Indlægget er en reklame for spillesider.com
Når man skal sætte en post af til underholdning i budgettet, gør de fleste det på samme måde som med dagligvarer, nemlig ved at holde øje med, hvad der forlader kontoen hver måned. Der er ikke noget galt med den vane, men den overser det tal, der faktisk betyder noget, nemlig prisen pr. time for den oplevelse, man er ude efter.
Pointen er ikke at være nærig for nærighedens skyld. For den, der lægger en pæn del af sin indkomst til side, bør de penge, der rent faktisk bliver brugt, give så meget liv som overhovedet muligt. Pris pr. time er det eneste mål, der viser, om det sker. Man vil opdage, at to køb til samme pris kan variere med en faktor tredive, når de måles sådan, og den forskel har direkte betydning for, hvad man skærer væk, og hvad man holder fast i.
Prisen pr. køb fortæller næsten ingenting
For 130 kroner på en biografbillet får man omkring to timer, altså cirka 65 kroner i timen, og så er slikbaren ikke regnet med. Restauranten til 400 kroner pr. person over to timer lander på 200 kroner i timen. Læg 600 kroner for en koncert med opvarmning, og tallet er nogenlunde det samme.
Tag et brætspil som modstykke. Man lægger måske 400 kroner for det og spiller det tyve gange over nogle år, lad os sige to timer ad gangen. Det er fyrre timers underholdning til 10 kroner i timen, og satsen falder kun, hver gang spillet kommer ned fra hylden.
Der er ikke noget at udsætte på nogen af delene. Alligevel ligger brætspillet og middagen i samme prisklasse uden at give samme mængde tid. I sidste ende er det kun det første, der bliver en bedre handel, jo mere det bliver brugt.
De billigste timer er dem, man betaler for én gang
Ser man på strukturen bag pris pr. time, forstår man bedre nogle af de råd fra sparsommelige kredse, som ellers er svære at begrunde. Den egentlige skillelinje går ikke mellem billige og dyre køb, men mellem køb, der afskrives over tid, og køb, der ikke gør.
Tag en ting, man betaler for én gang og bruger igen og igen. Prisen pr. time bliver til sidst forsvindende lille. Man kan sagtens have betænkeligheder ved prisen på et ordentligt par løbesko eller et sæt håndvægte i kælderen, eller for den sags skyld et bibliotekskort, en cykel eller et instrument, men set over levetiden er omkostningen ubetydelig.
Så er der de ting, man forbruger pr. gang, hvor prisen pr. time ikke rykker sig. Den hundrede tur i biografen eller en aften ude at spise koster præcis det samme som den første.
Deraf følger en ligefrem tommelfingerregel: vær afslappet omkring køb, der bliver billigere med brug, og vær mere påpasselig med dem, der ikke gør. Det er en langt bedre måde at tænke på end et bredt påbud om bare at bruge færre penge.
Abonnementer sælges pr. måned og forbruges pr. time
For de fleste husstande er det på streamingområdet, at tallene begynder at se mindre flatterende ud. Tag en tjeneste til 139 kroner om måneden: ser man tyve timer, ligger man på omkring 7 kroner i timen, men ser man kun fire, er regningen 35 kroner i timen.
Tjenesten er den samme, men vanerne er det ikke, og timeprisen kan derfor svinge med en faktor fem, uden at kontoudtoget ændrer sig med en eneste krone. Lav regnestykket på samtlige abonnementer med et realistisk bud på timerne og ikke et optimistisk. Kommer et abonnement ud som det billigste pr. time, er der ingen grund til at opsige det. Ligger prisen pr. time derimod på niveau med en biografbillet, betaler man sandsynligvis af gammel vane. Dem kan man roligt lade gå, for man vil næppe savne dem.
Nogle ting prissættes pr. time, andre efter det tempo, man forbruger dem i
Rent budgetmæssigt er der én skelnen, der vejer tungest, og den deler underholdning op i to helt forskellige typer. Forskellen ligger i, om man kan sætte udgiften i et regneark på forhånd eller ej.
Tag en padelbane eller en tur i biografen. Banen har en fast pris for timen, og billetten giver en film af kendt længde. Man kender omkostningen, før man lægger pengene, og intet af det, man foretager sig undervejs, ændrer beløbet.
