Aftenshowet: Mine 15 minutes of fame

Jeg var for nyligt en tur i Aftenshowet på DR. Det vil jeg gerne sætte lidt ord på.

Se afsnittet af Aftenshowet her 34:44

Dagens indlæg bliver lidt en rant om mine tanker i forbindelse med min optræden. Det er lige så meget skrevet for min egen skyld, for at sætte lidt ord på de tanker jeg har.

Det paradoksale i alt det her jeg laver, er, at jeg i princippet overhovedet ikke har lyst til at være kendt. 

Det meste af mit liv har jeg egentlig tænkt, at jeg gerne vil være så lidt kendt som muligt.

Det må siges at være ved at udvikle sig til lidt af et paradoks.

Jeg interesserer mig for noget, som jeg i en eller anden grad er blevet bannerfører for. Det var ikke min intention, da jeg begyndte på den her vej mod FIRE, det er ligesom bare sket af sig selv.

Jeg kan lide at udforske alle aspekterne af FIRE og jeg kan lide at skrive om det. Jeg synes også, at det er sjovt at lave små YouTube film om det.

Jeg kan også godt lide, at det er en forretning og at det er muligt at tjene lidt på det. Grundlæggende synes jeg, at det er sjovt at være selvstændig og arbejde med de her ting.

Jeg har længe kæmpet lidt med at forstå eller at sætte ord på, hvad det egentlig er jeg sælger, hvis vi sådan skal blive i business-jargonen. 

Jeg er kommet frem til, at det er viden. Især den lidt komplicerede slags i en komprimeret form. 

Jeg skrev lidt med Jacob Lund Fisker den anden dag, som jo er en af mine helt store inspirationskilder i hele det her FIRE univers. Vildt nok bare lige at have sådan en ressource at trække på. Som så ofte før, så havde han nogle ret gode betragtninger til det her.

I starten deltog han også lidt i de mainstream medier, men han er lidt for ekstrem til deres segment. Over tid er han kommet frem til, at hans publikum ikke er det mainstream publikum. Han taler til folk på et lidt mere FIRE-avanceret niveu.

Det er også dér, at han har den største impact.

Hans publikum er sådan nogle som mig. Han planter idéer i mig og jeg tager dem med og rammer mere mainstream. Det er en ret interessant tanke.

Han beskrev det sådan her:

Sagt med andre ord, saa er det langt mere effektivt for mig at snakke med f.eks Madfientist (5000 lyttere, der konverterer 3%) end det er at snakke med f.eks USA Today (2.5 millioner laesere, der konverterer 0.001%)

Jacob Lund Fisker

Über rationel tænkning.

Hvis vi forestiller os folks vidensniveau i forhold til alle de forskellige aspekter af FIRE som værende enten på folkeskole-, gymnasie- eller universitetsniveau, så er Jacobs publikum de universitetsstuderende. Det er temmeligt avanceret og der er en del, der lige skal være styr på inden.

Har du aldrig lagt et budget eller tænkt i cost-benefit baner, så får du ikke noget ud af det, Jacob har at sige. Det er nok også derfor, at der er så mange, der misforstår, hvorfor han laver sit eget vaskepulver.

De er ikke klar til at forstå.

Det er ikke dér, mit publikum er. Mit er nok et eller andet sted imellem folkeskole og gymnasiet.

Altså sådan rent metaforisk.

Så når jeg bliver inviteret indenfor i rampelyset, så tænker jeg nøje over det hver gang. På det personlige plan har jeg egentlig ikke noget specielt behov for at skulle føre mig frem eller på anden vis få de her berømte 15 minutes of fame. 

Jeg gør det hovedsageligt af 3 grunde.

For det første giver det eksponering, hvilket er godt sådan rent business-mæssigt. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Simons Spies og alt reklame er god reklame du ved. Det vender vi lige tilbage til mod slutningen.

Kan jeg tjene flere penge på Frinans er vejen ud af hamsterhjulet kortere.

Det føles ganske enkelt som om, at hvis jeg siger nej til de her ting, så begår jeg en fejl. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt, men sådan føles det.

For det andet har jeg et oprigtigt ønske om at gøre det klart, at der er en vej ud af hamsterhjulet. Et rendyrket altruistisk motiv. Ofte føles det lidt som om, at jeg sidder med de vise sten, som kan gøre livet så meget bedre for en masse andre mennesker. Jeg føler mig simpelthen forpligtet til at dele den viden.

Om end det også ofte føles som om, at de fleste inde i det gyldne bur ingen lyst har til at bryde ud af det. 

