Måneden der gik #75 oktober 2022

Oktober blev en måned med lidt ekstra indtægter, bedre styr på udgifterne og en positiv måned for porteføljen.


Oktober i tal

💵 Indtægter: 28.914 kr.
💸 Udgifter: 13.888 kr.
📉 Investering: 10.000 kr.
💰 Porteføljen: 1.152.742 kr. (+3,59%)

YouTube

Indtægter

Indtægterne bestod af 2 dele denne måned.

  • Løn
  • Indskud fra gammel lejlighed

Lønnen er som den plejer, men der kom lidt ekstra indtægter i form af, at vi fik lidt indskud tilbage fra den gamle lejlighed. Min andel blev lige under 5.000 kr. så det er en pæn sjat.

Man hører meget om, hvor forfærdelige de her udlejere er, men i vores tilfælde foregik det eksemplarisk.

Der kom en gut forbi, der målte lejligheden op og gennemgik tilstanden. På baggrunden af opmålingen gav han mig standardpriserne pr. km2, så jeg faktisk kunne lave et overslag på, hvad det ville koste. Dertil skulle så lægges lidt ekstra rengøring, da Katrine og jeg vurderede, at det var bedre givet ud, end at vi skulle kaste over det sammen i den nuværende situation.

Regningen for istandsættelsen blev faktisk en lille smule mindre, end det jeg kunne regne mig frem til, så vi er ikke blevet snydt for noget dér, hvilket er rart at vide.

Så kan det altid diskuteres, om det rent faktisk giver mening, at lejlighederne skal sættes i stand på den måde, når malingen på væggen tydeligvis ikke fejler noget.

Det er en anden snak.

Vi går videre til udgifterne.

Udgifter

De sidste par måneder har jeg enten haft en meget høj boligpost eller en næsten ikke eksisterende. Høj fordi jeg skulle betale for at bo alene i den gamle lejlighed og lav fordi jeg havde betalt forud for den nye.

Denne måned er den lidt lavere, end den vil være fremover, fordi jeg fik et nedslag på 2.000 kr., da der er mange af fællesarealerne, der ikke var klar, da jeg flyttede ind.

De faste udgifter er som de plejer, i den lave ende. Jeg har bare ikke så mange udgifter her.

Jeg var på efterårsferie i det mørke Jylland. Helt derude, hvor en vis Inger er den foretrukne på valgplakaten og det kostede lidt på transportposten.

Jeg har været væsentligt bedre til at styre madposten i oktober. De 400 kr. er frokost på arbejde og jeg har spist takeaway for lige under 500 kr. så dagligvarer har været i nærheden af 1.100 kr.

Det går den rigtige vej, men jeg synes stadig, at jeg bør kunne klare mig for mindre.

Diverse bestod vanligt af psykolog, men også en del småting og så en mærkelig udgift i form af navneskift til den nette sum af 518 kr.

Jeg skiftede efternavn da jeg blev gift, men jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at ændre det igen efter jeg blev skilt… før nu.

Så nu hedder jeg igen Sune Bjørn Andersen.

Det føles mærkeligt.

Det er i øvrigt mega besværligt at skifte navn. Det skal ændres alle mulige og umulige steder.

Vi går fluks videre til investering.

Investering

Som det fremgik af udgifterne har jeg investeret 10.000 kr. Der har jeg ligesom bare ligget de sidste måneder. Jeg hæver den til 15.000 kr. fremover, da der står rigeligt på kontoen.

Jeg har ikke købt nogle bitcoins fordi… jeg simpelthen glemte det.

Porteføljen steg med 39.903 kr., hvis vi ser bort fra de 10.000 kr. der blev investeret.

Det svarer til et afkast på +3,59%.

I det store hele er det jo fuldstændig ligegyldigt, om det falder eller stiger, da jeg ikke skal bruge pengene lige nu.

Sådan er det i hvert fald, hvis man er et 100% rationelt tænkende mennesker, der søger trøst hos excel-guderne.

Mange vil med rette beskylde mig for at være meget rationelt tænkende, men det føles nu stadig meget rart med + i stedet for -.

Pension

Jeg ved ikke, hvor interessant min pension er, men I får den lige med alligevel, da det jo trods alt er en pæn del af min privatøkonomi.

Jeg har også stadigvæk en boligopsparing på 150.000 kr. som jeg ikke aner, hvad der skal ske med.

Jeg ved jo heller ikke, hvad der generelt skal ske i mit liv i den nære fremtid, da alle planer blev forkastet med skilsmissen. Det næste år tror jeg ikke, at jeg skal noget andet. Jeg skal lige prøve at komme lidt ovenpå, hvilket ikke går specielt godt. Derefter? Aner det ikke.

Så jeg gemmer opsparingen som opsparing lidt endnu, da det jo kan være, at det bliver vigtigt at have noget gøre med i den endnu meget usikre fremtid.

Jeg håber, at du har haft en god oktober måned og at din november bliver ligeså.


Reklame

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.