Året der gik #4 – 2019

Året går nok engang på hæld og traditionen tro, betyder det et indlæg under overskriften Året der gik.

Tænk, at det nu er mit Året der gik indlæg nr. 4. Tiden går hurtigt.

Året 2019

Jeg har godt nok ikke udgivet månedsopdateringen for december endnu, men jeg synes det er på sin plads, her mellem jul og nytår, at se lidt tilbage på året der er gået.

Jeg skal lige love for, at 2019 blev et begivenhedsrigt år. Der er sket en del mere og andet, end jeg lige havde planlagt, da jeg dels skrev Året der gik #3 – 2018 og Frinansmål for 2019.

Vigtigst af det hele er, at jeg stillede Katrine det store spørgsmål og hun sagde “ja”. Eller, faktisk spurgte hun først, om jeg havde spurgt hendes far, hvilket jeg selvfølgelig havde. Vi skal derfor giftes i 2020 og det glæder vi os naturligvis meget til.

Dernæst er vi flyttet fra Århus og til København. Det var ikke planen i starten af året, men efterhånden som vi nærmede os, at min bedre halvdel blev færdig med hendes uddannelse på Universitetet og en god jobmulighed åbnede sig for mig, så virkede det som et godt tidspunkt at rykke teltpælene op.

Det leder mig videre til det med jobsituationen. Jeg er blevet ansat på Københavns Universitet og har derfor foretaget det første større ryk i forhold til første del af rigdomsformlen:

  • Tjen mere

Jeg er ganske enkelt steget i løn. Forbruget er dog også steget en del ved at flytte til København, så 2. del af rigdomsformlen er gået den anden vej:

  • Forbrug mindre

Det er svært at søge bolig i København, punktum. Det er endnu sværere, når man bor i den anden ende af landet. Vi bor nu i en super lækker lejlighed, men den er også temmelig dyr. Vi må se, om ikke vi kan finde en bedre løsning på sigt. Foreløbigt hygger vi os gevaldigt her, hvor vi er og det tæller jo også en del. Det er ikke alt der kan gøres op i kroner og ører. Jeg er overordnet set ret tilfreds med mit nye job. Jeg har fået nogle enormt søde kollegaer og mere ansvar, så det er jo rigtig fint, men jeg ville nu hellere være økonomisk uafhængig og lave lidt Frinans som mit arbejde. For nu gør jeg, hvad jeg kan, for at udføre mit job så godt som muligt og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg regner da med, at skulle lave det jeg laver nu, nogle år ud i fremtiden.

Så har jeg udgivet en 2. udgave af min bog Simpel investering, hvilket selvsagt også er lidt en milepæl. Den findes både som fysisk og digitalt produkt:

Simpel investering er den bog om investering, jeg gerne selv ville have læst, da jeg skulle i gang med at investere. Den er på sin vis kulminationen på al min research og forståelse for investering, når det kommer til at holde tingene simple. Jeg gør jo selv mere end det, men det kan måske kaldes investering for let-øvede, hvis der skulle bygges ovenpå i et andet lag og opsparing med sølvhatten i hånden, hvis vi skulle tale om et 3. lag.

Simpel investering anden udgave er nok ikke helt et nyt frinans-produkt, så lad os kalde det, at det mål er delvist opfyldt. Apropos mål:

Mål for 2019

Jeg udgav i starten af 2019 indlægget Frinansmål for 2019. Jeg må hellere opridse her, så vi senere kan se, om jeg er lykkedes.

  • Besøg: 150.000
  • Besøgende: 50.000
  • Et nyt Frinans-produkt
  • Opsparingsrate: 61%
  • Overholde budgettet
  • Blive gældfri
  • Disciplineret investering og opsparing

Blogindlæg udgivet i 2019

De nyeste først

Det er blevet til en del. Jeg håber, at det kan være til inspiration for andre. Jeg har tit tænkt, at nu må jeg da snart løbe tør for inspiration, men af en eller anden grund, så finder jeg hele tiden på noget nyt. Vi må se om ikke den trend fortsætter.

Budgettet og forbruget

For 2019 havde jeg planlagt, at budgettet skulle se således ud:

2019 budgetGennemsnit pr. måned
Indkomst22,000
Faste udgifter6,500
Diverse udgifter2,000
Investering og opsparing13,500
Opsparingsrate61%

Indtægten er efter skat og jeg har udeladt pension i budgettet.

For overblikkets skyld laver jeg også et donut-diagram over fordelingen af de tre udgiftsposter, faste udgifter, diverse udgifter samt investering og opsparing. På den måde er det lidt nemmere at sammenligne med andre:

Budgettet er lavet sådan, at min overordnede plan for forbrug, i forhold til indtjening, understøtter målet for opsparingsraten. Der er dog blevet rykket en del ved samtlige poster i budgettet og derfor kom virkeligheden til at se noget anderledes ud:

Det betyder reelt også, at jeg ikke har overholdt budgettet i den forstand, at jeg har haft et højere forbrug end budgetteret. Det er svært at klare anderledes, når ens faste udgifter stiger i forbindelse med en flytning, men ret skal være ret og derfor må jeg konstatere, at jeg ikke har overholdt budgettet, da jeg ikke opnåede en opsparingsrate på de 61%. Det kostede også “lidt” på diverseposten at finde penge til indskuddet. Det er dyrt at flytte til og bo i København.

