Mit aktiedepot i 2024

Mit aktiedepot i 2024 ligner grundlæggende sig selv. Det er fyldt op med aktier, obligationer og Bitcoin. Vil du se præcist hvordan?

Mit aktiedepot i 2024 ligner grundlæggende sig selv. Det er fyldt op med aktier, obligationer og Bitcoin. Vil du se præcist hvordan?


Er du interesseret i at lære, hvordan du opbygger en investeringsportefølje, der passer til dig og din risikoprofil, har jeg samlet det hele i kurset simpel investering.

Formålet med simpel investering er at få dine penge til at arbejde for dig, så du ikke skal arbejde for dem resten af livet. Helt simpelt.

Brug et par timer i selskab med mig og du er klar til at gøre-det-hele-selv.

Inden vi når så langt, at vi kigger præcist på, hvad der er på mit aktiedepot, så starter vi lige med de grundlæggende byggesten.

Allerførst investeringsstrategien.

Passiv investering

For det første bygger hele min investeringsstrategi på passiv investering.

Jeg har ikke tænkt mig at sidde og lave en teknisk analyse eller en fundamental analyse, for den sags skyld, af forskellige aktier i den tro på, at jeg kan udvælge de rigtige.

Det er der stort set ikke nogen, der kan (se SPIVA), og selvom min faglige selvtillid generelt er skyhøj, er jeg ikke så opblæst, at jeg tror på, at det lige er mig, der skal modbevise det.

Det er der rigeligt unge smarte finance bros og afdankede ældre mænd med tvivlsomme børsknæ, der gør i den bedste sendetid.

Passiv slår aktiv.

Punktum.

Passiv investering er også kendetegnet ved lave omkostninger og der er få ting i verden, der indikerer et godt fremtidigt afkast som lave omkostninger.

Så der er grundlæggende tale om passiv investering på mit aktiedepot.

Men inden vi hopper til, hvordan det så ser ud i praksis, så skal vi forbi et vigtigt element, som jeg desværre ser de fleste private investorer hoppe let og elegant over.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

Min risikoprofil

Min risikoprofil er i den høje ende. Det betyder en pæn overvægt af aktier i forhold til obligationer, hvis vi skal holde det simpelt.

Apropos simpelt så plejer jeg at lave denne opdeling:

  • Lav risiko: 40 pct. aktier og 60 pct. obligationer
  • Mellem risiko: 60 pct. aktier og 40 pct. obligationer
  • Høj risiko: 80 aktier og 20 pct. obligationer
  • Meget høj risiko: 100 pct. aktier

Jeg ser utroligt mange private investorer, der kun har aktier. Mange af dem tilmed en masse enkeltaktier, hvorved risikoen er endnu højere.

Den simple opdeling ovenover er lavet på baggrund af investering i brede fonde af en art og tager ikke højde for enkeltaktier.

Det er altså de færreste investorer, der ville få en anbefaling på 100 pct. aktier, hvis de valgte at bruge penge på at få en investeringsanbefaling af nogle profesionelle.

Du kan jo prøve den fra Norm Invest, hvis du er interesseret i at få et gratis bud på, hvilken fordeling, der passer til dig.

Min risikoprofil er høj.

Jeg går umiddelbart efter noget, der ligner en 90/10 fordeling. 90 pct. aktier og 10 pct. obligationer.

Den fordeling ryger så lidt ud af vinduet, fordi jeg også inkluderer Bitcoin på mit aktiedepot, men så har du en indikation af, hvor jeg ligger.

Hvis vi så skal blive lidt mere praktiske, anvender jeg danske investeringsforeninger.

Danske investeringsforeninger

Danske investeringsforeninger er min foretrukne måde at investere på et aktiedepot, når det gælder aktier og obligationer.

Hvorfor ikke ETFer?

Fordi de er lagerbeskattede og det er jeg ikke interesseret i.

Dels betyder lagerbeskatningen et lavere afkast over tid og dels hænger den dårligt sammen med mit ønske om at blive økonomisk uafhængig og på sigt kunne leve af porteføljen.

Har jeg ikke den store indkomst fra arbejde i løbet af et år, men en stor investeringsportefølje med afkast der skal lagerbeskattes, så kan jeg blive nødsaget til at sælge ud af investeringerne for at få råd til skatten.

Det er noget rod.

Investeringsforeningen skal derfor også være udbyttebetalende, da alle danske investeringsforeninger der er akkumulerende, bliver kapitalindkomstbeskattet efter lagerprincippet.

Skattesatsen er for mig væsentligt højere her, så det er jeg på ingen måde interesseret i.

Dernæst ønsker jeg at holde tingene simple.

Det betyder, at jeg helst bare vil have én investeringsforening til aktier og én til obligationer.

Aktier

Når det gælder aktier, vil jeg gerne have så bred en eksponering som muligt.