Hvad stiller man egentlig op med den problemstilling? Det har jeg ikke fundet ud af endnu.

Og sidst, men ikke mindst, så tænder jeg lidt på den udfordring det er at tænke og agere hurtigt, når alles øjne er på én. Jeg bliver aldrig nogen stor sportsstjerne, det løb er kørt. Men det er stille og roligt ved at gå op for mig, at jeg nok er ret god i rollen som ham drengen i kejserens nye klæder, der peger på kejseren og proklamerer, at han ikke har noget tøj på.

Det er en intellektuel udfordring og det vækker et eller andet i mig. 

Der er mange, der har sagt og siger til mig, at jeg er god til at kalde bullshit for bullshit.

Det kan jeg godt lide.

Ham der gør det og er god til det, ham vil jeg gerne være. Det er en rolle, jeg tror passer rigtig godt til mig.

Sådan en dag, hvor jeg skal i Aftenshowet, er jeg da lidt nervøs igennem dagen. Det føles som tiden inden en eksamen. Mundtlige eksamener har jeg i øvrig altid været god til, det forklarer nok en del. Men lidt nervøs er jeg da.

Når så vi går på og jeg sidder i situationen er jeg totalt rolig og 100% fokuseret. 

Jeg vil overholde spillereglerne og ikke tale i munden på andre. Jeg vil svare bedst muligt på spørgsmålet, det skal være sagligt, kort og præcist. Jeg vil prøve at lade intervieweren styre retningen, men nogle gange kan det være svært. 

Det kan være svært fordi jeg ofte føler, at de ikke ved ret meget, om det vi skal snakke om eller er ret dygtige journalister.

Det sidste er muligvis en lidt højrøvet indstilling fra min side. Det medgiver jeg.

Og så er der én ting til. 

Alle mainstream medier har altid en kritisk tilgang, hvor de vil spørge ind til det moralske i det jeg gør, tænker og mener. Min tese er, at de er opdraget til at stille sig i opposition for at skabe en naturlig kløft og dermed en sort/hvid, os/dem eller god/ond diskurs, fordi det er det, der giver flest seere og mest engagement online. 

Det kunne være spændende, om de nogle gange bare kunne have en lidt åben tilgang til tingene med det formål at blive klogere på noget eller udforske det lidt mere. 

Er du i tvivl om, hvad jeg mener? Så hør de to afsnit af Morten Münsters podcast, hvor jeg er med. 

Det er skoleeksemplet på som interviewer at have en samtale, hvor formålet er at blive klogere på det mennesker der sidder over for en og de tanker der gemmer sig.

Listen to “42. Sådan bliver du økonomisk uafhængig – med Sune Bjørn Kuhberg (del 1)” on Spreaker. Listen to “43. Sådan bliver du økonomisk uafhængig – med Sune Bjørn Kuhberg (del 2)” on Spreaker.

Tilbage til det med den kritiske tilgang.

Når man sådan bliver udfordret på det moralske i ens holdninger, så er det nok meget naturligt at gå lidt i forsvarsposition og at prøve at afspænde situationen lidt.

Især, hvis kritikken kommer lidt uventet.

Nu har jeg efterhånden prøvet det et par gange, så det er ikke helt nyt og uventet for mig.

Inden man kommer ind i Aftenshowet har man lige en kort briefing med den vært, der skal snakke med en. Ham der skulle snakke med mig hedder Mark Stokholm.

Om morgenen havde jeg snakket med en anden ansat, som ikke stillede nogle af de her kritiske spørgsmål. Jeg troede derfor, at indslaget netop ikke ville være så moralsk kritisk og i stedet fokusere lidt på, hvordan man i praksis kunne opnå de her ting.

For det var det jeg havde fået at vide, at det skulle handle om.

Det var det ikke.

Mark sagde hurtigt, at han ville gå lidt kritisk til værks og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Ingen praktik eller snak om frihed, men fokus på det moralske og om alle nu kan det her og hvad sker der med samfundet og velfærden.

Det efterlod mig med to muligheder.

Enten kunne jeg acceptere det og svare bedst muligt, måske trække lidt i land og gemme mig lidt bag, at jeg selvfølgelig ikke er ude på at ændre noget ved vores velfærdssamfund.

Det er jo nærmest en kættersk tanke i dag at være oprigtig liberal og grundlæggende imod den store almoderlige stat, der skal bestemme mest muligt i fleste mulige aspekter af vores liv.

Kort sagt at spille defensivt.

