Den 26. september delte Ole Birk Olesen et meget interessant opslag på Facebook. Det er noget, jeg har tænkt en del over siden og det forklarer ret godt min aversion mod velfærdsstaten som konstruktion for et samfund.
Oles opslag på Facebook:
I min bog “Taberfabrikken” fra 2007 bruger jeg fire sider på at skrive om den svenske økonom Assar Lindbecks (1930-2020) hypoteser om, hvordan menneskers arbejdsmoral undergraves af den socialdemokratiske socialstat. Det er stadig aktuelt. Her teksten fra bogen:
“Da den svenske velfærdsstat var på randen af kollaps i begyndelsen af 90erne, indkaldte den svenske regering økonomiprofessor Assar Lindbeck fra Stockholms Universitet til at rette op på forholdene. Den mangeårige formand for nobelpriskomiteen i økonomi blev sat i spidsen for den såkaldte Lindbeck-kommission, hvor også danske Niels Thygesen var med, og to måneder senere kunne kommissionen præsentere 113 konkrete reformforslag, som kunne redde den svenske velfærdsstat. Mange af forslagene blev gennemført, og den svenske økonomi kom igen på fode.
Assar Lindbeck er Sveriges mest anerkendte nulevende økonom, og hans arbejde bruges jævnligt af danske økonomer, når de skal fortælle om overførselsindkomsternes skadevirkninger på danskernes arbejdsmoral. Hans pointe er, at velfærdsstaten kun kan fungere i samfund, hvor arbejdsmoralen er formet, før velfærdsstaten kom til. Velfærdsstaten derimod undergraver på lang sigt denne arbejdsmoral – den saver altså i den gren, den selv sidder på.
“Stærke normer til fordel for arbejde og imod at leve af offentlige ydelser opstod før velfærdsstaten, simpelthen fordi det var svært at overleve uden at arbejde i den periode, “ siger Assar Lindbeck. “Forældre, skoler, kirken og andre institutioner bidrog også til at skabe og opretholde disse normer. Så kom velfærdsstaten, som gjorde gevinsten ved at arbejde mindre sammenlignet med ikke at arbejde, og således blev det nemmere at overleve uden at arbejde. Til at begynde med modarbejdede og forsinkede de nedarvede normer fra fortiden de negative effekter på arbejdet fra de nye incitamentstrukturer. Men over tid begyndte nogle mennesker at bruge de gavmilde støttesystemer mere og mere, og institutioner, som tidligere havde forkyndt det gavnlige i at arbejde, holdt op med at gøre det. Og når flere mennesker lever af forskellige slags offentlige ydelser, så er stigmatiseringen ved at gøre det tilbøjelig til at blive mindsket, og de forsinkede effekter af de nye incitamenter opstår.”
Da Assar Lindbeck var dreng i 40erne, var hans far chef for socialforsorgen i det nordlige Sverige, og lille Assar fulgte indimellem sin far på ture til fattige landsbyer, hvor indbyggerne knap kunne overleve uden penge fra det offentlige.
“Min far fortalte mig ofte, hvor svært det var at overbevise disse mennesker om, at de havde behov for støtte fra staten. I dag er det helt anderledes, forskellige grupper af borgere konkurrerer om at få mest i støtte, og enkeltpersoner er temmelig opsatte på at få så generøs en støtte som muligt,” siger Assar Lindbeck.
[…]
Assar Lindbeck arbejder med forskellige modeller, der kan belyse, hvorfor stoltheden ved selvforsørgelse er på retur. F.eks. mener han, at de bagvedliggende normer kommer under pres, når flere bliver forsørget af det offentlige. Stigmatiseringen bliver mindre, jo mere normalt det bliver ikke at forsørge sig selv. En sådan negativ spiral kan i Danmark være blevet udløst under 70ernes oliekrise, pointerer Velfærdskommissionen herhjemme:
“Den beskrevne mekanisme kan understøtte den hypotese, at velfærdssamfundet fungerede fint, indtil det i 1970’erne blev udsat for en række negative ydre omstændigheder, der øgede arbejdsløsheden og dermed antallet af modtagere af overførselsindkomster. Som følge heraf blev man bragt ind i en udvikling, hvor normer om selvforsørgelse eroderede.”
Hypotesen bakkes op af amerikansk forskning, som viser, at personlige netværk er afgørende for menneskers tilbøjelighed til at leve af offentlig forsørgelse. Jo flere i netværket, der modtager støtte fra det offentlige, jo større er sandsynligheden for, at andre i netværket også vil søge om offentlig støtte.