Det er en lidt fancy måde at sige på, at jeg gerne vil have hele verdens aktier i min portefølje.

Når det gælder aktier, er verden delt op i developed markets og emerging markets.

Den “vestlige verden” og den del af verden, der er i udvikling.

Groft sagt.

Der findes faktisk også frontier markets og standalone markets, men de er så små, at det ikke betyder noget i en samlet investering.

Dernæst er der også forskel på, hvor store virksomheder de forskellige indeks og fonde investerer i.

En bred eksponering betyder, at jeg ønsker så mange forskellige størrelser virksomheder som muligt.

De fleste fonde invester kun i store og mellemstore virksomheder.

Ikke de små.

Derfor investerer jeg i Sparindex globale aktier, som den eneste investeringsforening på mit aktiedepot.

De har godt nok skiftet benchmark og skruet kraftigt ned for en bestemt sektor, energi, men jeg kan ikke finde et bedre alternativ.

Denne investeringsforening inkluderer både developed markets og emerging markets. Men den investerer også i de mindre virksomheder.

Det er ikke muligt at få en bredere investering med én fond, hvis der skal være tale om en dansk investeringsforening baseret på passiv investering.

Obligationer

Når det gælder obligationer, er udvalget væsentligt mindre.

Det skyldes nok flere ting. Obligationer er ikke ret sexede og der er nok færre penge i at sælge dem end aktier.

Renten har været historisk lav i mange år, lige indtil den så ikke var det længere, hvilket betyder, at afkastet fra obligationer ikke har været prangende.

Det er endnu en grund til, at de er svære at sælge.

Men udvalget er endnu mindre, fordi det fra min side er et krav, at der skal ligge en passiv investeringsstrategi bag.

Det er der mig bekendt kun to investeringsforeninger, der kan leve op til.

Formålet med obligationer i min portefølje er at sænke risikoen relativt til aktier, så den samlede investeringsportefølje passer til min risikoprofil.

Det kan investeringsforeningen med de stabile obligationer.

Der er dog kun tale om danske obligationer, så spredningen er ikke imponerende.

Den anden er en ret ny investeringsforening, som jeg godt kunne være fristet til at inkludere, for på den måde at få en mere global spredning på obligationerne.

Risikoen er dog væsentligt højere her, fordi der er tale om obligationer fra lande, hvor renterne er væsentligt højere fordi den økonomiske situation er mere utryg.

Højt at flyve, dybt at falde.

Indtil videre holder jeg mig kun til den med de danske obligationer, men jeg er ikke afvisende overfor at inkludere den anden.

Og så har jeg en enkeltaktie.

Uha.

MicroStrategy

MicroStrategy er en amerikansk aktie og hvad virksomheden egentlig laver og tjener penge på, er fuldstændig ligegyldigt.

Med Michael Saylor i front har de købt virkelig mange bitcoins de seneste år.

I skrivende stund ejer virksomheden 190,000 bitcoins, hvilket svarer til næsten 1 pct. af den samlede mængde af bitcoins, der nogensinde vil eksistere.

Det er lidt vildt.

Det betyder i realiteten, at aktien er blevet en stedfortræder for Bitcoin.

Kursen på aktien følger mere eller mindre kursen på Bitcoin.

At købe MicroStrategy er derfor indirekte en måde at købe bitcoins til mit aktiedepot.

Det smarte ved, at det er en aktie fremfor en ETF eller ETP er, at jeg bliver beskattet som aktieindkomst efter realisationsprincippet.

Vælger jeg eksempelvis en ETF, vil jeg blive lagerbeskattet, hvilket jeg ikke er interesseret i. Jeg vil også blive kapitalindkomstbeskattet, da ingen ETFer med bitcoins er at finde på skats positivliste.

Det gider jeg ikke.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvor meget MicroStrategy skal fylde i min portefølje, så det er lidt et work in progress.

Norm Invest

Jeg har i princippet også aktier i Norm Invest, men de har valgt, at aktierne skulle afnoteres, så de kan ikke længere handles på børsen.

Det betyder derfor, at jeg ikke ved, hvad de er værd, fordi der er ikke nogle handler at forholde sig til.

De får lov at ligge på depotet indtil videre og så må vi se, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

Jeg har også en investering igennem løsningen hos Norm Invest og den får lov at blive.

Jeg reklamerer en del for dem og har generelt et godt samarbejde med dem. Her kan jeg godt lide, at jeg har hånden på kogepladen, så jeg ved, hvad det er for en løsning, jeg anbefaler til andre, der ikke er interesserede i at gøre-det-det-selv, sådan som jeg investerer.

Jeg kender så løsningen ret godt, fordi jeg har arbejdet for dem i 2 år tidligere, men ikke desto mindre.