Jeg kunne også vælge at gå i offensiven. At svare med oprejst pande og sige det jeg egentlig mener, fordi jeg er meget bevidst om mine holdninger og handlinger og oprigtigt mener, at de er moralsk mere forsvarlige, end det synspunkt han repræsenterer.

Da vi næsten var færdige med briefingen, sagde jeg til ham Mark, at han bare skulle gå til den. Vær endelig kritisk, jeg kan godt klare det.

Min tanke var, at hvis det alligevel skulle være vinklen, så kan vi lige så godt gå til den. Jeg er ikke bange for at blive udfordret på det moralske i det jeg gør og mener.

Så det blev til noget i retning af, at meningen med mit liv ikke er at være arbejdsmyre for staten. At det er absurd at påstå, at arbejde kun har en værdi, hvis der er penge involveret.

Det var jeg rigtig godt tilfreds med.

Den intellektuelle del af udfordringen synes jeg, at jeg løste helt som jeg gerne ville.

Det efterlader mig dog med et spørgsmål, som det ofte er tilfældet, når jeg har været i medierne.

Hvad er meningen med at optræde her? Hvad får jeg eller andre reelt ud af det?

Det er meget begrænset, hvor mange ekstra besøg det giver på frinans.dk eller min YouTube-kanal. Business argumentet for at deltage står derfor ret svagt.

Er der reelt ret mange seere, der på så kort et indslag med fokus på, at jeg skal forsvare det moralske i mit projekt lægger mærke til kejseren eller bliver klar over, at deres gyldne bur rent faktisk er et bur?

Det tvivler jeg faktisk ret meget på.

Det efterlader mig med den sidste grund til, at jeg deltager i den slags. Den intellektuelle udfordring og tilfredsstillelsen ved, at jeg, synes jeg selv, succesfuldt forsvarer mig selv, mine tanker og mine holdninger med et angreb, der slår ethvert forsvar.

Men det virker ret ligegyldigt.

Så efter endnu en omgang 15 minutes of fame er jeg igen efterladt med tankerne om, hvorvidt det på nogen måde giver mening at deltage i det mediecirkus.

Det er stærkt tvivlsomt.

Jeg tvivler på, at mit publikum overhovet er til stede. De ser ikke fjernsyn. Jeg vil ramme mit publikum meget bedre med en YouTube video eller et blogindlæg.

Og så er der selvfølgelig alle de idioter, der skal kommentere på historierne på Facebook, LinkedIn eller hvor det nu er og enten bare gerne vil pointere, at de elsker deres arbejde.

Flot. Virkeligt et stort bidrag til debatten.

Eller bare sige til mig, at jeg bare skal finde et job jeg elsker, ligesom de gør, for så føles det slet ikke som arbejde.

Her ved jeg ikke engang, hvor jeg skal begynde.

Eller at de synes, at jeg er en afart af egoistisk, åndssvag, nærig, dum eller direkte ond fordi jeg ikke vil bruge mit liv på at betale mest muligt i skat. Find selv på flere.

Der er selvfølgelig også nogle, der “forsvarer mig” eller synes det er spændende, men de drukner lidt i mængden.

Det mærkeligste er dog, at der er mange, der mener de lige skal pointere overfor min hustru, at de i hvert fald på ingen mode gad leve sådan.

Så jeg sætter hende lidt i en position, hvor hun skal forsvare, hvordan vi lever, fordi jeg optræder i medierne. Det er ikke fair.

Det er mig, der udtaler mig og leger med den kætterske tanke, at den socialdemokratiske altomfavnende livsanskuelse ikke er noget for mig. At frihed står over alt det andet og at hamsterhjulet er blevet et gyldent bur. Hvis folk gerne vil kritisere den holdning, så er det mig de skal gå til, ikke hende.

Det alene er grund nok til, at jeg lige går lidt i tænkeboks i forhold til, om jeg gider optræde i de gængse medier længere. Når mine 3 oprindelige grunde så også er ret tvivlsomme, så kan det være lidt svært at finde meningen i det.

Vi slutter bare af med den her, som jeg har hørt en del på det sidste.

Det var bare dét.

Hav en dejlig dag.

