Livsstils-inflation

Bruger du flere penge, hvis du får eller har flere penge? I så fald er du et offer for livsstils-inflation. 

Lyt til indlægget

Hvad er livsstils-inflation

For at besvare spørgsmålet, synes jeg vi skal starte med en kort forklaring på begrebet inflation.

Inflation: Latin = oppustning. Indenfor økonomi betyder inflation en stigning i priserne. 

Oppustning synes jeg er et godt billede på, hvad der er på spil. Det handler om, hvorvidt vores udgifter bliver udsat for en oppustning. Over tid, typisk i takt med, at vi igennem livet kommer til at tjene mere, så stiger vores forbrug også. Dét er livsstils-inflation i en nøddeskal; Et øget forbrug i takt med en øget indtægt.

Det er som om, at det nærmest sker pr. automatik. Det er ikke noget vi i bred forstand, sætter spørgsmålstegn ved. Har man flere penge, skal de naturligvis bruges og helst på ting og oplevelser, det er mantraet. Materiel velstand gør os lykkeligere, gør det ikke? 

Der kan selvfølgelig også være tale om et øget forbrug uden en øget indtægt, men det gør bare problemet endnu mere alvorligt. Det har vi faktisk set en del af de senere år, at især unge køber ting, de egentlig ikke har råd til igennem diverse lån. 

Hvorfor kan livsstils-inflation være et problem

Det helt åbenlyse svar på det spørgsmål er, at der intet belæg er for, at vi som mennesker bliver lykkeligere af at eje alle disse nye ting, vi hele tiden køber. 

I virkeligheden er det et utroligt fattigt mindset, hvis vi tror på, at den måde vi bliver gladere, lykkeligere eller får mere mening ind i livet, er ved at købe flere ting. Tænk nu, hvis det er noget vi bliver afhængige af, at vi er nødt til hele tiden at købe nyt, feed the beast. I så fald ender vi med at stå med et rigtig stort problem, for hvornår er det i så fald nok? Aldrig? 

Hvis vi forbinder et lykkeligt eller betydningsfuldt liv med forbrug, jo mere jo bedre, så gør vi os selv til slaver af en forbrugsdagsorden, som ikke har et naturligt mæthedspunkt. Det tror jeg, for det første er dårligt for os som individder, men det er helt sikkert også dårligt for vores omgivelser, se bare på, hvordan kloden reagerer på denne umættelige trang til nyt og mere hele tiden. 

Derudover mener jeg, at man altid skal være på vagt overfor automat-reaktioner. Hvis svaret på, hvorfor man gør et eller andet er, “at det gør de andre jo også”, så er man lidt på svag grund, hvis du spørger mig. Det er ikke et særligt godt argument for handling i længden. Bevares, vi er mennesker og langt hen ad vejen også flokdyr, så selvfølgelig reagerer vi på den måde ind i mellem, men det må ikke blive styrende. Vi bør i langt højere grad stille spørgsmål om og til tilværelsen; hvorfor gør vi, som vi gør? Hvad er meningen, med det jeg gør og bidrager det positivt til mit eget eller andres liv? 

Det var mange tanker og nogle af dem relativt dystre. Hvis vi skal prøve at trække det ned på et mere jordnært niveau, så handler det ganske enkelt om, at få mest muligt for pengene. Hvis det, at vi får flere penge mellem hænderne fører til en automat-reaktion om at forbruge mere, hvordan kan vi så sikre, at vi udnytter købekræften fra vores penge godt? Svaret er, at det kan vi ikke, hvis stigningen i forbrug er automatisk og ikke sker med overlæg. Vi bliver nødt til at tænke os lidt om. 

Hvis det at forbruge meget mere, købe mere tøj, spise mere ude og skifte telefon ofte giver dig og dine nærmeste langt mere livskvalitet, så fint med mig. Jeg er ikke ude på at fortælle dig, hvad du skal gøre med dine penge. Min umiddelbare forståelse af tingenes tilstand er bare, at dette ikke er tilfældet. Et højt forbrug er normen. Et højere forbrug i takt med en højere indtægt er også normen. Vælger du at ride med på den bølge, så gør det bevidst og ikke ubevidst.

