Måneden der gik #70 maj 2022

Jeg har ikke været så aktiv med Frinans det sidste stykke tid og her kommer forklaringen.


Dagens udgave af måneden der gik for maj 2022, bliver lidt anderledes.

Vi skal ikke se på, hvordan vores indtægter har fordelt sig, hvordan forbruget har taget sig ud eller hvordan det går med investeringerne.

Maj 2022 er første måned i næsten 7 år, jeg ikke har investeret nogle penge, så det aspekt er ikke helt så interessant i denne omgang.

Jeg skal fortælle, hvorfor jeg ikke har været så aktiv de seneste måneder og i særdeleshed, hvordan maj måned ikke har været min måned.

Jeg har mistet min mor

Jeg har brugt en del tid i Århus de seneste måneder, hvilket indirekte er årsagen til, at jeg ikke har kunnet lave så meget Frinans. Den direkte er, at mit fokus har været et andet sted.

I februar fik min mor konstateret kræft og vi fik at vide, at hun maksimalt havde 1 år tilbage.

Det betød, at derfra var alting for sidste gang. Vi tænke, at hun med lidt held og god vilje kunne nå en sidste jul, som noget af det sidste.

Sådan gik det ikke.

Hun nåede ikke engang hendes fødselsdag d. 25. maj.

Jeg er var uden tvivl mors dreng, så det har været og er en hård omgang.

Hun døde om morgenen d. 9. maj. Min søster og jeg sad sammen med hende, da hun trak vejret for sidste gang.

Men, det skulle blive værre endnu.

Jeg skal skilles

Mod slutningen af maj blev ondt værre, fordi jeg skal skilles.

Hvad der gik galt er et komplekst spørgsmål. Den slags indeholder ofte mange facetter og dem holder jeg mellem Katrine og jeg. Jeg har ingen intentioner om at hænge hende ud i noget af alt det her.

Hvad sker der nu?

Som tingene ser ud nu, har jeg ingen drømme, ingen store planer og intet langsigtet mål.

Jeg var indstillet på, at de næste år skulle inkludere nogle børn, et hus og et liv sammen med Katrine.

Sådan bliver det ikke.

Jeg kommer stadig til at forfølge FIRE og investere, men måske mit fokus bliver udvidet lidt, da jeg kommer til at have en del arbejde at gøre på de indre linjer også.

Min plan på den korte bane er at passe mit arbejde, så jeg har en indtægt. At sørge for at få motion og gået nogle gode lange ture, da det er godt for både det fysiske og psykiske velbefindende. Og at finde et nyt sted at bo, hvilket næsten er på plads.

Her bliver jeg nødt til lige at indskyde, at jeg godt kan se det ironiske i, at det jeg står tilbage med, kan fokusere på og som nu bliver et anker at klinge sig til, er et job.

Skæbnen er ikke uden ironi.

Så pt. er mit fokus meget kortsigtet.

En dag ad gangen.

Maj sluttede i øvrigt med, at jeg havde fødselsdag og fyldte 36 d. 31. maj.

Den ryger nok nederst på listen over gode fødselsdage.

Jeg håber, at din måned har været bedre end min.


Reklame

34 kommentarer til “Måneden der gik #70 maj 2022”

  1. Det var dog en skrækkelig måned. Ønsker dig virkelig god recovery med det hele. Særligt din mor, som der jo ikke kommer en erstatning for. Gruer for den dag min egen skal væk herfra.

  2. Kondolerer.
    Jeg mistede også en forælder i 2022 og har savnet hver dag lige siden
    Alt andet (økonomisk) bliver ligemeget.
    Du er en meget klog mand og du finder vejen igennem det her.