Reklamelink

  • 💸 Tax Helper – Få penge tilbage i skat på kun 15 min.
  • 💡 GoSwitch – Spar penge på din elregning
  • 🤖 NORD.investments – Simpel investeringsrobot
  • 🏦 MyBanker – Find en bank der passer til dig
  • 💵 Coinbase – Simpel app til Bitcoins. Få 10$ i Bitcoin.
  • 🏡 Kameo – Dansk platform til ejendomsinvestering

8 kommentarer til “Aftenshowet: Mine 15 minutes of fame”

  1. Hej Sune

    Jeg kan genkende virkelig mange af de tanker, du har. Det er fedt, at du får sat ord på det!

    Jeg hører tit argumentet omkring, at “hvis vi alle gør lige som dig SÅ…” hvilket jeg synes, er totalt bizart at fremføre som bekymring. Det kan man jo sige om alt i verden. Det er ligesom om at folk tror, at HELE VERDEN fra den ene dag til den anden, vil holde op med at arbejde, og hvem skal så køre samfundet? Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, når folk begynder på den slags vås!

    Når du bliver udsat for den kritiske tilgang af din livsstil, drøfter I så hele spørgsmålet om bæredygtighed?

    Angående bæredygtighed, så er der jo en ret stor dagsorden omkring dette i øjeblikket. Og hvorfor får FIRE-folk, der har et meget lavere forbrug og en mere bæredygtig livsstil ikke mere kredit for det? De selvsamme mennesker, som udadtil går meget op i den grønne dagsorden og bæredygtighed, har ofte svært ved at kapere min holdning til FIRE-livsstilen. Og det forstår jeg egentligt ikke. FIRE-livsstilen er vel et svar på, hvordan vi kan komme dette overforbrug og forurening til livs. Men ak, jeg magter næsten ikke at drøfte det med folk. Min egen teori er, at jeg rammer et ømt punkt hos folk, når de hører mine holdninger til forbrug, gæld, osv.

    Mvh Peter

    1. Hej Peter,

      Mange tak!

      Jeg er helt på din side. Det er et absurd udgangspunkt, at vi alle skal kunne præcis det samme. Der var engang en journalist fra 24syv der spurgte om det samme, eller faktisk ikke spurgte, men konstaterede det. “Det kan vi jo ikke alle sammen gøre”. Så svarede jeg meget hurtigt, at vi jo heller ikke alle sammen kan være radioværter. Det mente han var at snakke uden om 🙂

      Vi bruger betegnelsen jæger/samler-samfund om de ældste menneskelige fællesskaber. Læg mærke til, hvordan perioden er defineret ud fra mere end ét job. Selv dengang kunne vi ikke alle sammen lave det samme.

      Jeg plejer selv at lufte hele bæredygtighedsaspektet også, men jeg har endnu ikke oplevet nogle, der løber med den del af historien. Jeg kan ærligt talt ikke svare på hvorfor, men jeg har på fornemmelsen, at det er fordi det er for åbenlyst. Det er jo åbenlyst, at vi skal den vej i en eller anden grad og derfor skaber det ikke den her kløft imellem sort/hvid, ond/god osv. Mit bud er, at de fleste mainstream-medier kun er ude efter den slags historier. Noget med modpoler og konflikt.

      Men jeg er også mere negativt indstillet overfor tingenes tilstand end de fleste, så måske jeg ser noget, der ikke er der.

      Mvh Sune

  2. Jeg skal blankt indrømme at jeg ikke følger med nogen steder. Ikke på DR, ikke på Facebook, og heller ikke LinkedIn. Derfor er mit indtryk af offentlighedens mening om FIRE nok også noget afsondret.

    Jeg har svært ved at se hvad det moralsk forkerte skulle være. Hvis man kan leve af noget nær frikort på kapitalindkomst og progressionsgrænsen på aktiebeskatning plus lidt mere, så er det vel ikke sådan logisk anderledes end at man levede af samme beløb men havde et arbejde? Selvfølgelig udover at aktieskatten er lidt lavere, indtil progressionsgrænsen. Er det moralsk forkert at bruge sit bundfradrag sådan helt generelt? Og hvad med os der formaster os til ikke at betale topskat, skal vi også brændes på bålet fordi vi ikke betaler nok? Man stiger jo ikke af skattemøllen – det er ikke realistisk muligt i danmark.

    Det helt mærkelige, for mig, er at det ikke er mit indtryk at specielt mange FIRE folk (ikke at der virker til at være så mange anyway) bare trækker stikket og læner sig tilbage. Folk snakker jo netop om at lave det de allerhelst vil, uden at behøve at skænke en tanke til økonomien. Det er da også det jeg personligt tænker. FI – frihed og økonomisk tryghed. Og så kan man jo RE hvis man virkelig vil. Men det er jo videnskabeligt undersøgt i hoved og røv at vi mennesker ikke trives med at sidde og trille tommelfingre.

