Alle taler om det, men kun få har et bud på, hvordan du kan gå på tidlig pension. Læs med og bliv klogere på, hvordan du gør…
👴 Hvad er tidlig pension?
Her i Danmark lever vi i en velfærdsstat og en del af den sociale kontrakt for det, er retten til pension. Tanken er, at vi har en barndom og ungdom fyldt med uddannelse, forhåbentlig også leg og meget andet, og så efterfølgende et langt liv på arbejdsmarkedet som så slutter af med en pensionisttilværelse.
Hvornår denne pensionisttilværelse bliver tilgængelig er op til politikkerne. Har du råd til bare at stoppe med at arbejde, så bestemmer du selv, men for de fleste af os, er dette ikke en mulighed. Vi har brug for adgangen til vores pension, hvad end det er en pension, du selv har sparet op til igennem et langt liv på arbejdsmarkedet eller der er tale om en folkepension.
Det bestemmes i høj grad politisk, hvornår du kan få adgang til din pension og dermed også, hvornår det er praktisk muligt at gå på pension. Der findes et spænd af år, indenfor hvilke du kan vælge at gå på pension, så der er ikke nødvendigvis tale om præcist, den dag du fylder 68 år, men måske et sted imellem 65 år og 70 år. Det var bare et eksempel.
Tidlig pension er i alt sin enkelthed blot et udtryk for at gå på pension, før denne alder der er politisk bestemt.
Nedslidte skal på tidlig pension
Debatten i Danmark har i flere år handlet om, hvorvidt nedslidte skulle have muligheden for at gå tidligt på pension. Det har fyldt i valgkampe og har i den grad sat sit præg på den offentlige debat. I husker sikkert Socialdemokraternes kampagne med Arne:
Problemstillingen er dog mere kompleks, end bare at give folk ret til tidlig pension. Nogle har hårdere fysisk arbejde end andre, men, hvordan afgør vi, hvad der giver ret til tidligere pension? Ved vi med stor sikkerhed, at det er hårdere for kroppen at arbejde på et bryggeri som Arne end at sidde 50 år i en kontorstol?
Nogle kommer ud på arbejdsmarkedet tidligere end andre og da pensionsalderen er sådan nogenlunde fast, så betyder det i praksis, at de får et længere arbejdsliv. Du tilbringer flere år på arbejdsmarkedet, hvis du begynder som 20 årig og går på pension som 70 årig, end hvis du starter som 25 årig og går på pension som 70 årig. Det kan lede til mange spørgsmål og meget debat om rimelighed den ene og den anden vej.
Et sidste og meget centralt aspekt er, hvem der skal betale for den tidlige pension? Hvis flere går fra arbejdsmarkedet og et bidrag til statskassen over på pension og derimod trækker penge fra statskassen, så er der en regning, der skal betales. I forvejen står vi overfor en gigantisk udfordring, fordi en historisk stor generation af mennesker nu begynder at ramme pensionsalderen, samtidigt med, at en lille generation skal stå for betalingen.
Hvem betaler regningen?
Det er nemlig sådan, at du over skatten betaler for pensionen for generationen før dig, dem der er på pension nu eller skal det inden længe. Du betaler ikke ind til din egen pension. Derfor er systemet afhængigt af, at der hele tiden er nogle, til at samle regningen op for dem, der er på pension nu.
Paradoksalt nok minder strukturen meget om et pyramidespil.
Argumentet med, at borgerne har arbejdet et langt liv og derfor betalt for den pension de selv skal på, er derfor lidt et pseudoargument, for sådan forholder virkeligheden sig ikke.
🔥 Økonomisk uafhængighed
Ret naturligt så modtager jeg en del henvendelser, hver gang den offentlige debat handler om tidlig pension. For hvis ikke det kan lade sig gøre at gå på tidlig pension igennem det offentlige system, er der så en anden vej?
Svaret er ja. Svaret er økonomisk uafhængighed.
Bevægelsen på engelsk kaldes FIRE, Financial Independence Retire Early, og det tidlige pensions-element er derfor ret centralt. Har du fulgt med på min side her, så behøver du nok ikke nogen introduktion, men tillad mig lige at bruge et par linjer til de nytilkomne.
