Copytrading er en nem måde at investere på. Du skal bare lige finde den rigtige investor at kopiere, så du får et højt afkast. Eller hvad?
Er du mere til YouTube?
Hvad er copytrading?
Copytrading er i udgangspunktet ret enkelt. Du kopierer en anden “investors” handler. Hertil skal det lige tilføjes, at dette gøres automatisk eller semi-automatisk.
Det betyder, at du ikke skal røre en finger, hvilket kan virke meget tillokkende for mange.
Yderligere tror mange nybegyndere, at de kan få et ekstra højt afkast ved brug af copytrading, fordi de kopierer nogle ofte unge og succesfulde “investorer”.
Nu har jeg to gange gjort brug af “”, hvilket skyldes, at der sjældent er tale om investering, men med et pænt ord spekulation, måske nok grænsende til gambling.
Der gøres brug af aktiv investering, udvælgelse af enkeltaktier, måske endda ligefrem daytrading.
Det tegner ikke godt.
Gratis investeringsplan
Reklame

Gør som +100.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Hvordan copytrader man?
Hvis vi holder os til den definition, at copytrading foregår helt eller delvist automatisk, så kræver det, at den platform du bruger til investering, tilbyder copytrading som produkt.
Her vil du så typisk kunne finde en “investor”, der offentliggør deres køb og salg og platformen lader dig helt simpelt kopiere vedkommendes handler.
Nemt og automatisk.
Copytrading på e-toro
Hos e-toro beskriver de ret simpelt, hvordan copytrading foregår hos dem.
“Det er nemt at opsætte din copy trading. Vælg den bruger, du ønsker at kopiere, angiv beløbet, du ønsker at tildele, og klik på KOPIÉR. Du kopierer automatisk deres positioner i realtid og direkte forholdsmæssigt.” Kilde: E-toro
Copytrading på Nordnet
Nordnet tilbyder ikke nogen form for direkte copytrading. Det tætteste du kommer på, er at følge en investor igennem Shareville, så du kan se, hvilke handler de foretager sig.
Du kan i øvrigt se min Shareville-profil her, men den er nok ret kedelig sammenlignet med de populære copytradere.
Copytrading på Saxo
Der findes mig bekendt heller ikke nogen måde at lave copytrading hos Saxo, så her må du igen nøjes med at søge inspiration andre steder.
Det med inspiration vender vi tilbage om lidt.
Sådan finder du den bedste copytrading investor
Hvordan finder jeg så den bedste copytrading investor at følge?
Svaret er enkelt og måske nedslående, hvis du håbede på noget andet.
Det kan du ikke.
Når vi siger “den bedste”, så er det fremadskuende. Vi mener den bedste investor fremover, så vores investering kan vokse mest muligt.
Her er udfordringen, at der ikke findes nogen god metode til at forudsige fremtiden.
Det gælder både i forhold til at udvælge de rigtige aktier, men også i forhold til at udvælge den rigtige investor, hvis aktiehandler vi gerne vil kopiere.
Der er ikke nogen sammenhæng imellem, hvordan en investor klarede sig sidste år og hvordan de vil klare sig i år.
Hvor meget kan man tjene med copytrading?
Da der er tale om aktiv investering, er det umuligt for dig at vide, hvad du eventuelt vil kunne tjene på copytrading.
Det skyldes, at risikoen ved aktiv investering er stor.
Nogle år vil investeringerne klarer sig virkelig godt. Andre år vil de klare sig virkelig dårligt.
Lidt som vinden blæser.
Dertil er der ekstremt stor forskel i afkastet for den enkelte aktive investor. Ganske få klarer sig rigtig godt over tid, mens langt størstedelen klarer sig dårligere end gennemsnittet.
Se bare SPIVAs opgørelse.
Det er derfor fuldstændig umuligt at forudse, hvor meget du vil kunne tjene med copytrading.
Inspiration er ikke copytrading
Det er vigtigt at pointere, at det at søge inspiration til dine investeringer intet har med copytrading at gøre.
Der er tale om copytrading, når det er muligt helt eller delvist automatisk at træffe investeringsbeslutninger på baggrund af en andens handling på en given handelsplatform.
Du kan godt følge andre investorer og lade dig inspirere af, hvad de gør, uden, at det har noget som helst med copytrading at gøre.
Hvis din onkel investerer hans penge i en stor, bred og billig indeksfond, er det ikke copytrading, fordi du begynder at gøre det samme.
Hvorfor tilbyder handelsplatformen copytrading?
Der er en meget simpel forklaring på, hvorfor nogle handelsplatforme tilbyder copytrading.
Penge.
En handelsplatform lever af at brugerne handler, fordi der er omkostninger forbundet med at handle.
Hvis de kan få dig til at følge en “investor” på deres platform sikrer de, at du handler og bruger penge i butikken.
Da copytrading er aktiv investering og ofte forbundet med meget kortsigtede handler, bliver det til mange handler over tid.
Hver gang tjener platformen en lille smule.
Mange bække små kan blive en rigtig god forretning for platformen.
Lidt som på et casino.
Er copytrading snyd eller et scam?
Vi kan ikke sige, at copytrading er snyd. Bruger du en stor og reguleret handelsplatform, er der tale om et reelt produkt og du kan faktisk godt tjene penge på dine investeringer.
Det er bare usandsynligt, at du får et godt afkast.
Fordi der er tale om aktiv investering, er oddsene imod dig.
En handelsplatform der tilbyder copytrading kan også sagens argumentere for, at det er en nem måde at investere på. For det er for så vidt rigtigt. Det er virkelig nemt.
Det er bare ikke godt, da der er tale om aktiv investering med stor handelsfrekvens, hvilket vil lede til betydelige omkostninger forbundet med din investering, hvad enten de er direkte eller indirekte.
Netop omkostninger er et af de vigtigste parametre for et godt langsigtet afkast.
Copytrading er ikke snyd, men jeg synes godt, at vi kan tillade os at kalde det scam-agtigt.
Det er i hvert fald ikke et investeringsprodukt, der er på din side. Det er et produkt, der er skabt til at generere så stor en indtægt som muligt til handelsplatformen på bekostning af investorer, der ikke har den nødvendige indsigt til at forstå, at det er et dårligt investeringsprodukt.
Deraf det lidt scam-agtige element.
Det betyder, at det som oftest vil være nybegyndere, der kaster sig ud i copytrading og som derved risikerer at brænde nallerne i sådan en grad, at de afskriver investering derefter.
Det er en skam.
I stedet bør du sammensætte en simpel investering, der passer til din risikoprofil.
Reklame
Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
Firi – Nordens største kryptobørs
Lebara – Danmark billigste mobilabonnement
YouGov – Tjen penge på din mening
Nordnet – Den bedste månedsopsparing
Få en mail, når jeg udgiver noget nyt 👇