    Er samfundet virkeligt dårligere tjent med at man bliver vildt passioneret klarinetlærer end tæver keyboardet til døde dag ud og dag ind i 40-50 år mens man langsomt dør i mødelokaler? Det har jeg svært ved at se. Selvom klarinet måske ikke er så livsvigtigt som at få noget at spise, så giver det vel glæde til dem der er engagerede (Jeg ved ikke noget som helst om klarinetter). Hvilket vel også hjælper samfundet.

    Når alt det så er sagt, så kan jeg godt forstå hvis du tænker at trække dig fra det fremover. Jeg har aldrig forstået hvorfor folk med vilje hopper ind i mediemøllen. Det virker sjældent til at det gør folk mere lykkelige.

    1. Det handler ikke om etik, moral, rimelighed, retfærdighed, eller lignende. Det handler om, at når nogle bekender, at de går på (en form for) pension X år før tid, er automatreaktionen hos mange, at vedkommende er et “rigt asocialt svin”, hvorefter politikerne står i kø for at rette op på “uretfærdigheden”.

    2. Hej Johannes,

      Det her bliver nærmest et blogindlæg i sig selv 🙂

      Jeg er jo åbenlyst enig med dig, men så kan vi sidde her i vores egen liberale boble og blive enige om, at den enkelte skal have lov til at leve det liv de ønsker. Punktum.

      Tillad mig at prøve at svare ud fra systemets perspektiv. Systemet her forstået som den socialdemokratiske tanke om den evigt voksende og altomfavnende “velfærds”stat.

      “Jeg har svært ved at se hvad det moralsk forkerte skulle være.”

      – Det moralsk forkerte er, at jeg kan arbejde og “bidrage” altså betale skat, men vælger i noget omfang at lade være. Det er ikke godt, fordi hele meningen er, at dem der kan arbejde og betale skat, skal gøre det så meget som overhovedet muligt, for at systemet kan fungere.

      “Hvis man kan leve af noget nær frikort på kapitalindkomst og progressionsgrænsen på aktiebeskatning plus lidt mere, så er det vel ikke sådan logisk anderledes end at man levede af samme beløb men havde et arbejde?”

      – Jo for det giver nok samlet set færre skattekroner. Og endnu vigtigere, den sætning og logik du opstiller er alt for kompliceret. Det bliver sådan noget a la, du finder huller i osten ergo er du ond.

      “Er det moralsk forkert at bruge sit bundfradrag sådan helt generelt?”

      – Ikke hvis du lovpriser systemet sådan helt generelt.

      “Og hvad med os der formaster os til ikke at betale topskat, skal vi også brændes på bålet fordi vi ikke betaler nok?”

      – Ja

      “Man stiger jo ikke af skattemøllen – det er ikke realistisk muligt i danmark.”

      – Nej, men skatten kan måske blive endnu højere

      “Det helt mærkelige, for mig, er at det ikke er mit indtryk at specielt mange FIRE folk (ikke at der virker til at være så mange anyway) bare trækker stikket og læner sig tilbage. Folk snakker jo netop om at lave det de allerhelst vil, uden at behøve at skænke en tanke til økonomien. Det er da også det jeg personligt tænker. FI – frihed og økonomisk tryghed. Og så kan man jo RE hvis man virkelig vil. Men det er jo videnskabeligt undersøgt i hoved og røv at vi mennesker ikke trives med at sidde og trille tommelfingre.”

      – Fuldstændig rigtigt, men sådan en som jeg, siger jo noget andet. Jeg siger, at min tid er min og det er op til mig, hvordan jeg vil bruge den. Det stemmer ikke så godt overens med systemets logik. Her står pligten til at “bidrage” til “fællesskabet” manifesteret som staten over retten til at leve ens eget liv på ens egne præmisser. Pligt > Frihed

      Hvis jeg nu undskyldte, bukkede og knælede og sagde, at jeg skam nok skal blive ved med at betale en masse skat, så var det nok mere acceptabelt.

      Og medierne har jo ikke nogen interesse i det billede du beskriver. Hvor er konflikten? Hvor er det gode mod det onde? Det sælger ikke.

      “Er samfundet virkeligt dårligere tjent med at man bliver vildt passioneret klarinetlærer end tæver keyboardet til døde dag ud og dag ind i 40-50 år mens man langsomt dør i mødelokaler?”

      – Samfundet i dets egentlige forstand? Nej. Samfundet som den her proxy for staten? Ja.

