Marts 2023

Vi skriver april måned og det er derfor tid til at kigge tilbage på marts i forhold til udgifter, indtægter og investering i jagten på FIRE.

Vi skriver april måned og det er derfor tid til at kigge tilbage på marts i forhold til udgifter, indtægter og investering i jagten på FIRE.


Marts i tal

💵 Indtægter: 30.422 kr.
💸 Udgifter: 15.872 kr.
📈 Investering: 15.000 kr.
🔮 Bitcoin: 500 kr.
👴 Pension: 1.200 kr.
💰 Porteføljen: 1.260.115 (-0,46%)
💪 Opsparingsrate: 54%

Vi starter som altid ud med indtægterne.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

Indtægter

Mine indtægter i marts nåede op på 30.422 kr.

Som vanligt kom det meste fra min løn, så har jeg igen udbetalt lidt fra Frinans og så var der lidt renteindtægter også.

  • Løn: 26.316 kr.
  • Frinans: 4.000 kr.
  • Diverse: 100 kr.

Ser vi lidt tilbage ligner det meget de fleste andre måneder, måske med en lille sjat oveni.

Min løn er højere end normalt, fordi jeg har forhandlet mig frem til en lille lønstigning. Den her gang lidt ekstra, fordi det skulle dække for både januar og februar.

Alt tæller i rigdomsformlen, så en lille lønstigning kan også noget, selvom effekten af inflationen jo er noget højere end den ekstra indtægt.

Damn you inflation.

Vi går videre til udgifterne.

Udgifter

Mine samlede udgifter for marts løb op i 15.872 kr.

De fordelte sig sådan her:

  • Bolig: 9.744 kr.
  • Faste udgifter: 881 kr.
  • Transport: 758 kr.
  • Mad: 1.746 kr.
  • Diverse: 2.733 kr.

Jeg har brugt langt færre penge på mad end tidligere. Jeg har ikke spist ret meget fastfood, meal preppet en del og ind i mellem taget rester med hjem fra arbejde.

Jeg har brugt lidt penge på togbilletter, fordi jeg holder påske sammen med min søster og svoger i deres sommerhus meget langt væk fra Vesterbro.

Jeg bruger stadig en del penge på psykolog, hvilket er størstedelen af diverseposten.

Mine udgifter har været meget stabile de sidste måneder.

Det er lidt sjovt at se på den måde.

Lad os gå videre til investeringerne.

Investering

Samlet set investerede jeg 15.000 kr. i marts.

Investeringerne er nok det, der har svinget mest det sidste års tid. At blive skilt, flytte og nyt budget tager noget tid om at bundfælde sig.

Også rent økonomisk.

Penge til investering er jo groft sagt det, der er tilbage, når regningerne og forbruget har taget deres del, så det giver også god mening, at det er noget, der ændrer sig mere regelmæssigt.

Det ses også, hvis vi kigger et år tilbage.

Lad os kigge lidt på sammensætningen af porteføljen.

Porteføljen

Porteføljen består af én fond til aktier, én fond til obligationer, min investering hos Norm Invest og lidt penge i en Bitcoin ETN.

På månedsbasis køber jeg ind i fondene med aktier og obligationer. Norm Invest og Bitcoin ETN’en har indtil videre været en engangsforestilling.

Du kan se en fordeling herunder.

Lad os kigge lidt på, hvordan afkastet så har været for marts.

Afkast

Afkastet på investeringerne i marts blev -5.886 kr. svarende til -0,46%. Det så længe ud til, at det skulle blive væsentligt dårligere, men en god slutspurt sikrede, at det stort set endte i 0.

Der er selvfølgelig korrigeret for indskuddet på 15.000 kr.

Ser vi på afkastet det sidste års tid, kan vi se, at de sidste to måneder har været særdeles kedelige.

Den samlede værdi af porteføljen ved udgangen af marts er 1.260.115 kr.

Udviklingen har ikke været prangende, hvis vi kigger tilbage over det seneste års tid. Afkastet har været negativt, men jeg har investeret så meget, at der alligevel ses en fremgang.

Vi må se, hvad foråret bringer med sig på den front. Vi går videre til Bitcoin.

Bitcoin

Jeg har købt bitcoins for 500 kr. i marts.

Jeg har fået for vane at købe bitcoins for 500 kr. hver måned igennem Firi og denne måned var ikke anderledes.

Jeg sætter stor pris på, at det er så nemt at bruge og at det er en lokal virksomhed. Firi er norsk, men altså også tilgængeligt i Danmark nu.

