Skumfiduseksperimentet

I dagens indlæg skal vi beskæftige os med skumfiduser og hvad kloge hoveder på Stanford har forsket i, i forhold til alles yndlings-bål-spise.

 

TLDR: Er du I stand til at udskyde nydelse er du langt i forhold til at kunne opnå økonomisk frihed.

 

Vi kører den ind med video

Tillad mig at agere vikaren der sætter film på i stedet for at starte med bogen:

 

Skumfiduseksperimentet

Der blev udført mange sjove, spændende, brugbare, mærkværdige, absurde og mere eller mindre vanvittige sociologiske eksperimenter i 1960’erne. Det er også her at det efterhånden kendte skumfiduseksperiment så sin begyndelse på Stanford University, deraf navnet “Stanford marshmallow experiment”. Eksperimentet blev ledet af Walter Mischel og har grundlæggende med forsinket tilfredsstillelse, delayed gratification, at gøre.

Selve eksperimentet er faktisk meget simpelt.

  1. Et barn får en skumfidus
  2. Barnet får besked om, at hvis de lader være med at spise skumfidusen får den en til
  3. Barnet efterlades alene i lokalet i et kvarter
  4. Har barnet ikke spist skumfidusen i løbet af et kvarter, får de en ekstra skumfidus

Børnene var i alderen 3-6 år. Der blev så yderligere lavet en række studier der fulgte op på de børn der deltog i eksperimentet. Interessant nok så viste det sig, at de børn der var i stand til at vente et kvarter og dermed udskyde tilfredsstillelsen, klarede sig væsentligt bedre i en række andre forhold i livet også såsom karaktergennemsnit, BMI, uddannelsesniveau osv. Præcis hvordan og hvorledes er ikke så vigtigt eller interessant for os i forhold til aspektet økonomisk frihed. Vi skal for så vidt bare forstå, at et så simpelt eksperiment også siger noget om andre forhold i livet.


Få en mail hver gang jeg udgiver et nyt indlæg


Det store spørgsmål

Det står derfor relativt klart, at evnen til at udskyde tilfredsstillelse ikke bare er positiv, men ønskværdig. Det lader til, at denne evne kan have afgørende betydning for, hvorvidt den enkelte har succes på mange forskellige områder.

Det bringer os helt naturligt videre til det egentlige spørgsmål.

Er evnen til at vente medfødt eller kan den læres?

 

Et nyt eksperiment

Det bringer os videre til et eksperiment udført på University of Rochester, hvor netop dette spørgsmål er blevet undersøgt.

Børnene blev delt ind i to grupper og eksperimentet blev udført med en række forskellige ting såsom farveblyanter, klistermærker og andre spændende ting. Børnene fik at vide, at hvis de ventede ville de få noget bedre såsom en større samling farveblyanter eller flere klistermærker. Den ene gruppe børn fik aldrig noget bedre, men modsat fik den anden gruppe noget bedre helt som de var blevet lovet. Efterfølgende blev skumfiduseksperimentet så udført og du har næsten allerede gættet udfaldet; gruppen der var blevet ‘snydt’ troede ikke på, at de ville få noget bedre og klarede derfor testen dårligt imens den gruppe der havde haft en positiv oplevelse ved at vente, klarede sig markant bedre. Den sidstnævnte gruppe lærte altså at:

  1. Forsinket tilfredsstillelse er ventetiden værd
  2. At de var I stand til at vente

 

Skumfiduser i forhold til økonomisk frihed

Som jeg har beskrevet gentagne gange i andre indlæg, så går jeg stærk ind for at disciplin er undervurderet. Gælder det eksempelvis at opnå økonomisk frihed, kræver det at der investeres kontinuerligt, måned efter måned. Over en længere periode, tror jeg ikke på, at man kan nøjes med eller tro på, at man altid vil være motiveret. Det er her disciplinen kommer ind. Det er sjovere og mere tilfredsstillende, nu og her, at købe et eller andet jeg har lyst til, hvad enten det gælder noget spiseligt eller en ting såsom tøj, computer eller lignende, end det er at investere pengene. Det står derfor også ret klart, at evnen til at udskyde denne tilfredsstillelse har en ret klar indvirkning på opnåelsen af økonomisk frihed såvel som mange andre ting.

Et meget vigtigt aspekt, som eksperimentet også viser, er at denne evne kan læres. Man kan simpelthen øve sig i at blive bedre til at udskyde tilfredsstillelse. Se eksempelvis slutningen af dette indlæg, som jeg i øvrigt har støttet mig en del op ad.

Jeg ved ikke om jeg havde klaret eksperimentet i mine unge dage, men jeg synes, at jeg har relativt godt styr på mekanismerne for forsinket tilfredsstillelse den dag i dag. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan blive bedre. I et moderne samfund konstant fyldt med fristelser, kræver det kontinuerlig træning at holde fristelserne i bund. Dertil synes jeg også det er vigtigt at nyde det, når man så en gang i mellem vælger at lade sig friste. Det handler, som med så meget andet, om at finde den rette balance.

 

Jeg vil derfor slutte af med en simpel opfordring til at udføre eksperimentet selv. Følg eksempelvis denne guide:

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.