      “Selvom klarinet måske ikke er så livsvigtigt som at få noget at spise, så giver det vel glæde til dem der er engagerede (Jeg ved ikke noget som helst om klarinetter). Hvilket vel også hjælper samfundet.”

      – Ja. Men det giver færre skatteindtægter.

      Men det har også alt sammen noget med intention at gøre. Hvis jeg nu bare sagde, at jeg havde en drøm om at være selvstændig, men ikke kunne arbejde de der 60 timer om ugen man hører, at det kræver. Og jeg generelt ikke gik op i pengene, de var bare nødvendige. Så ville mit projekt i den socialdemokratiske tanke og ånd være mere acceptabelt. Hvis jeg lagde vægt på, at jeg betaler min skat med glæde og også ville gøre det fremover, så er der ikke noget problem.

      Hvis jeg derimod står fast på retten til mit eget liv. Agerer indenfor spillereglerne, men pointerer, at de er forkerte. Kritiserer den samfundsmodel, vi har bygget op i Danmark. Så gør jeg noget, der er utilgiveligt. Jeg kritiserer nemlig hele grundlaget for samfundsmodellen, ånden i den socialdemokratiske tanke og det er ikke acceptabelt. Hvis jeg står fast på min ret til at ligge i hængekøjen og drikke drinks hver dag, så er jeg og det jeg gør forkert. Upåagtet af, at jeg ikke har tænkt mig at gøre det.

      Det handler derfor ikke kun om, hvad jeg gør, men også, hvorfor jeg gør det.

      Der er sikkert ikke nogle, der kan bruge det svar til noget, men nu fik du det alligevel.

      Hav en dejlig dag!

      /Sune

      1. For mig er diskussionen i sig selv interessant, om man “kan bruge” svaret til noget eller ej!

        Det er også rigtigt at jeg ikke tænkte samfundet som proxy for staten, men samfundet i sin egentlige mening. Det vil jeg have in mente i fremtiden når det kommer til diskussioner om samfundet.

        Jeg er nok også sådan lidt mere “live and let live”-agtig. Jeg har ikke noget reelt ønske om at ændre noget større på vores samfund, måske udover den automatiske antagelse at flere penge til staten = bedre.

  3. Fed diskussion i har kørende her. Ville bare lige poppe ind og give et andet perspektiv. Jeg tror at FIRE spænder lidt bredere end hvad der diskuteres her. Sådan cirka så venstreorienteret as they come, sådan helt ud i Enhedslisten-på-stemmesedlen-venstreorienteret.

    FIRE stemmer fint overens med det samfund vi har nu, alene af den årsag at det er de færreste mennesker der vil eller kan FIRE. Det er ikke fordi de er dumme eller forkerte. Sune siger det også selv i oplægget, de fleste er ikke interesseret i at få pillet ved deres verdensbillede, de har det godt som de har det nu. Det er trygt og velkendt.

    Det de fleste vil med FIRE behøver ikke at undergrave en sund velfærdsstat. Når jeg engang er færdiguddannet som psykolog, så kan jeg jo ganske fint bidrage til samfundet vha. frivilligt arbejde, deltidsarbejde, reducerede rater i min klinik, pro bono udnervisning, eller den masochistiske øvelse som forskning er. Det ultimative argument mod Hr.- og Fru Danmark er vel at værdi ikke kan måles i penge, men i den værdi det skaber for andre mennesker – apropos klarinetlærere. De derfor enten se sig selv som kapitalister helt derud hvor det bliver kynisk, eller godtage at man skaber værdi ved sit arbejde, og ikke ved de penge man tjener.

    TL;DR: FIRE stemmer også hos os der ikke nødvendigvis kalder os selv “liberale” 😉

    1. Helt sikkert.
      Men det er jo bare ikke det, jeg bliver mødt med. Der er mange på venstrefløjen, der ikke nødvendigvis er udprægede tilhængere af en gigantisk stat, de ønsker bare generelt ikke privat eje på få hænder.
      Det er en anden diskussion.
      Men det jeg bliver mødt med er jo, at jeg undergraver samfundsmodellen ved at undergrave staten i form af ikke at knokle og tjene så mange penge som muligt, så jeg kan betale så meget skat som muligt. Altså, at samfund og stat er det samme. Og at den gigantiske, og gerne voksende, velfærdsstat er det ypperste svar på alt. Bidrager jeg ikke mest muligt til den, så forbryder jeg med på det mange ser som det allerhelligste overhovedet.

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.