Økonomisk uafhængighed går i alt sin enkelthed ud på, at sætte turbo på pensionsopsparingen, men at holde den uden for pensionssystemet. I stedet for at spare 10%-15% op til pension, så sparer folk +50% op af deres udbetalte løn hver måned og investerer pengene. Eksempelvis efter principperne for simpel investering. Med den meget højere opsparingsrate stiger opsparingen langt hurtigere og når værdien er høj nok til, at du kan leve af det, så er du økonomisk uafhængig og kan i princippet gå på pension.
Simpelt. Ikke nemt, men simpelt.
Tidlig pension uden en pension
Da pengene placeres udenfor pensionssystemet, bestemmer du selv, hvornår du vil have adgang til dem og bruge af formuen. Det er et vigtigt aspekt, da du derved gør dig fri af politikernes kontrol over, hvornår du skal have lov til at høste frugten af dit eget hårde arbejde.
I investeringssammenhænge kaldes det for frie midler. Det betyder sådan set bare, at du åbner et investeringsdepot hos din bank eller en børsmægler som Nordnet. Her indbetaler du penge, som der er betalt skat af, altså din udbetalte løn og dem investerer du. Denne form for investering er ikke en del af pensionssystemet.
Hvorfor er der egentlig nogen, der skal bestemme, hvornår du må bruge af dine egne hårdt tjente penge? Når man tænker over det, er det egentlig ret absurd. Når du en dag kan leve af dine investeringer, betaler du stadig masser af skat. Du betaler skat af dine investeringer. Ejer du en bolig, betaler du ejendomsskat og for manges vedkommende også grundskyld. Du betaler 25% i moms skat hver gang du køber varer osv.
Du skal altså ikke være bange for, at du ikke bidrager med penge til statskassen, bare fordi du er økonomisk uafhængig.
Du kan jo også altid nøjes med at kaste dig over quiet quitting.
🙋♂️ Tilværelsen med tidlig pension
Langt de fleste af dem jeg snakker med om økonomisk uafhængighed, er faktisk overhovedet ikke interesseret i pension. I hvert fald ikke den traditionelle af slagsen. Det de ønsker, er et liv med mere frihed. I et samfund, hvor vejen fra vugge til grav kan føles som planlagt fra starten af, ønsker de muligheden for noget andet.
Det kan være, at du helt enkelt ønsker at arbejde mindre. Skal man absolut have et fuldtidsjob? Hvad hvis din økonomi og dit forbrug gjorde, at du kunne nøjes med et deltidsarbejde? Hvad ville du så bruge din ekstra tid på? Din familie? Dine børn? En hobby?
Du bestemmer selv.
Langt de fleste der søger økonomisk uafhængighed, er på ingen måde arbejdssky. Tværtimod er de nogle af de mest arbejdsomme mennesker. Mange kunne bare godt tænke sig at arbejde under andre omstændigheder. Mange kunne måske tænke sig at lave mere frivilligt arbejde. Vi har et stort og aktivt foreningsliv i Danmark og det vidner om, at mange har lyst til at engagere sig i ting og aktiviteter, som er gode for samfundet, men som intet direkte genererer til skat.
Når jeg snakker med journalister, plejer jeg at bede dem forestille sig, at de kan skrive om det, de finder allermest interessant. De kan gøre det uden en deadline sat af andre og de skal ikke tænke på at lave en clickbait titel. De kan følge historien derhen, hvor den tager dem. Jeg plejer at høre et suk, når de får det billede for den indre nethinde.
🤔 Hvornår skal du på pension
DR har en beregner i artiklen her.
For mig ser det således ud:
Det vil jeg gerne lave om på, så det bliver lidt før 2058.
Hvad ville du bruge din tid på, hvis du kunne gå på tidlig pension? Skriv i kommentaren.
Reklame
🚀 NORD.investments – Gratis investeringsplan
🇩🇰 Nordnet – Danmarks bedste investeringsplatform
⚡️ Tjenestetorvet – Få tilbud på billig strøm
💵 Firi – Køb krypto sikkert og nemt
📱 Lebara – Mobilabonnement til 19 kr.
🤕 Undo – Billig forsikring
🛜 Fastspeed – Billigt internet
📚 Bookbeat – Billige lydbøger