Porteføljeopdatering juli 2017

Lad os se lidt nærmere på, hvordan juli gik i forhold til frinanserne.

Beholdning

Same old, same old:

Jeg har købt lidt flere obligationer så de nu udgør ca. 16% af porteføljen. Som jeg tidligere har nævnt, er planen at de skal fylde 20%, så de nærmer sig min ønskede vægtning, men er der ikke helt endnu. Derudover har jeg købt min vanlige portion globale og danske aktier igennem månedsopsparingen på Nordnet.

 

Udvikling

Juli har overordnet set været endnu en negativ måned for porteføljen:

Værdien af dollaren fortsætter nedad, og da en meget stor del af min portefølje er amerikanske aktier, ja så falder værdien af min portefølje i danske kroner også. Det får mig til at overveje, om det at have en stor del af min investering bundet op i en fremmed valuta, er en god ide. Det vil jeg gruble lidt mere over, men der skal ikke tages nogle forhastede beslutninger, så jeg foretager uanset hvad ingen ændringer på den korte bane. Det danske indeks har klaret sig rigtig fint, hvilket kan ses i sammenligning med min portefølje ovenover.

Jeg investerede i alt 13.000 i juli og den samlede værdi af min portefølje var pr. 31. juli 237.758 kr.

Yderligere har jeg købt lidt Bitcoin, som jeg gør fast hver måned og venter i spænding på at se, hvad der kommer til at ske omkring 1. august og tiden lige efter, da der er meget polimik omkring opgraderingen af koden. Det vil jeg ikke skrive en masse om, det kan I google jer til, hvis I ønsker at finde ud af mere.

Ellers går jeg og overvejer at skifte sproget for frinans til engelsk for bedre at kunne indgå i det mere globale community.

Jeg håber, at I alle sammen nyder sommeren.

May your savings rates be high and your returns be at the market average

/Sune

8 thoughts on “Porteføljeopdatering juli 2017

  1. Hej Sune,

    Jeg er i præcis samme båd som dig med investeringerne pga. dollarkursen, selvom det jo går fint for de amerikanske aktier. Jeg har taget konsekvensen og justeret min portefølje en smule, så jeg har lidt i Euro (i europæiske aktier) og i asiatiske aktier. Jeg var simpelthen for tungt eksponeret over for USA og dollaren.

    Derudover kan jeg klart anbefale at skifte sprog til engelsk – du får fat i en helt anden læserskare og det globale community – der er meget støtte at hente hos de andre PF bloggere. Men selvfølgelig mister du lidt af din ‘danske edge’.

    Alt det bedste,
    Carl

    1. Hej Carl,
      Interessant, at du justerer lidt i forhold til dollaren, jeg har besluttet mig for ikke at gøre noget.
      Jeg prøver med et skifte til engelsk, så må vi se hvad det fører med 🙂
      /Sune

      1. Det var faktisk ikke så meget pga. dollarkursen – det tager jeg ikke så tungt – men mest bare at jeg var ret tungt eksponeret overfor USA generelt i min portefølje. Jeg har prøvet at lave den lidt mere geografisk balanceret.

        Spændende med et skift til engelsk! Glæder mig til at følge med 🙂

  2. Hej Sune
    Jeg er også i samme båd at mine investeringer ikke er steget så meget i DKK pga. den faldende dollarkurs. Jeg vil dog ikke anbefale at skifte strategi, og har ikke tænkt mig at gøre det selv. Indekset er jo netop lavet så det reflekterer størrelsen af forskellige økonomier, som jo kan ændre sig i løbet af tid, også som følge af ændringer i valutakurser. Som jeg ser det er de amerikanske aktier jeg køber nu bare blevet billigere. Jeg havde det fint med at købe beviset da dollarkursen var 7kr, og så jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke skulle have det fint med at købe det når dollarkursen er 6.3kr.
    Desuden vil jeg personligt foretrække at bloggen forbliver på dansk, da jeg netop mener at det er det danske fokus som er interessant, der er allerede hundrede eller tusindvis af engelsksprogede privatøkonomi blogs.
    Just my two cents

    1. Hej Daniel,
      Jeg er helt enig med dig og det er klart det rationelle ikke at foretage sig noget. Jeg har bare erfaret, at det er svært ikke at tænke tanken, ikke at genoverveje om det jeg gør er det rigtige. Det er nok også derfor jeg skriver om det, for at andre kan se de overvejelser jeg gør mig. Men det bedste er nok bare at holde sig til samme strategi.
      Jeg kan godt forstå, at dem som er danske, og interesserer sig for alt det jeg skriver om i en dansk kontekst, måske foretrækker, at sproget forbliver dansk. Jeg vil dog gerne kunne integrere mig selv mere i det globale community og derfor vil jeg forsøge mig ad med et skifte til engelsk. Men det er dejligt, at folk som dig kan bruge hvad jeg skriver i en sådan grad at du ligefrem bruger tid på at give din mening til kende, tak for det! 🙂
      /Sune

  3. Hej Sune.
    Dollarkursen svingninger er en del af gamet. Husk nu på at du har investeret meget langsigtet. Ligesom en markedskorrektion på 10 – 20 % på den korte bane ikke betyder noget om 20 år, gør det samme sig gældende indenfor valutakryds.

    Derudover skal man også tænke på at flytte pengene til et europa indeks nødvendigvis beskytter dig mod valutaændringer, da alle store firmaer, selvom de har hovekontor, og er på børsen i Danmark/Europa, tjener mange af deres penge i USA eller fjernøsten i en fremmed valuta.

    Jeg er selv investeret i indeks fonde i USA, Europa og østen.

    Mht at skive til engelsk, så gør det! Ja din blog er unik i DK fordi du mere eller mindre er den eneste der skriver omkring FI på dansk, men i udlandet er den ubrugelig (sorry). Tænk på hvor mange besøgende du potentielt kan vinde i forhold til hvor lidt der vil stoppe med at læse pga det internationale sprog.
    Derudover tror jeg også FI er for meget en niche i Danmark, til at du kan få dit besøgstal op på det du kunne ønske for evt at tjene lidt på det.

    1. Hej Rune,
      Tak for din gode kommentar og indblik. Du har fuldstændig ret i, at jeg bør huske på, at jeg er langsigtet. Det er det eneste fornuftige. En af grundene til at jeg skriver om min vej er jo netop også at kunne holde mig selv i ørene og det er kun dejligt, at andre kan hjælpe til med den del. Jeg er altid glad for kritik, og du har fuldstændig ret i, at min blog i det store billede er ligegyldig, så længe den er på dansk. Hvis du følger med den kommende måneds tid, så vil du opleve et skifte til engelsk.
      Hav en dejlig dag!
      /Sune

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *