Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index

Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index Frinans

Fonden Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index er en passiv aktiefond med fokus på bæredygtighed. Lyder det som noget for dig? Læs med og bliv klogere.

Fonden Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index er en relativt ny passiv fond med et seriøst fokus på bæredygtighed.

💁‍♂️ Central investorinformation

Dokumentet central investorinformation er et godt sted at starte, når du undersøger en fond. Der fremgår flere forskellige informationer, men jeg synes, at der er 3 ting, der er særligt interessante:

  • Fonden er passiv
  • Fonden er udbyttebetalende
  • Fonden har “høj” risiko

Lad os se nærmere på og få en forståelse for hver af de 3 ting.

Reklame

Styr på risikoen?

Dine investeringer skal passe til dig og din risikoprofil. Det gør du nemt med en gratis investeringsplan på 5 minutter fra Norm Invest.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

Fonden er passiv

Fonden er passiv, hvilket betyder, at den indeholder aktier i henhold til et bestemt indeks. Formålet er derfor ikke at prøve at slå markedet, hvilket alligevel er meget usandsynligt, men blot at afspejle udviklingen i det pågældende indeks. Se simpel investering for at forstå passiv investering vs. aktiv investering bedre. Det indeks fonden følger er en afart af verdensindekset, men med et form for filter lagt over, der sorterer bestemte aktier og brancher fra. Netop denne fond stikker lige et spadestik dybere i forhold til filtreringen end eksempelvis Sparindex DJSI.

Fonden er udbyttebetalende

Fonden er udbyttebetalende, hvilket dels betyder, at du som investor vil modtage et udbytte en gang om året, typisk i foråret, men det har også indflydelse på beskatningen, hvis du investerer for frie midler. Investerer du for frie midler, vil du med denne fond blive beskattet efter realisationsprincippet og som aktieindkomst. Realisationsprincippet dækker beskatning ved udbytte og når du sælger investeringsbeviser i fonden. Med aktieindkomst gælder det for 2020 at:

  • < 55.300 kr. = 27% i skat
  • > 55.300 kr. = 42% i skat
  • Dobbelte grænseværdier for ægtefæller

Fonden har “høj” risiko

Fonden har “høj” risiko, hvilket vil være tilfældet for alle aktiefonde, da aktier er lig med relativt høj risiko. I dokumentet fremgår det, at den scorer 5 af 7 mulige i forhold til risiko. Det er helt i tråd med, at det er en fond der følger verdensindekset for aktier.

Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index risiko

👨‍🏫 I dybden med fonden

Faktaark og infoark er mig bekendt det samme, men det lader til at de forskellige investeringsforeninger skifter imellem brugen af begge begreber for samme type informationsark.

Faktaarket er dér, hvor du får mulighed for at se endnu nærmere på fonden. Jeg synes dog, at dokumentet er temmelig tyndt, når det kommer til netop denne fond, så derfor vil jeg faktisk bare fokusere på noget af den info der findes på selve siden for fonden.

Her er der også 3 ting, jeg synes er interessante at have fokus på:

  • Historisk afkast
  • Fondens indhold
  • Omkostninger

Historisk afkast

Selvom det er vigtigt at have en forståelse for, at fortidens afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, så er det historiske afkast noget af det mest interessante for potentielle investorer. Da der er tale om en meget ny fond, er der desværre ikke ret meget historisk at kigge på.

Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index afkast

Historikken går tilbage til slutningen af 2018, så det er en ret kort tidshorisont. Corona-krisen kan meget tydeligt aflæses i grafen her.

Vi kan også se af grafen, at fonden følger sit benchmark, andet ord for det indeks fonden følger, ret nøje. Det er en vigtig indikator, som også beskrives med begrebet tracking error. En fond der følger et indeks, skal naturligvis være så god som muligt til at følge indekset, det beskrives med tracking error, som gerne skal være lav.

Fondens indhold

De fleste potentielle investorer vil gerne vide, hvad det er de investerer i. Det er selvfølgelig ikke anderledes med Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index. Det fortæller fondens indhold os noget om og netop her, har Sydinvest virkelig åbnet op for godteposen. Går til siden for fonden og scroller ned, til du møder overskriften beholdning, er det faktisk muligt at se alle 102 aktier i fonden. Det er ikke tit, at man støder på den mulighed og det synes jeg fortjener et klap på skulderen.

Det betyder også, at det er muligt for den kræsne investor virkelig at undersøge til bunds, præcist, hvad det er der investeres i. Jeg vil ikke dykke ned i de enkelte virksomheder, det har jeg slet ikke evnerne til, men jeg vil lige vise, hvad det er for kriterier, der bruges som filter i denne fond. Det er nemlig her, at jeg synes, at fonden virkelig viser sit værd. Jeg tillader mig lige at kopiere fra fondens side.

