Aktier for begyndere

Aktier kan være svært. Derfor vil jeg i aktier for begyndere tage emnet helt ned på jorden, så du nemt kan komme i gang allerede i dag.

Aktier kan være svært. Derfor vil jeg i aktier for begyndere tage emnet helt ned på jorden, så du nemt kan komme i gang allerede i dag.


Du vil gerne i gang med at investere, nærmere bestemt vil du gerne i gang med aktier.

Det skal jeg nok hjælpe dig med i dette indlæg om aktier for begyndere.

Husk på, at hvis din tidshorisont er kortere end tre år, så gælder det om at finde den bedste opsparingskonto i stedet.

Hvad er aktier?

En aktie er en andel i en virksomhed. Det betyder helt lavpraktisk, at ejer du aktier i en virksomhed, er du medejer af virksomheden.

Sejt. 😎

Det er også det, der kaldes en aktionær.

Aktier er derfor en måde at demokratisere ejerskab, fordi mange mennesker kan være medejere af en given virksomhed.

Principielt findes der to overordnede grupperinger af aktier, alt efter, hvordan virksomheden er sat sammen. Der kan være tale om en privat virksomhed, hvor aktierne ikke er offentligt til salg og der kan være tale om børsnoterede virksomheder.

Førstnævnte kunne være sådan noget som virksomheder, du ser i Løvens hule. Aktier i de virksomheder er ikke sådan lige at få fat i.

Vælger en virksomhed at blive børsnoteret, vil aktierne i virksomheden frit kunne købes og sælges på en børs. Virksomheden har derfor ikke nogen kontrol over, hvem der reelt køber deres aktier og derfor bliver medejere.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

Hvordan tjener man penge på aktier?

Som aktieinvestor er der to måder, du kan tjene penge på aktier.

  • Udbytte
  • Kursgevinst

Nogle virksomheder vælger at udbetale en del af overskuddet i virksomheden til ejerne. Aktionærerne. Det kaldes for udbytte og her i Danmark sker den slags som oftest én gang om året, gerne i foråret.

Når du køber en aktie, har den en pris. Det kaldes også for en kurs. Køber du aktien til én kurs og sælger den videre til en højere kurs, har du tjent penge på aktien i form af en kursgevinst.

Hvor køber man aktier?

Er der tale om en børsnoteret virksomhed, kan aktierne købes og sælges på den børs, hvor virksomheden er noteret.

Danske virksomheder vil oftest vælge at blive børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Det der i gamle dage hed Københavns fondsbørs.

Den mest kendte børs i verden er nok NYSE, New York Stock Exchange. 🗽

For at købe aktier på en bestemt børs, skal du derfor have adgang til børsen. Det har almindelige private mennesker ikke, så de skal igennem en børshandler.

En børshandler er blot et udtryk for en virksomhed, der netop har adgang til at købe og sælge på børsen.

Det kan være din egen bank eller en decideret børsmægler såsom Nordnet eller Saxo Bank. Deres platform gør det muligt for dig at tilgå børsen igennem dem.

Handel med aktier for begyndere

Børsen er et lidt sjovt sted, fordi der ikke er nogen, der bestemmer, hvad prisen er. Det er i og for sig bare et sted, hvor handlende kan mødes og hvor der kan foretages handler.

Måden det foregår på, er, at dem der ønsker at sælge en aktie, udbyder et antal aktier til salg til en bestemt salgspris. De lægger en salgsordre i markedet.

Modsat er der købere, der definerer et antal aktier, de ønsker at købe til en bestemt pris. De lægger en købsordre i markedet.

Hvis en købsordre og en salgsordre matcher hinanden, foregår der en handel. 🛍

Prisen en given aktie skifter derfor hele tiden afhængigt af, hvad sælgerne er villige til at sælge for og køberne villige til at købe for.

Det er den mekanisme, der sætter prisen. Det kaldes også for prisdannelsen.

Det er derfor på en og samme tid tilfældet, at ingen og alle bestemmer prisen.

Det kan være lidt svært at forstå i starten, fordi vi som udgangspunkt er vant til, at hvis vi går i en butik, er det ejeren, der bestemmer prisen.

Men børsen er ikke ejeren af aktien. Børsen er blot markedspladsen, hvor ejerne og dem der ønsker at blive ejere mødes og aftaler en pris.

Hvilke aktier skal man købe som begynder?

Det sted, hvor 9/10 af nye investorer går galt i byen, er, at de tror, det at investere klogt og effektivt handler om at udvælge enkelte aktier og købe dem.

Intet kunne være mere forkert.

At udvælge aktier selv eller at købe sig ind i fonde, hvor de udvælger aktier, er det der kaldes for aktiv investering.

9/10 aktive investorer klarer sig dårligere end gennemsnittet af investorer, hvis der tages højde for omkostningerne. De er nemlig høje, når det gælder aktiv investering, hvilket går ud over afkastet. Det vender vi tilbage til.

Svaret på spørgsmålet om, hvilke aktier man skal købe er nemlig lige dele simpelt og svært at forstå som begynder.

Du skal nemlig bare købe dem alle sammen. 🤔

Passiv investering slår aktiv investering

Modsat aktiv investering findes der også passiv investering. Det foregår med indeksfonde, men kræver nok lige en lidt mere pædagogisk indgangsvinkel.

Aktier opdeles i forskellige indeks. Det kunne være et indeks over danske aktier, europæiske aktier eller amerikanske aktier.