Jeg bilder mig ind, at en nordisk virksomhed er mere til at stole på, end noget langvejs fra. Indtil videre har jeg intet at udsætte på dem.

Pension

I marts er der blevet indbetalt 1.200 kr. på min arbejdsmarkespension.

Min samlede pension består af en arbejdsmarkedspension og en aldersopsparing.

  • Arbejdsmarkedspension: 440.565 kr.
  • Aldersopsparing: 32.227 kr.

I alt er min pension 472.792 kr. værd.

Lad os til slut kigge nærmere på opsparingen.

Opsparing

Jeg har en opsparing på 150.000 kr., jeg sjældent nævner fordi… den har ikke rigtig noget direkte med jagten på økonomisk uafhængighed at gøre.

Tidligere var den tiltænkt min del af udbetalingen på en bolig, men så blev jeg skilt.

Jeg kunne jo godt investere pengene og nå et skridt nærmere uafhængigheden, men der er noget betryggende ved at have en god opsparing stående.

Skulle jeg få lyst til at rykke mit liv et et andet sted hen, har jeg nogle helt andre muligheder med penge på lommen.

Jeg kunne også give det et skud med at prøve at leve af Frinans og så bruge opsparingen til at dække nogle af mine udgifter et års tid frem eller hvor lang snor, jeg nu ville give mig selv.

Af de 150.000 kr. står de 100.000 kr. hos Lunar til 1,25% i rente og de 50.000 kr. på en opsparingskonto hos Nordnet til 0,80%. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det giver da lidt.

Vi slutter af med at kigge på opsparingsraten.

Opsparingsrate

Min opsparingsrate for marts lød på 55%.

Som du måske kan huske, var den rekordsættende 169% sidste måned og her for marts, er jeg så kommet ned på jorden igen.

Alt over 50% er jeg meget tilfreds med under de nuværende omstændigheder.

Jeg har dog udregnet den lidt anderledes denne her måned og det er lidt et eksperiment.

Jeg har også talt indbetalingen til min arbejdsmarkedspension med.

Det har jeg tidligere holdt mig fra at gøre fordi opsparingsraten, i FIRE-sammenhæng, siger noget om, hvor langt væk muligheden for tidlig pension er. Det ødelægges lidt, hvis indbetalinger til en almindelig pensionsordning tælles med, da den ikke kan anvendes til det formål.

Tidligere har jeg haft et meget klart fokus på at måle alt op imod det endelige mål, om at kunne kvitte arbejdsmarkedet fuldt ud.

Det fokus har nok ændret sig lidt til, at min økonomi er et projekt i evig bevægelse og målet om at kvitte arbejdsmarkedet totalt, gradvist bliver udskiftet til et ønske om at arbejde langt mindre, men stadig noget.

Det leger jeg lige lidt videre med i tankerne, så måske det bliver en permanent ændring fremover.

Ser vi tilbage på de sidste 12 måneder er marts nok en ret gennemsnitlig måned i forhold til opsparingsraten. (Her er data uden pensionsindbetalinger.)

Februar kommer nok til at stå lidt ud i graferne i noget tid endnu.

Hvordan er din måned gået?


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ TaxHelper+ Undgå en skatteregning til næste år
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

8 kommentarer til “Marts 2023”

  1. Vil blot sige at det er meget motiverende at følge med i dine opdateringer, så håber meget på at du forsætter selvom der ikke altid er den vilde udvikling fra måned til måned.