  3. Martin Persson

    Det er jeg virkelig ked af at høre. Kondolerer! Med det hele. Mistede min far på samme måde for ti år siden. Det bedste råd jeg fik var, at gøre lige præcis det, man føler man skal gøre, og ikke lytte på alle gode intentioner fra omverden hele tiden 🙂

  4. Hold nu kæft en lortemåned, hva’ Sune? 🙁

    Sikke en værre omgang!
    Der er ingen skam i at holde af sit job i sådan en situation 😉

    Er sikker på, at du nok skal komme ovenpå igen!

    En ulykke kommer sjældent alene, som man siger.
    Men det siges jo også, at det der ikke slår dig ihjel gør der stærkere.
    Det kan være svært at forstille sig i din situation, men når man er ved at være en gammel røv som jeg, så har man efterhånden set tilpas mange eksempler på netop dette ordsprog, til at tro på at der er noget om snakken.

    Alt det bedste herfra!

  5. Jeg kondolerer og føler med dig Sune.
    Normalt plejer jeg at være en stille læser af din blog, men dette indlæg gik lige i hjertet.
    Håber din næste måned bliver betydeligt bedre og husk at pas godt på dig selv.

  6. Av for den, men hvor er det inspirerende, både hvor ærlig en måde du deler det på, og måden du forholder og formulere dig på. Du er så ærligt og ordentlig et menneske, jeg er sikker på at du finder fodfæste i din nye situation, og at tiden kommer til at arbejde for dig med positive fremtidige kapitler, og jeg håber du holder os opdateret undervejs, så vi kan blive ved med at blive inspireret af dit væsen og din rejse.

    1. Tak for de pæne ord Allan. Jeg stopper ikke med Frinans, så I skal nok få mulighed for at følge med😊

  7. Hej Sune. Sikken modgang og en svær tid. Alt det bedste til dig! Håber du finder en god vej fremover og hen ad vejen får ny glæde, frihed og energi igennem processen. Thumbs up til lange gåture, motion og frisk luft, klarer både hovedet og sindet op.

  8. Rene Didia Lønholdt

    Hej Sune
    Kondolerer med din mor, det er en svært periode som du nu skal igennem, specielt som du beskriver dit forhold til din mor. Man må sige, at maj måned ikke var en god måned. Det tager tid, men der er altid lys på den anden side selvom man hænger med næbbet. Det giver mange nye muligheder som du ikke havde før. Tak for din oprigtighed, at du melder kortene som de er. Det viser jo også os andre, at alting her i livet ikke bare er lutter lagkage. Det er lidt lige som aktiemarkedet, ups and downs. Og nogle gange er det en finanskrise..
    Håber det bedste for dig og at du med tiden finder en at dele tilværelsen med…

  9. Åh det gør mig så ondt på dine vegne. Jeg selv har mistet både en forælder og en bedsteforælder i 2022, og det eneste man kan gøre er netop at tage en dag ad gangen, øve sig på at glæde sig over de små ting og sande at også den ubærlige sorg bliver nemmere at leve med som tiden går. Varme tanker og virtuelle kram

  10. Hej Sune,

    Er ivrig læser af din blog og sætter pris på alle de råd du er kommet med i løbet af årene mht. investeringer og FIRE. Plejer normalt ikke at blande mig i diverse kommentarspor, men jeg vil gerne kondolere med din mor.

  11. Av – dit indlæg gik lige i hjertet. Hvor er jeg ked af det på dine vegne. De varmeste tanker herfra Sune ✨ En ven har anbefalet at følge dig på det seneste, og nu er jeg blevet en meget flittig besøgende – og har også delt videre 🙏🏻 Tak for en fantastisk side, for din ærlighed og sårbarhed, og for dine rigtig gode råd og vejledninger. Jeg kondolerer mange gange ❤️ Jeg er glad for at læse, du passer på dig selv og prioriterer psykolog i det hele.
    De bedste hilsner,
    Suzana

    1. Mange tak Suzana 😊

      Og velkommen til! Må du få godt styr på privatøkonomien og gode muligheder for alt det, der betyder mest 🙏

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.