Andre fornøjelser er ikke så ligetil. Med en barregning eller køb inde i en app vokser beløbet som en funktion af ens egen adfærd. Spil er et andet eksempel, hvor mekanikken er mindre synlig, men den er værd at se nærmere på.
Spil er den ene kategori, hvor prisen er en fordeling
Et onlinecasino reklamerer med en tilbagebetalingsprocent på omkring 96. Læser man tallet som en omkostning, betyder det, at udbyderen beholder cirka 4 procent af det, der bliver satset. Og det er ikke et engangsgebyr på indbetalingen, men noget der bliver trukket, hver gang pengene kommer rundt.
Sæt det i samme enheder som resten af denne artikel. Lad os sige 5 kroner pr. spin og et spil, der er hurtigt nok til 600 spins på en time. Så har man satset 3.000 kroner i alt, hvoraf 120 kroner udgør de 4 procent i omkostning. En times spil bør altså budgetteres til omkring 120 kroner, hvilket placerer det i samme kategori som en middag ude eller en tur i biografen. Sammenligningen er rimelig og den rigtige måde at gribe det an på, men den fortæller ikke hele historien om, hvad der adskiller netop denne kategori fra de øvrige.
Man skal ikke forveksle de 120 kroner med en pris, for det er et gennemsnit. I biografen kan man regne med en regning på 130 kroner, men en time på et onlinecasino kan koste nul eller 800 kroner, eller man kan gå derfra med 2.000. Over tilstrækkelig lang tid gør gennemsnittet sig gældende, men der findes ingen måde at prissætte den enkelte session på forhånd. Netop den usikkerhed er det, der reelt bliver solgt. Det gælder også, når man sammenligner forskellige spiludbydere, herunder platforme, der tilbyder odds uden om ROFUS , hvor de reelle omkostninger ved en spilsession i højere grad afhænger af indsatsmønstre og udbyderens marginer end af de markedsførte tilbud.
Det har to praktiske konsekvenser. Den annoncerede procent betyder mindre for timeforbruget end spillets hastighed og indsatsens størrelse. Fordobler man indsatsen, fordobler man prisen pr. time, uanset hvad de 96 procent siger. Dertil kommer, at der ingen fast pris findes. Det er det ene område, hvor en hård grænse sat på forhånd gør reelt gavn, på samme måde som man beslutter sig for en barregning, mens man stadig er i besiddelse af sine evner.
Lottokuponen er ikke problemet, den tyvende er
Man bør være fair over for den billige ende, hvilket sparsommelige skribenter sjældent er. Netop den regnemetode, der dømmer et ubrugt abonnement ude, er påfaldende mild over for det, man skulle tro den ville fordømme.
Tag en lottokupon til 20 kroner. For det beløb får man nogle dages tankespind om, hvad man ville stille op med pengene, hvis man vandt. Målt strengt i kroner pr. times fornøjelse klarer den sig fint sammenlignet med det meste andet her, og den, der løfter på øjenbrynet, bør se på sit eget streamingregnskab, før dommen falder.
Problemet har aldrig været den ene kupon. Det er de tyve om ugen, indsatsen der vokser, og hele øvelsen der går fra at være en dagdrøm til at være noget, man forsøger at løse. Pris pr. time afslører forskellen med det samme, for forbruget aftager ikke, selv om timerne med fornøjelse holder op med at stige.
Hvor regnestykket holder op med at være nyttigt
Der er ingen grund til at strække målet for langt, for det har sine åbenlyse grænser, og gør man alligevel, ender man et temmelig glædesløst sted. Pris pr. time måler trods alt varighed, og det, folk køber, handler ikke altid om varighed.
En bryllupsdagsmiddag konkurrerer ikke med et brætspil på kroner pr. time, og man kan heller ikke stille en to timers koncert, der sidder i kroppen i ti år, over for tyve timers halvt sete tv. Regnestykket rummer ikke de oplevelser, der handler mere om intensitet end om længde.
Brug beregningen der, hvor den virker, nemlig på de rutineprægede og gentagne udgifter, der udgør hovedparten af en husstands underholdningsbudget. Det er dér, forskellene på en faktor tredive gemmer sig. En eftermiddag med et regneark kan lægge flere tusinde kroner tilbage i lommen hvert år, uden at man mister noget, man rent faktisk ville savne.