Lean FIRE under danske forhold kræver et fokus på lave udgifter og kreative løsninger. Du skal være en gør-det-selv type.
Hvad er Lean FIRE?
Lean FIRE er den helt skrabede udgave af økonomisk uafhængighed. Det betyder, at fokus mest af alt er på at holde forbruget så lavt som muligt.
Skal du nogle steder, har du selv vand eller kaffe med.
Købe frokost ude i byen? Nej tak.
Har du ting, du ikke længere bruger? Så sælges de.
Mange bække små og alt det dér.
Forbruget skal så langt ned som muligt, så behovet for indtjening og dermed størrelsen på investeringsporteføljen ligeledes kan holdes lavt.
Det kræver derfor både, at du ikke har behov for et stort forbrug for at trives samt at du er god til at finde på kreative løsninger.
I denne del af vores FIREspektrum er fokus i dén grad på at kunne mest muligt selv.
Reklame
FIRE er et spektrum
Kigger vi på vores FIREspektrum, kan vi se, at LeanFIRE ligger lige i midten.
Mange af aspekterne fra Lean FIRE kan sagtens gøre sig gældende for både Coast FIRE og Barista FIRE, men der er en stor forskel på, om der er en indtjening fra arbejde eller ej.
Med Lean FIRE siger du farvel til arbejdsmarkedet og det stiller bare lidt større krav til investeringsporteføljen, da den skal kunne dække udgifterne helt selv.
Men husk nu, at du ikke er tvunget til at tænke i de her kasser. Det er bare måder at beskrive forskellige tilgange.
Du kan sætte din egen FIRE tilgang sammen, præcist som du ønsker.
Hvor mange penge kræver det?
Er dit udgangspunkt 4% reglen, så kræver det 25x dine årlige udgifter. Hermed har du også et klart blik på, hvorfor det er så vigtigt at fokusere på at få udgifterne ned, hvis du forfølger Lean FIRE.
Jo lavere udgifter, jo færre penge kræver det.
Jo færre penge det kræver, jo hurtigere opnår du det.
Det er svært for mig at gøre mig klog på, hvor billigt du kan leve, men her følger lige tre eksempler.
Har du årlige udgifter for 100.000 kr., skal du have en investeringsportefølje på 2.500.000 kr.
Kan du sænke udgifterne til 75.000 kr., skal du have sparet 1.875.000 kr. sammen.
Er du i stand til at sænke udgifterne til 50.000 kr., skal du “kun” have en portefølje på 1.250.000 kr.
Så ned med udgifterne og frem med de kreative løsninger, hvis du ønsker at forfølge en Lean FIRE tilværelse.
Reklame