  2. Hej Sune, tak for Update som altid er spændende at følge, omend det jo ikke just er en Thriller 😛
    Jeg har selv en del sjat stående i kontanter i øjeblikket. Det føles rart trods alt at få en smule i renter, alt imens markedet måned efter måned skuffer fælt.
    Jeg er helt med på, at hvis vi også tager inflationen med i betragtning så var det bedre hvis vi fortsat betalte -0,6% på vores indestående i banken – men lad nu det ligge 😛
    Er der en årsag til, at du ikke jagter højere indlånsrente på dit indestående? Både Norwegian og Santander tilbyder 1,5%+ i øjeblikket. Nordea er endda over 2%, hvis man binder sine midler i 6 måneder…
    Det er også interessant at du er kommet frem til en ny erkendelse omkring din fremtid på arbejdsmarkedet. Jeg er selv kommet til samme erkendelse som dig, og drømmer nu ligeledes ikke nødvendigvis om at stå 100% af racet, men en 3-dages arbejdsuge på 15-16t/uge tiltaler mig meget i øjeblikket. Har du gjort dig nogle tanker om, hvor meget og hvor længe du gerne vil arbejde i fremtiden?
    Jeg er også glad for at se, at du deler din erfaring med at gå til psykolog. Jeg er overbevist om, at med vores levevis og samfundet generelt i dag, så vil det i fremtiden nærmest være ualmindeligt hvis man aldrig har besøgt en psykolog (af en eller anden art) i sit liv.
    Kunne du tænke dig at dele mere ud omkring dine tanker om baggrunden for, at du – trods din sparsommelighed – har valgt at bruge en del af dit budget på psykologen? Og er dit nye ønske om delvis tilbagetrækken udsprunget som resultat af dine samtaler med psykologen?
    Jeg har selv gået til psykolog, og endte hos en “moderne” en af slagsen (tilfældigvis) som praktiserer meta-kognitiv terapi. Det var en spændende oplevelse.
    Jeg går dog også til kropsterapi (Body-SDS) omkring 1 gang om måneden (det har jeg efterhånden gjort i mange år nu), og dette indebærer også en form for samtale terapi. Det er vældig effektivt, og jeg oplever at det er prisen jeg må betale, for at kunne bevare min balance i dette pulveriserende liv.
    Det er blot for at understrege, at der intet er galt med at gå til psykolog eller lignende, og jeg synes det er fedt at det “tabu” som mental sundhed engang var er ved at være forsvundet.
    Fedt at du også deler ud af den del af tilværelsen med FIRE.

    1. Hej Nick,

      Nej, der er jo tale om et marathon og ikke en sprint, så det kræver muligvis en nørdet interesse at synes, at det er sjovt 😊

      Jeg er ikke interesseret i at binde midlerne, da jeg netop gerne vil kunne aktivere dem på den korte bane. Grunden til, at jeg ikke jagter den højest mulige rente er, at forskellen i kroner og øre ikke er stor nok til, at det føles bedre end det simple i at have tingene samlet fremfor spredt på tværs af alle mulige banker.

      Jeg har ikke gjort mig nogle tanker om, hvor længe jeg i så fald vil arbejde. Det bliver nok ikke sat særligt på formel. Det kan gøre, at jeg kan kvitte hamsterhjulet og det at arbejde skal fylde så meget i hverdagen hurtigere. Men nu får vi se, hvad jeg finder ud af.

      “Kunne du tænke dig at dele mere ud omkring dine tanker om baggrunden for, at du – trods din sparsommelighed – har valgt at bruge en del af dit budget på psykologen?”

      Ja, det kunne jeg godt finde på, men årsagen er ret simpelt, at jeg ikke følte, at jeg havde noget valg. Min skilsmisse har været et meget voldsomt slag i hovedet og at den kom lige efter at have mistet min mor, var mere end hvad jeg lige kunne holde til.

      Den delvise tilbagetrækning har ikke noget med det forløb at gøre.

      /Sune

      1. Ja to så hårde slag lige efter hinanden kan være svært at bære for de fleste, så jeg synes det er helt fint at bruge penge på sit helbred/velvære i den situation.
        Jeg tænker at det er helt naturligt at man “ændre” sig efter sådan et forløb, så jeg synes da bare det er fint, at du er ærlig om dine ændrede prioriteter.

        Ifht. det med kontanter der bruger jeg pt. Norwegian af to årsager:
        1. De giver bedre renter (pt 1,55% uden binding)
        2. Det tager 2 dage at hive pengene hjem på din NemKonto igen. Hvis jeg havde dem stående i min dagligdagsbank eller på min broker konto ville jeg blive alt for fristet til at “bruge” dem 😛 Så her er de “gemt væk”
        Jeg forstår slet ikke, at du kan have penge stående hos din broker, uden at blive fristet af et lille index 😛

        1. “Jeg forstår slet ikke, at du kan have penge stående hos din broker, uden at blive fristet af et lille index 😛”

          Det hjælper lidt at de står på en seperat opsparingskonto der, men generelt er jeg ikke så super fristet af at trade hele tiden. Måske fordi jeg beskæftiger mig med investering til dagligt. Jeg får så rigeligt tilfredsstillet mit behov i det daglige 😊

          Hav en dejlig påske Nick 😊

          /Sune

  3. Michael Vork

    Hej Sune, jeg kan se du køber lidt krypto hver måned, jeg mener du skrev ETH ETN. Hvad er en ETN i forhold til at købe coins direkte?

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.