forskellen i pensionisttilværelsen er små 22.000 kr. om året.
Bevares det er da penge, men forskellen er jo ikke noget, der minder om, at du skal arbejde alt det du kan hele livet, for ellers ender du på fattiggården.
Det andet eksempel sammenligner det at gå på deltid som 50-årig med at have været på deltid hele ens arbejdsliv.
Jeg tror de mangler lidt tal i kolonnen “Gevinst”, men forskellen er 15.496 kr.
Det synes jeg er en overraskende lille forskel på at arbejde deltid altid og så gøre det fra de 50 år.
🥊 De samlede økonomiske øretæver
Lad os lige for sjovs skyld prøve at samle alle de forskellige muligheder fra deres eksempler og se forskellen.
Vi ser på, hvad der bliver udbetalt i årlig pension.
- Fuld tid: 134.853 kr.
- Deltid 30-39 år: 112.986 kr.
- Deltid fra 50 år: 124.836 kr.
- Deltid altid: 109.340 kr.
Jeg ved ikke, hvad du tænker, men umiddelbart er jeg ret overrasket over, hvor lidt der vindes årligt ved at arbejde fuldtid.
Ud fra den oversigt kan jeg sagtens forstå, hvorfor mange vælger deltid enten helt eller i perioder, hvis det er muligt.
Det er i hvert fald nogle små øretæver.
Det er også lidt sjovt, hvordan renters rente viser sig meget klart her. Arbejder du fuld tid tidligt i livet og går på deltid senere, vil du have en større pension, end hvis du arbejder på deltid tidligt.
Den større pose penge tidligt i livet giver renters rente tid til at vise magien.
Hvad tænker du?
Reklame
🤑 NORD.investments – Gratis investeringsplan
⚡️ Elbot – Billig el, brug koden frinans25pct og få 25% rabat
🤕 Undo – Billig forsikring
🏡 Kameo – Invester i lån til ejendomsprojekter og virksomheder i vækst
💵 Firi – Køb krypto sikkert og nemt
📖 BookBeat – Nyd over 700.000 e-bøger & lydbøger, prøv gratis
Tillad mig at gøre det magiske til blot simpel matematik:
f(x) = f'(x) = f”(x) = (og så videre)
Det gælder kun for f(x) = 0 (som er uinteressant) og så for den naturlige eksponential funktion f(x) = e^x
Hvis funktion beskrev en bils position f(x), så ville f'(x) være hastighed, f”(x) acceleration, f”'(x) ændringen i acceleration, osv.
Hej Sune.
Der mangler vist et element i regnestykket, antal timer ved deltid? Jeg har selv igennem årene haft valgt 28, 30, 32 og 34 timer pr. uge, og stort set aldrig arbejdet på fuld tid (it / software / data akademikerjobs). Fedt at se at pensionsforskellen ikke nødvendigvis bliver af særlig betydning.
For mig giver deltid tid til ikke at føle mig alt for presset i hverdagen, og have bedre overskud til at ordne ting selv i stedet for at skulle betale sig fra det. Og tid og energi til ture med børnene, gåture i skoven, surf eller lige tage en time eller dag ud ind i mellem og mødes med andre semi-subsistensløse venner der som mig selv der har tid til at hænge ud og lave ikke-noget på en hverdag 🙂
Så ja, måske betyder deltid 3-5 tusinde mindre i lønposen om måneden og lidt mindre pension, men så længe man selv har valget er det da kun positivt. 37 timer er jo bare et tal. Man kan jo også vælge at arbejde 60 timer / uge i to job hvis målet kun er at tjene så meget som muligt.
Hej Jonas,
Ja den del har de udeladt af regnestykket.
Det lyder som om du får brugt tiden fornuftigt 💪
/Sune