Assar Lindbeck bruger også en forklaringsmodel, som inddrager forældrenes opdragelse af deres børn. Han pointerer, at det i et før-velfærdsstatsligt samfund giver mening at opdrage børn til at have en høj arbejdsmoral. For hvis børnene som voksne mangler arbejdsmotivation, så kan de få svært ved at skaffe livets fornødenheder til sig selv og eventuelt også til børnebørnene, og så må det gamle opofrende forældrepar modvilligt se sig nødsaget til at bruge af egne ressourcer for at hjælpe afkommet.
Ind på banen kommer så velfærdsstaten og med den nye incitamenter for forældrene. Nu behøver de ikke længere opdrage deres børn til at arbejde, for velfærdsstaten har påtaget sig forsørgelsen af dem. Og det har faktisk visse fordele for børnene ikke at være belastet af en høj arbejdsmoral, fordele som forældrene kan være fristet til skæve til.
“At oplære børn til at have en høj arbejdsmoral er ikke en ubetinget velsignelse. Risikoen for at et barn fejler på arbejdsmarkedet, til trods for at der ydes en stor indsats, komplicerer altruistiske forældres job. Børn, som fejler, lider dobbelt: Oven i den lave indtægt kan de føle skam eller skyld – og helt naturligt lider altruistiske forældre indirekte af det også,” skriver Lindbeck.
Så hvorfor ikke bare fortælle sine børn, at arbejde – i modsætning til “selvrealisering” o.lign. – ikke er en værdi i sig selv? Så risikerer børnene i hvert fald ikke at blive skuffede, hvis de ikke kan leve op til “præstationsræset” på arbejdsmarkedet. Det er derfor et spørgsmål, som forældre må stille sig selv, når velfærdsstaten under alle omstændigheder garanterer forsørgelse uafhængigt af den ydede indsats.
Den store internationale opinionsmåling World Value Survey har spurgt befolkningerne i 42 lande, om de finder det vigtigt, at forældre lærer deres børn værdien af hårdt arbejde. Svarene er sigende, mener Assar Lindbeck. I moderne vestlige lande med forholdvis små overførselsindkomster svarer mange ja: 61 procent af amerikanerne, 53 procent af canadierne og 40 procent af schweizerne f.eks.
Helt anderledes ser det ud i lande med store og rundhåndede velfærdsstater: i Holland er det kun 14 procent, Finland 12 procent, Norge 11 procent, Østrig 10 procent og Sverige fire procent.
På den allernederste plads finder vi Danmark. Kun to procent af danskerne mener, at børn har godt af at lære værdien af hårdt arbejde. Det er ifølge Assar Lindbeck et resultat af velfærdsstaten.”
Til sidst i opslaget deler Ole Birk Olesen et link til bogen.
Hvad kan vi så lære det?
Rigtig meget.
For det første skal vi ikke være bange for, at det meste af Danmark pludseligt arbejder hårdt på at opnå FIRE. De fleste er simpelthen ikke opdraget til det. Så mange folks bange anelser med, at vi pludseligt bliver en nation af uafhængige, er ikke realistisk.
For det andet kan vi lære, at der er en vis sandsynlighed for, at velfærdsstaten ikke holder på den lange bane.
Derfor er det nok meget smart at blive bare en smule (økonomisk) selvstændig. Hvis altså, det er noget du gider, da det jo kræver en del hårdt arbejde.
Og sikkert en masse andet, men det var i hvert fald to gode indsigter, hvis du spørger mig.
Reklame
✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ YouGov – Tjen penge på at udfylde undersøgelser
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs
Interessante betragtninger, men denne tabte arbejdsmoral hidrører også fra en helt anden tid, nemlig bonde og industrisamfundet, mange mennesker boede på landet, på små husmandssteder, som man måske ikke kunne leve af, men de kunne supplere til at en familie kunne klare sig med lidt tilfældige jobs.. alt dette og megen industri er idag væk, samtidig med vi er blevet mange flere.. hvor går vi alle hen og arbejder ? De store selskaber flytter produktion og shopper arbejdskraft hvor den er blligst..men hvad skal vestens befolkning lave og leve af ?..
men hvad skal vestens befolkning lave og leve af ?
Det kan jeg ikke svare på, men mon ikke de finder ud af det.
/Sune