Bæredygtighed

Udvælgelse
For at kunne indgå i fonden skal selskaberne opfylde følgende kriterier:

  • de skal have en ESG-score hos Sustainalytics (se mere nedenfor)
  • de må ikke have indtægter fra produktion af tobak, civile skydevåben, kontroversielle våben eller atomkraft
  • de må ikke have mere end 50 % af indtægterne fra spil, alkoholproduktion eller voksenunderholdning
  • de skal have en kontroversrating på højest 3 (se mere nedenfor)
  • de må ikke producere noget, som medfører alvorlige CO2-risici
  • de skal have en gennemsnitlig daglig omsætning på børsen på minimum 1 mio. USD målt over en periode på tre måneder
  • de skal overholde FN’s Global Compact (FN’s Global Compact er et sæt retningslinjer for virksomheders udøvelse af samfundsansvar. Det bygger på ti principper om forvaltning af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption.

Mål for bæredygtighed
Analysevirksomheden Sustainalytics har udviklet en Sustainability Score – altså et mål for bæredygtighed. Der indgår to elementer i dette mål. Det ene er en ESG-score. ESG scoren måles på en skala fra 0-100. Det andet er en kontroversrating. Kontroversratingen er et mål for, i hvor høj grad et selskab har været involveret i kontroversielle sager i relation til ESG. Skalaen går fra 0-5, hvor 5 er det værste. På baggrund af kontroversratingen beregner Sustainalytics et kontroversfradrag, som fratrækkes ESG-scoren. Herved fremkommer Sustainability Scoren, som er et mål for selskabets bæredygtighed.

For mig at se, gør Sydinvest virkelige noget ud af at fokusere på bæredygtighed her. Det her indeks og den måde der filtreres på synes jeg er ret solidt i forhold til en reel forståelse for bæredygtighed og ikke bare politisk korrekthed. Det imponerer mig faktisk lidt.

Der er dog kun 102 aktier i fonden, så jeg kan godt være lidt nervøs for, om fonden kommer til at få et væsentligt anderledes afkast end verdensindekset.

Omkostninger

Når der er tale om passiv investering, er en af de 3 fokuspunkter, du kan have for at optimere afkastet på den lange bane omkostninger. I faktaarket fremgår det ene tal, der bedst beskriver omkostningerne forbundet med at være investeret i fonden. ÅOP, årlige omkostninger i procent.

  • ÅOP for fonden: 0.62%

Med en ÅOP på 0.62% er omkostningerne lige i nærheden af de fleste andre danske passive fonde. Det er langt billigere end de aktive fonde, men omvendt kan man også få lavere omkostninger med ETFer.

👉 Konklusion

Fonden Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index er en relativt ny passiv fond med et seriøst fokus på bæredygtighed.


Reklame

9 kommentarer til “Sydinvest Morningstar Sustainability Leaders Index”

  1. Hej Sune, jeg forsøgte at købe den til min datters børneopsparing, men da jeg nægtede at handle til markedskurs (Handler altid limit) lykkedes det mig aldrig at komme ind i den – den bliver ganske enkelt handlet for lidt på nuværende tidspunkt. Men som du selv nævner er jeg sikker på, at den nok skal gå hen og blive populær, og dermed skal volumen nok komme op over tid. På nuværende tidspunkt er det dog et minus i min bog. Det betyder også, at hvis du handler den via feks månedsopsparingen, at så vil du ofte opleve at du får handlet den til “overkurs”, simpelthen fordi at udbuddet er så lavt.

    1. Hej Nick,

      Det er da vigtigt at vide, tak for at dele det her. Fonden er ikke så kendt endnu, men mon ikke likviditeten vil stige med tiden.

      /Sune

  2. Hej Sune
    Tak for dit gode indlæg! Jeg forsøger at finde nogle passive indeksfonde med en bæredygtig profil, men da jeg ikke har prøvet at investere før, er det lidt udfordrende…
    Du skriver noget jeg ikke helt forstår: “Der er dog kun 102 aktier i fonden, så jeg kan godt være lidt nervøs for, om fonden kommer til at få et væsentligt anderledes afkast end verdensindekset.”
    Har du mon tid til lige at forklare det for dummies? 🙂

    1. Hej Kirsten,

      Jo færre aktier en fond består af, jo større udsving, volatilitet i kursen. Jo færre aktier en fond består af, jo mere vil afkastet divergere fra den generelle udvikling i verden.

      Lad os fiktivt lege med to fonde, der følger et passivt indeks med 1000 aktier i. Den ene fond har 500 aktier og den anden 5. Den med 500 vil følge indekset meget tæt, men den med fem vil både opleve stor volatilitet over tid og afkastet vil være væsentligt anderledes fra indekset.

      /Sune

  3. Der er mange fonde, som tidligere var i risiko-kategori 5, som nu er blevet til kategori 6 – rigtig mange fonde.

    1. Hej,

      Interessant. Jeg går ud fra, at det må være på grund af volatiliteten de har oplevet de sidste måneder.

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.