Et andet aspekt er, at vi ikke bliver rigere, selvom vi tjener mere, hvis vi udsætter os selv for livsstils-inflation. Det betyder, at vi muligvis nok får en langt større indtægt, men da vi forbruger mange flere penge, ja så bliver vi ikke mærkbart rigere. Måske bliver vi endda fattigere, hvis vi udnytter den højere indtægt, til at optage mere gæld. Ønsker du ikke at blive rigere, er du måske ligeglad med dette aspekt, men så kan det være, at det næste i højere grad kan virke skræmmende. Et stigende forbrug er lig med en stigende risiko. Jo mere vi forbruger og jo mere vi vænner os til at have et højt forbrug, jo mere afhængige er vi af at have en høj indtægt. Hvad hvis vi en dag bliver syge, kommer ud for en ulykke eller bliver arbejdsløse. Hvis vi har vænnet os til et højt forbrug og sat lighedstegn imellem dette og det at have et lykkeligt eller meningsfuldt liv, ja så er risikoen des større. Det er ikke frihed, men derimod en grad af det at være slave af tingenes tilstand. Er vi derimod i stand til at leve et godt og indholdsrigt liv for færre penge, ja så er risikoen ganske enkelt meget mindre. Vi er ikke på samme måde afhængig af en høj indtægt, noget vi ikke nødvendigvis selv er herre over, for at leve det gode liv. Dét er i langt højere grad et udtryk for frihed. 


Reklame

Reklame

Reklame


Hvordan undgår vi livsstils-inflation

Det første skridt i at overkomme ethvert problem er at indse, at der er et problem. Det betyder også, at vi skal starte med at forstå, hvorfor livsstils-inflation kan være et problem og hvorvidt vi synes det er et problem for os selv og vores familie. Opfatter vi det ikke som et problem, så er der jo ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Men tror du, at du kan lege med i den vilde forbrugsfest uden nogle konsekvenser, så tror jeg du narrer dig selv.

Dernæst må vi nok også konstatere, at der er tale om et problem der eksisterer inde i hovedet på os, men som både manifesterer sig fysisk og psykisk. Fysisk fordi vi fylder vores hjem op med alle de ting der købes ekstra, psykisk fordi det for mange fylder voldsomt meget i tankerne.

Vi kan starte med at udfordre os selv på tesen om, at det gode liv handler om at forbruge mere. Bliver vi oprigtigt gladere af kontinuerligt at skifte tingene ud med nyt eller at lade forbruget hobe sig op i vores bolig. Bliver man et lykkeligere menneske af at eje 50 par sko frem for 5? (Her er der en risiko for, at jeg bliver upopulær på hjemmefronten) Det kan jo godt være, at nogle af os kommer frem til, at svaret er “ja”. I så fald har dem, der svarer dette, fundet frem til et virkelig brugbart svar. Finder vi derimod, at svaret er “nej”, ja så bør vi da kraftigt overveje, om ikke vores købekraft er brugt bedre andetsteds. 

Vi kan også forsøge os med sådan noget som en måneds-challenge. Er der noget vi ønsker at købe, må vi først svinge dankortet, når der er gået en måned. Det betyder ingen impulskøb og en seriøs overvejelseperiode. De fleste vil nok opdage, at lysten til at købe tingen fortager sig over tid. Dette er en super god øvelse på flere fronter, da det også er en øvelse i disciplin, noget mange af os godt kunne tåle at blive bedre til. 

Hvad med dig selv Sune?

Hver gang jeg er blevet interviewet om mit projekt med at opnå økonomisk uafhængighed, er jeg blevet mødt med spørgsmålet om, hvordan jeg dog har skåret så voldsomt i mine udgifter. Hermed er det indforstået, at jeg jo naturligvis har haft store udgifter, for det er jo normen. Spørgsmålet alene vidner jo om, at normen netop er livsstils-inflation og det, at man kan forbruge sig til et lykkeligt eller meningsfuldt liv. Jeg har forsøgt mig med lidt forskellige måder at svare på spørgsmålet, for egentlig er jeg jo nødt til at forkaste det. Præmissen for spørgsmålet giver simpelthen ikke mening, da jeg netop ikke har haft store udgifter og et højt forbrug jeg skulle vænne mig af med. 

