Feriepenge – Så er de her… igen

Feriepenge Frinans

Feriepenge er en mærkelig ting, men nu kan du altså søge om at få flere af dem udbetalt. De indefrosne feriepenge kan tøs igen.

🏝 Feriepengene runde 2

I forbindelse med overgangen til en ny ferielov, har vi været mange lønmodtagere, der fik indefrosset 5 ugers feriepenge. Det er en lidt kompleks sag, men, hvis du spørger mig, om jeg er tilfreds med, at nogle andre skal forvalte mine penge uden, at det er et valg jeg har truffet, så er svaret:

Nej.

Så kom Corona og en masse virksomheder har de facto været tvangslukket.

I Danmark har vi jo en tendens til at synes, at alle problemer skal løses politisk, så en del af løsningen er blevet at give danskerne adgang til deres indefrosne feriepenge, for på den måde at sætte skub i forbruget.

Tilbage i 2020 fik vi derfor adgang til de første 3 af de i alt 5 ugers feriepenge.

Juhu.

Nu har politikerne allernådigst besluttet at give os adgang til de sidste 2 uger af vores feriepenge.

Fornuftigt.

Feriepenge meme

📊 Topskattegrænsen

Det kan give mening lige at overveje mulighederne, hvis du er i nærheden af topskattegrænsen. Da feriepengene skal beskattes ved udbetaling, kan du risikere at ryge over grænsen for topskat.

Men hvad er grænsen?

Grænsen for topskat i 2021 er:

544.800 kr./årligt

Det lyder jo dejligt simpelt.

Men nej, det er det ikke. For her er der tale om indtjening før skat, men efter arbejdsmarkedsbidrag.

Arbejdsmarkedsbidrag er også en skat.

Forvirringen er total.

Topskatten er i øvrigt på 15% oven i din “normale” skat.

💸 Arbejdsmarkedsbidrag

Arbejdsmarkedsbidraget blev oprindeligt indført som en midlertidig løsning til at betale nogle statslige prestigeprojekter.

Løsningen omtales som et bidrag. Det er det ikke. Det er en skat.

Intet er så permanent som midlertidige skattestigninger.

  • Arbejdsmarkedsbidraget er på 8%.

Læs mere om arbejdsmarkedsbidrag her.

🧮 Udregningen

Lad os lige bruge mig som eksempel i forhold til en udregning af, om jeg skal betale topskat.

Jeg tjener ca. 43.000 kr. før skat.

Udregningen er heldigvis ret simpel: Løn x (1-arbejdsmarkedsbidrag)

43.000 x (1-0,08)

39.560 kr.

På årlig basis bliver det til 39.560 x 12 = 474.720 kr.

Så jeg er et pænt stykke fra topskatten på 544.800 kr. årligt.

I linket tidligere til mere om topskat hjælper de os med et tal til, hvor grænsen går for indtjening pr. måned før arbejdsmarkedsbidrag.

  • Det tal er 49.349 kr.

Tjener du i nærheden af det, så giver det nok god mening lige at regne på, om du skal betale topskat ved udbetaling af de indefrosne feriepenge.

👀 Feriepengenes muligheder

Helt grundlæggende er der jo to muligheder.

  1. Lad pengene stå
  2. Hæv dem

Lader du pengene stå, så er der nogle andre, der investerer dem og du kan få adgang til dem, når du engang går på pension.

Hæver du dem, så er det op til dig, hvad der skal ske.

Det er her, at topskattegrænsen kommer i spil.

Er du ikke i nærheden af grænsen, så kan du jo enten bruge dem på noget forbrug eller du kan spare dem op/investere dem.

Rammer du over topskattegrænsen, så kan du overveje at indbetale dem til en pension, så du kan trække det fra i skat.

Bliv klogere på den løsning her.

🙋‍♂️ Mig og mine feriepenge

Jeg hiver pengene ud uanset hvad. Det er der hovedsageligt 3 grunde til.

  1. Jeg vil helst forvalte mine egne penge selv
  2. Jeg jagter økonomisk uafhængighed, hvilket en pension ikke hjælper så meget med
  3. Jeg stoler ikke på, at jeg får adgang til pengene, når jeg engang når pensionsalderen

Den første grund er et princip. Jeg vil gerne tage ansvar for min økonomi og mine investeringer selv. Jeg bryder mig ikke om, at der er nogle andre, der råder over mine penge og træffer beslutninger derom uden om mig.

Den anden grund handler om mit mål om økonomisk uafhængighed, som et paraply-begreb. Det bliver nok med et eller andet form for arbejde ved siden af. Om det så lige bliver en barista FIRE udgave eller Flamingo FI, det ved jeg ikke. Her hjælper en pension minimalt.

Sidst, men ikke mindst, så stoler jeg bare ikke på, at pengene er der, når jeg engang skal på pension. Det er helt fair, hvis du synes, at det virker en lille smule sølvpapirshatte-agtigt, men jeg har ikke meget tiltro til, at politikerne kan holde snitterne fra dem for at betale et eller andet stemmeoptimerende vanvidsprojekt, inden de lader mig gå på pension.

Jeg er et pænt stykke fra topskat og det ændrer lige i nærheden af 30.000 kr. før skat i feriepenge ikke på.

Så mine feriepenge er bestilt og så er det bare at investere de fleste af dem.

Helt efter simpel investering naturligvis.

“Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt” – Sune


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ YouGov – Tjen penge på at udfylde undersøgelser
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.