Aktierne i indekset giver hver deres afkast, men der kan også være tale om et gennemsnitligt afkast for det enkelte indeks. 📈

Alt forskning og empiri siden slut 1960’erne, hvor der for alvor blev fokus på det, peger entydigt på, at det er stort set umuligt at slå gennemsnittet over tid. Især, hvis der tages højde for omkostningerne forbundet med at prøve på det.

Hvis du aktivt udvælger danske aktier til din investeringsportefølje, er der derfor kun 1/10 chance for, at du kan slå den gennemsnitlige udvikling i indekset for dansker aktier.

Lidt paradoksalt får du altså det bedste afkast ved bare at være gennemsnitligt. Det kan gøres med indeksfonde.

Brug indeksfonde til aktier

En fond er en konstruktion, hvor flere investorer går sammen om at investere deres penge. Det kan der dels være nogle stordriftsfordele ved, men det betyder også, at de ikke hver især skal foretage køb og salg på børsen. Det gør dem, der tilbyder fonden i stedet.

Fonden kan enten have en aktiv eller passiv strategi. Er fonden aktiv, er dens formål at slå det benchmark, indeks, den måler sig op imod. Det var det, der var stort set umuligt efter omkostninger.

Er fonden derimod passiv, er der tale om en indeksfond. Her er formålet, at at ramme benchmark, indekset, så tæt som muligt. Investeres der efter et globalt indeks, er formålet at give præcis det samme afkast som indekset, så billigt som muligt.

Dét er en vinderstrategi på aktiemarkedet uden lige. 💪

Det er faktisk lige meget, om det gælder aktier for begyndere, øvede eller eksperter.

Det er ret smart, for det betyder, at du kan bruge samme grundlæggende strategi hele livet.

Indeksfonde kan indeholde mange hundrede, hvis ikke tusinder af aktier. Det betyder, at du får en enorm spredning på din investering bare ved at købe dig ind i én fond.

Hold omkostningerne lave

Noget af det vigtigste når det gælder investering, er at holde omkostningerne nede. Hvis vi ligefrem siger, at det er det vigtigste, er det nok ikke helt ved siden af.

Det er blandt andet derfor, det er så stor en skam, at de fleste nye investorer, kaster sig ud i at handle enkeltaktier selv og hurtigt får brugt mange penge på omkostninger, som går ud over deres afkast.

Indeksfonde har lave omkostninger, meget lavere end aktive fonde og dét er en af hovedårsagerne til, at de giver et højere afkast. De har med al sandsynlighed også lavere omkostninger, end du har ved at købe aktier selv.

Skal du selv ud og købe 1.000 forskellige aktier fra alle klodens hjørner og kanter, så kommer du til at bruge rigtig mange penge på kurtage, valutaveksling og alt muligt andet.

Det er der ingen grund til, når den slags kan gøres meget billigere i en fond.

Hvilke aktier ejer du Sune?

Jeg skrev jo tidligere, at svaret på, hvilke aktier du skal er meget simpelt. Du skal bare eje dem alle sammen.

Så det gør jeg.

I stedet for at lede efter nåles i høstakken, har jeg bare købt hele høstakken. 👨‍🌾

Det har jeg gjort på to måder. Husk, at du altid kan se min og min hustrus portefølje. Så der fejes ikke noget ind under gulvtæppet og jeg tager i dén grad min egen medicin.

De fleste af vores penge er investeret i en fond, der hedder Sparindex Globale Aktier. Det er en passiv indeksfond med lave omkostninger, der følger verdensindekset.

Det betyder, at ved at investere i den fond, får vi en eksponering mod hele verdens aktier på én gang.

I skrivende stund består fonden af 1.130 aktier, så der er tale om en del.

Derudover har jeg også penge i en moderne formueplejeløsning, det der kaldes en investeringsrobot eller robotrådgiver, der hedder Norm Invest.

Gør-det-selv vs. Formuepleje

Vi har været omkring de to grundlæggende investeringsstrategier, aktiv og passiv investering. Men der findes faktisk også to grundlæggende måder at investere på.

Du kan enten gøre-det-selv eller få nogle andre til at gøre-det-for-dig. Sidstnævnte kaldes for formuepleje.

Det er egentlig ikke så kompliceret, for det er det samme der gør sig gældende med stort set alt. Du kan enten reparere toilettet selv eller få en VVS’er til at gøre det for dig. Du kan (prøve) at reparere bilen selv eller få en mekaniker til at gøre det for dig. Du kan lave maden selv eller bestille take-out.

You get the point. 🧠

Det samme gælder altså for investering. Her er igen en ting, jeg synes, er en skam. Det syntes jeg også før, at jeg blev ansat hos Norm Invest. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg sagde “ja” til jobbet som Content Lead hos en investeringsrobot.

Rigtig mange nye investorer kaster sig ud at gøre-det-selv, når de i virkeligheden overhovedet ikke er komfortable med det, har tid til at sætte sig ind i det eller lysten til at stå for det selv.

Der eksisterer en eller anden myte om, at investering er at udvælge aktier og købe dem selv.

Det er noget vrøvl. 🤬

Jeg vil vove den påstand, at for langt størstedelen af nye investorer, altså alle og ikke blot, når det gælder aktier for begyndere, er bedre tjent med en moderne, billig og nem investeringsløsning i form af en investeringsrobot.


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ TaxHelper+ Undgå en skatteregning til næste år
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.