Sandheden er nemlig, at jeg ganske enkelt er gået fra at være studerende på SU og med et studiejob til at tjene væsentlig mere, men have stort set de samme udgifter. Jeg stoppede med at ryge, men til gengæld er jeg flyttet sammen med min kæreste i en lejlighed, der er lidt dyrere, end hvor jeg boede før og så er der nogle “voksenregninger”, der er kommet til. Det er sådan noget som a-kasse. Der er flere grunde til, at det er foregået på denne måde. For det første har jeg været bevidst om, ikke at skrue udgifterne i vejret. Livsstils-inflationen har derfor ikke fået lov til at komme krybende uden om min bevidsthed. Dernæst har jeg aldrig følt et behov for at forbruge en helt masse og jeg gik ikke rundt og glædede mig til alle de ting, jeg nu skulle købe, da lønnen steg. Jeg købte ikke pludseligt en bil, fordi der nu økonomisk var plads til det og jeg har heller ikke fået mig et boliglån. Det er på ingen måde for at lyde hellig, det er ganske enkelt bare sådan situationen var og er. Jeg har helt bevidst valgt at bruge de ekstra penge mellem hænderne på noget andet. Jeg er nemlig langt mere interesseret i tid og frihed end ting og forbrug.

Hvad med dig, har du bukket under for den krybende livsstils-inflation?


3 thoughts on “Livsstils-inflation

  1. Ja, det har jeg! Ganske enkelt. Da jeg mødte min nuværende kone, boede jeg i en lejlighed, sammen med en kammerat (som på det tidspunkt var på SU). Vi delte udgifterne til husholdningen 50/50. Jeg var færdiguddannet, og havde et fuldtidsjob. – Det var livet. Holdt kæft, hvor havde jeg råd til mange sjove ting og sager!
    Hold kæft hvor var det dumt, at jeg fik smag for det søde liv, og mødte en kvinde der ditto havde smag for livets mange luksusgoder :p
    Sådan er det! Sket er sket, og jeg tuder aldrig over brugte penge – jeg har jo haft det sjovt og dejligt for dem!
    Men nu er tiden kommet til, at vi skal forsøge at trække det hele lidt i den anden retning. Det er svært – men jeg føler, at det går den rigtige vej. Jeg er spændt på, hvor det ender 😉
    Min idé med at forsøge, at opnå FI var sådan set, at jeg ikke ville skalere voldsomt ned, på min (vores) nuværende livsstil. Det er klart, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg kunne opnå FI væsentligt hurtigere. Det jeg historisk set har brugt flest penge på, er biler og rejser (jeg er ikke den store festabe, så har aldrig brugt penge på byture). Vi har nu billigere biler, og rejser mindre (fordi det er ikke helt det samme at tage til maldiverne, når man har en 4-årig på slæb). Til sommer planlægger vi at tage på campingferie, fordi det husker vi var sjovt som barn.
    Når den engang kan købes (har ventet i over 2 år!), så skipper jeg den ene bil, til fordel for denne: http://mypodride.com/
    Jeg glæder mig! 😛

    Anyway, jeg har en lillebror som er 10 år yngre end mig, og jeg forsøger at overbevise ham om, at life-style inflation er det værste han kan gøre for sig selv og sin fremtid. Vi må se, om det lykkedes 😛

    1. Hej Nick,

      jeg tror, at der er rigtig mange der har gjort og gør som du gjorde. Det er der jo ikke nødvendigvis noget galt med, men det spørgsmål, man nok bør stille sig selv er, om man får nok for pengene?

      Den virker sjov den der mypodride! Det kunne jeg også godt være fristet til 🙂

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.