Tilbage er der så, hvordan jeg investerer løbende.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

Nordnets månedsopsparing

Min første investering var for 500 kr. igennem Nordnets månedsopsparing d. 5. februar 2015.

Den dag i dag er det stadig sådan, jeg investerer langt de fleste af mine penge.

Månedsopsparingen gør det uhyre nemt at systematisere og automatisere mine investeringer.

Det er meget usikkert, hvor mange penge jeg kan tjene som selvstændig i år og derfor er det også meget usikkert, hvor meget der er til investering.

Det skal jeg lige vænne mig til, da jeg har været vant til, at den klart største post i budgettet var investering.

For nu har jeg opsat min månedsopsparing til at investere 500 kr. hver måned i to investeringsforeninger.

  • Sparindex globale aktier
  • Sparindex stabile obligationer

Herudover overførte jeg 30.000 kr. fra min opsparing i januar, som jeg købte ekstra obligationer for, da aktierne i 2023 steg så meget, at porteføljen ikke helt passede med min risikoprofil.

Jeg overvejede også at bruge alt mit udbytte fra Sparindex til at købe obligationer for, men de er i stedet kommet ind på min aktiesparekonto, så jeg kunne få fyldt den lidt mere op.

Resten af året vil derfor nok kun indeholde investering igennem månedsopsparingen, men vi får se, hvad jeg finder på.

Lad os lige slutte med at kigge på min samlede portefølje.

Min portefølje

Når det gælder mit aktiedepot består investeringerne altså af en eksponering mod tre forskellige aktivklasser:

  • Aktier
  • Obligationer
  • Bitcoin

Eksponeringen sker med fire forskellige investeringer.

  • Sparindex globale aktier (aktier)
  • Sparindex stabile obligationer (obligationer)
  • MicroStrategy (Bitcoin)
  • Norm Invest (aktier)

Jeg tæller ikke selve aktierne i Norm Invest med, da jeg ikke aner, hvad de nu er værd.

Pr. 1. februar så mit samlede aktiedepot således ud.

Mit aktiedepot

Det betyder, at min eksponering mod hver af aktivklasserne er som følger:

  • Aktier: 88,51 pct.
  • Obligationer: 9,37 pct.
  • Bitcoin: 2,12 oct.

Det er bestemt en risikoprofil i den høje ende.

Du kan også se nærmere på min aktiesparekonto eller min aldersopsparing, hvis du er interesseret i mere om, hvordan jeg investerer.

Alle tre konti er frit tilgængelige på Shareville, hvis du løbende vil følge dem.

Norm Invest fremgår ikke af Shareville, da investeringen er på et depot hos Saxo Bank igennem Norm Invest og ikke Nordnet.

Hvad investerer du i på dit aktiedepot her i 2024?

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ TaxHelper+ Undgå en skatteregning til næste år
✔️ Nordnet – Automagisk investering med månedsopsparingen
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

6 kommentarer til “Mit aktiedepot i 2024”

  1. Hej Sune,
    Jeg investerer kun pensionsmidler, da jeg har valgt at investere mine frie midler i faste ejendomme.
    Pensionsmidler er fordelt over arbejdsgiver indbetalt pension, som jeg desværre ikke selv må råde over og herudover en kapitalpension, som jeg investerer via min bank samt Nordnet.
    Her har jeg købt aktier – vel nok “the usual suspects” (ranglistet efter succes):

    – Novo
    – Lily
    – ALK Abello
    – NKT
    – Danske bank
    – Meta Platform A
    – Coloplast
    – Westas
    – Maersk
    – Hydract A/S

    Jeg overvejer i 2024 at få en aktiesparekonto, men jeg forstår det nok ikke helt og ved ikke om det kan betale sig, det virker som om at Max. beløbet der må stå der er meget beskedent.

    Endvidere vil jeg gerne købe Tech aktier i 2024, men er desværre ikke en technørd, så det skal jeg læse op på.

    /M

    1. Sune Bjørn Andersen

      Hej M,

      Ja beløbet på en aktiesparekonto er i dén grad ret beskedent, hvilket også er en af grundende til, at jeg selv kom lidt sent i gang med den investering.

      Men lavere skat end på et aktiedepot er dog ret rart.

      /Sune

  2. Hej Sune

    Tak for altid fine blogindlæg.

    Jeg har overvejet nedenstående ETF til min aldersopsparing:
    VanEck Crypto& Blockchain Innovators ETF A USD Acc | DAPP

    Den er på skats positivliste og har ret fin eksponering for bitcoin og blockchain generelt, herunder Microstragegy

    Er det en ETF du har kigget på før?

    Vh
    Mathias

    1. Sune Bjørn Andersen

      Hej Mathias,

      Tak 😊

      Nej, det er ikke noget, jeg har kigget indgående på. Det er en tema ETF, for en afgrænset del af aktiemarkedet, det har jeg ikke umiddelbart nogen interesse i.

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.