Måneden der gik #72 juli 2022

Jeg fik gang i investeringerne igen, men udgifterne er fortsat meget høje. Lad os se på juli måned.


Endnu en måned er gået i jagten på økonomisk uafhængighed. Jeg har holdt en enkelt uges ferie, ryddet op og ud i mine ting, så der ikke er så meget, der skal flyttes med til den nye lejlighed og så har jeg udtalt mig om pension i Jyllandsposten.

Vi starter ud med måneden i tal og så går vi videre til indtægterne, udgifterne og investeringerne.

Juli i tal

💵 Indtægter: 27.087 kr.
💸 Udgifter: 39.423 kr.
📉 Investering: 10.000 kr.
💰 Porteføljen: 1.180.459 kr.

YouTube

Er du mere til YouTube, så se med her.

Indtægter

Indtægterne for juli bestod af løn, en smule udbetalt fra Frinans og så har jeg solgt en gammel cykel.

Jeg skal stadig lige vænne mig til, at beløbene er noget anderledes, end da vi var to.

Vi må se, om ikke jeg kan få lidt mere gang i indtægterne fra Frinans igen.

Vi går videre til udgifterne.

Udgifter

Udgifterne er fortsat høje. Også for høje. Men så længe jeg bor alene tilbage i vores gamle lejlighed, er det bare sådan, det er.

Derudover er jeg begyndt hos en psykolog, hvilket mildest talt også er dyrt, men nødvendigt for mig.

Jeg kunne godt få en henvisning fra min læge og vente halve eller hele år, før der ville være en mulighed for mig. Men nu ligger landet jo sådan, at jeg rent faktisk har penge til at betale selv, hvilket betød, at jeg kunne få en tid ugen efter, at jeg besluttede mig for at få lidt hjælp.

Hvis ikke jeg skal bruge mine penge på den slags, hvad så.

Den opmærksomme vil spotte, at udgifterne var højere end indtægterne, hvilket kan lade sig gøre, fordi jeg ikke lever måned til måned. Det betyder, at pengene på kontoen bare er skrumpet lidt denne måned.

Investering

Jeg investerede for 10.000 kr. denne måned, men jeg er stadig ikke sikker på, hvad beløbet bliver fremover, når jeg flytter i ny lejlighed for mig selv.

Jeg købte kun bitcoins for 100 kr. denne måned. Jeg prøver en ny platform af, Firi, som er Nordens største kryptobørs og som i juli måned kom til Danmark.

Jeg synes det er spændende med en stor nordisk platform og umiddelbart er appen nem at bruge og der lader til at være et par spændende tiltag i den også. Eksempelvis noget med hjælp til skat.

Pension

Jeg tænkte, at det måske også kunne være meget sjovt for jer at se, hvordan min mere almindelige pension udvikler sig.

Den består af to dele.

  • En arbejdsmarkedspension
  • En aldersopsparing

Arbejdsmarkedspensionen er forvaltet hos Grandhood og aldersopsparingen tager jeg mig selv af.

Det var det for juli. Så må vi se, hvad august byder på.

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt.


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ YouGov – Tjen penge på at udfylde undersøgelser
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

8 kommentarer til “Måneden der gik #72 juli 2022”

  1. Det går godt Junis tab på 270000 er mere end genvundet +300000 for juli Ny ATH 3520000, udbytte 19450,- Handlet for 1500000. er for tiden mere (langt mere) cash ca 950000 da jeg forventer at børsen igen går ned i efteråret / vinter så der bliver tid til at genkøbe mange aktier. held og lykke

  2. Som altid godt at følge dig! Jeg håber psykologen kan hjælpe dig godt videre. Sejt afkast i juli! Har du et mål for andel af obligationer? Jeg ser andelen nu er under 10%. Har du helt droppet at købe flere? Jeg kører stadig 80/20, selvom det kan virke lidt som at kaste penge ud af vinduet med de obligationer. Jeg er lidt i tvivl om jeg skal ændre balancen, men har holdt fast ud fra princippet om at noget af det vigtigste er at lægge en strategi og så holde sig til den.

    1. Obligationer er bare dødens pølse, især i en tid med stigende renter og inflation. Der er så mange aktier der giver meget mere i dividente (hvis det er en fast rimelig sikker indkomst man er ud efter). Da jeg var ung og dum, havde jeg for et mindre beløb i obligationer, de blev solgt efter første udbetaling og så aldrig siden. Det er bare for kedeligt og giver for dårligt udbytte

    2. Og som altid dejligt at se en kommentar fra dig Gabriel 😊

      Godt spørgsmål!

      Det er noget, jeg har grublet over løbende de sidste par år. Som det er nu, har jeg jo en ret høj risiko i porteføljen med under 10% obligationer. Den er nok også for høj, set i lyset af, at jeg forhåbentlig har maksimalt 10 år tilbage på det mere traditionelle arbejdsmarked. Det svære her er, at jeg ikke rigtig ved, hvordan fremtiden ser ud.

      Chokerende!

      Hvis jeg fortsætter med deltidsarbejde/sæsonarbejde/Frinans, kan jeg måske tåle at have en ret stor risiko, fordi jeg ikke udelukkende skal leve af investeringerne.

      Det betyder, at der i praksis tilsættes en ekstra dimension til procenterne bag Trinity studiet, nemlig en løbende indtægt. Det kan både medføre muligheden for en højere “trækprocent”, da den ultimativt er udtryk for risikovillighed, men det kan også medføre en højere andel aktier, da det ligeledes er et udtryk for en risiko.

      Det er jeg ikke helt afklaret omkring.

      Men jeg overvejer kraftigt at tilføje Stabile Obligationer til min månedsopsparing igen og sætte den til 10%, så jeg løbende får købt lidt ind.

      Jeg tror, at i min nuværende situation er 90/10 en god fordeling. Men jeg er ikke afvisende overfor at skrue op for obligationerne i takt med, at jeg nærmer mig målet.

      /Sune

  3. Hej Sune

    Så vidt jeg husker er offentlig ansat (det er jeg også). Hvordan har du mulighed for selv at forvalte din arbejdsgiverpension. Jeg synes min er helt bundet til mit pensionsselskab?

    Bh

    Lise

    1. Hej Lise,

      Jeg var offentligt ansat, nu er jeg Content Lead hos NORD.investments.

      Jeg har stadig ikke mulighed for at forvalte den selv.

      Min arbejdsgiver-administrerede pension er hos Grandhood og aldersopsparingen har jeg selv oprettet.

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.