Excelarket vs Bløde værdier

Excelarket vs. Bløde værdier Frinans

Excelarket vs Bløde værdier er et indlæg, jeg har haft lyst til at skrive længe. Læs med og bliv klogere på, hvad det går ud på.

Hvad er sandheden og er den altid objektiv? Eller kan den også nogle gange tage en subjektiv form? Det er det grundlæggende spørgsmål i fejden imellem excelarket og de bløde værdier.

🎬 YouTube

📈 Excelarket

Excelarkstankegangen støder vi ofte på i FIRE-kredse. Faktisk støder vi i det hele taget ret ofte på excelark.

At modellere udfald, lave udregninger og overblik baseret på tal er måske det tætteste, vi kommer på en art nationalsport for folk, der jagter økonomisk uafhængighed i en eller anden grad.

Excelarkstankegangen er det, jeg kalder det, når udgangspunktet er, at svaret findes et sted i arket. At svaret kan omsættes til et tal og at det er det eneste rigtige.

Det er troen på, at arket kan gøre noget, vi som mennesker ikke altid er så gode til. Det kan nemlig være:

  • Objektivt

Er noget objektivt sandt, så er det alt andet overlegent.

Nu vil nogle af jer tænke noget i retning af “ja selvfølgelig, hvordan kan andre dog nogensinde tænke andet”? Det er jo åbenlyst.

Men sådan forholder det sig ikke altid og ikke for alle.

❤️ De bløde værdier

Andre vil tænke mere i retning af “Nej sådan hænger verden selvfølgelig ikke sammen, det gælder om at mærke efter”.

Det her er lidt et udtryk for det modsatte af excelarkstankegangen, nemlig at svaret altid er:

  • Subjektivt

Det gælder simpelthen om at mærke efter, for sandheden findes ikke derude et sted, den findes inde i os selv.

Den måde at tænke på er nok lidt i undertal i FIRE-bevægelsen generelt.

Det hele er selvfølgelig lidt firkantet stillet op og i virkeligheden er der nok ikke nogen, der er enten det ene eller det andet. Som med så meget andet, så indeholder vi nok begge dele og så læner vi os mere til den ene eller anden side.

Jeg har nok selv en tendens til oftest at læne mig mod arket, men ikke altid, som vi skal se på lidt senere.

Der er faktisk en vis herre, der på fornemste vis har opsummeret problematikken i én sætning engang:

Værdi er subjektivt og kan ikke altid gengives med ét enkelt tal.

Simpelt, enkelt, sandt.

💰 Betal af på gæld eller investér pengene

I FIREdanmark diskuteres det ofte, hvad der er bedst: At betale ekstra af på gæld eller investere pengene i stedet.

Jeg synes det er lige sjovt hver gang, fordi forskellen på de to måder at gå til spørgsmålet på, er så åbenlyst tydelige. Der går ikke mange sekunder, før én udstyret med excelarkstankegangen, måske endda med et ark i baghånden, forsøger at lukke diskussionen med:

“Det er et spørgsmål om procenter. Hvis afkastet på investeringen er højere end tilskrivningen på gælden, så investér i stedet.”

Lidt underforstået, at alt andet er dumt.

Måske ordene er en lille smule anderledes, men budskabet er spot on det samme.

Det er meget klart et udtryk for, at der kun er ét rigtigt svar på spørgsmålet og at det findes i excelarket.

Der er ingen hensyntagen til, hvordan det føles at betale af på og muligvis også slippe for gæld.

Indtastning af en følelse i arket giver en klar ERROR, for det kan arket ikke kapere.

Det synes jeg personligt, er ret interessant, fordi det derfor ikke er åbenlyst klart, hvad svaret er på, hvad der er bedst. Bedst er afhængigt af øjnene der ser og maven der føler efter.

Værdi er ikke objektivt, men subjektivt.

Her kan vi være ret forskellige og derfor er det ikke altid sandt, at svaret findes i arket.

🙋‍♂️ Min SU gæld som eksempel

Tillad mig at komme med et eksempel i samme boldgade.

Undervejs i min uddannelse tog jeg på et tidspunkt et mindre SU lån. Fyha Sune, ikke særlig FIRE-agtigt. Jeg begyndte på universitetet i 2009 og der havde finanskrisen stadig ret godt fat i samfundet. Der var ikke super mange studiejobs tilgængelige, så jeg følte mig nødsaget til at låne lidt. Det er i hvert falde den historie, jeg fortæller mig selv.

Der kom selvfølgelig lidt renter på over årene og da jeg så var færdig med at læse skulle jeg til at betale af på gælden.

Her var jeg godt igang med starten på mit eventyr mod mere frihed og jeg konsulterede excelarket. Lav rente på gælden gjorde, at jeg bare betalte mindst muligt af.

  • En objektivt set god beslutning, hvis svaret søges i excel.

Undervejs stiftede jeg så en virksomhed ved navn Frinans og begyndte at tjene lidt penge på, hvad der tidligere bare havde været en hobby. Ved slutningen af det første år jeg havde været selvstændig ved siden af mit normale arbejde, havde jeg så tjent så meget, at jeg kunne betale resten af gælden af i ét hug, hvis jeg havde lyst.

Jeg havde egentlig sat mig for, at jeg bare ville betale lidt ekstra af i løbet af det kommende år for på den måde at kunne erklære mig gældfri. Men lige pludselig havde jeg faktisk muligheden for bare gøre det i ét hug.

Med ét var jeg gældfri.

  • En subjektivt set god beslutning, hvis jeg mærkede efter.

For mig personligt er det svært at overdrive, hvor godt det føles ikke at skylde nogen en krone. Der er en grund til, at siden hedder Frinans, med et todelt fokus på frihed og finans.

Der er en stor frihed gemt i ikke at skylde nogen noget og nogle gange tæller frihed højere end finans.

Det kan excelarket ikke gengive.

Hvad med dig? Er du mest til at spørge excelark-guden til råds eller kan du bedst lide at mærke efter i dig selv? Skriv gerne en kommentar!


Reklame

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.