Men jeg har dog både investeret og sparet op hver eneste måned, helt som planlagt. Jeg har endda kunne betale et stort indskud til en ny lejlighed og stadig holde en absolut hæderlig opsparingsrate. Så jeg er helt med på, at jeg sidder bedre i det, end så mange andre.

Reklame

Jeg bruger Nordnet til at bygge min frihedsportefølje.

Brickshare er en dansk fremadstormende platform for ejendomsinvestering.

Mintos gør det nemt at få adgang til det lukrative lånemarked som investor.

Gældfri

Jeg havde et mål om at blive gældfri i 2019 og i stedet for sirligt at afdrage stille og roligt på gæld fordelt over hele året, så valgte jeg at få det overstået allerede i januar. Jeg skylder derfor ikke en krone og det er en fantastisk følelse. Jeg brugte en pæn del af indtægten for januar og så overskuddet fra min virksomhed i 2018 til at betale SU gælden af.

Jeg er helt med på, at hvis man laver en Excel øvelse, så er det sikkert ikke matematisk den bedste løsning. Det er der i hvert fald flere der har pointeret for mig. Det betyder, at hvis jeg havde betalt gælden med en lav rente ud langsomt og i stedet investeret pengene, så havde det givet en større formue på sigt. Det er rigtigt, hvis altså afkastet fra investeringen ville have været større end renten, men det tager ikke højde for det menneskelige aspekt følelser. De findes mig bekendt ikke som en formel i Excel. Følelsen af at være totalt gældfri og ikke skylde en krone er ganske enkelt fantastisk.

Formuen

I starten af december skrev jeg et indlæg om formuemodellen. Jeg skal ikke bruge en frygtelig masse plads her til at forklare den, men groft sagt, er det en måde at se på alt ens værdi opdelt i forskellige niveauer og typer, for på den måde at kunne anskue forskellige dele af ens samlede formue. Indtil nu har jeg ikke inkluderet pension i formuen og jeg har derfor ikke en nøjagtig oversigt over, hvad der stod på mit pensionsdepot, da året startede. Jeg har dog sjusset mig frem til et tal, der ikke kan være helt ved siden, så det bruger vi som målestok.

Jeg måtte dog lige knibe mig i armen, da jeg så resultatet. 2019 har et været godt år i forhold til at blive rigere.

Det er en temmelig heftig stigning godt hjulpet på vej af et buldrende aktiemarked og en stor kontinuerlig opsparing.

Porteføljen

Grundlæggende er der ikke sket de store ændringer i sammensætningen af porteføljen, når det gælder investeringer. Jeg har investeret og opsparet disciplineret hver måned, helt som jeg havde planlagt. Jeg har sparet en del mere op i år, end tidligere, da jeg ønsker, sammen med min bedre halvdel, at spare op til udbetalingen på en bolig engang i fremtiden. Vi kunne godt tænke os at undgå et banklån i den henseende og det kræver lidt opsparing.

I slutningen af 2018 så den samlede porteføljefordeling sådan ud:

Her mod slutningen af 2019 ser fordelingen sådan her ud:

Det ses tydeligt, at jeg har prioriteret at få sparet en del op.

Opsparingsraten

Målet lød på 61%. Det blev det ikke helt til. Det er klart, at med en flytning i løbet af året, så går der nogle penge til, som ellers kunne være blevet investeret. Opsparingsraten for 2019 lød på 54,6%. Sammenlignet med gennemsnittet, siden jeg begyndte at holde øje med den slags fra 2016, så ligger det lidt under.

Da jeg gennemgik mine ark for tidligere år fandt jeg en fejl i dem og jeg har derfor haft regnet en smule forkert. Jeg har ikke ligget lige i underkanten af 60%, men et par procenter lavere. Her en oversigt over de forskellige år:

  • 2016: 56,10%
  • 2017: 57,35%
  • 2018: 58,22%
  • 2019: 54,60%

Frinans.dk i 2019

Jeg havde også sat et mål for besøgende på Frinans.dk. Jeg blev ret imponeret over tallene sidste år, men ikke desto mindre er de steget endnu en gang:

  • Besøg: 193.000
  • Besøgende: 66.000

Det synes jeg er vildt. Tænk, at der er så mange, der gider læse med om mit exit fra hamsterhjulet og jagten på økonomisk uafhængighed. Jeg må ramme ned i et eller andet andre synes er interessant, lærerigt eller brugbart. Det er noget, jeg er ret ydmyg omkring. Så tak til alle jer.

Mål

Lad os prøve at samle de mål og opfølgningen herpå, jeg har haft fremlagt i dette året der gik indlæg.

  • Besøg: 150.000 ✔
  • Besøgende: 50.000 ✔
  • Et nyt Frinans-produkt (✔)
  • Opsparingsrate: 61%
  • Overholde budgettet
  • Blive gældfri ✔
  • Disciplineret investering og opsparing ✔

Dertil kan så tilføjes, at jeg er flyttet til København, har fået et nyt job og at jeg skal giftes i 2020. Alt i alt, har det været et ret begivenhedsrigt 2019.

Jeg håber, at alle der har læst med i løbet af året, har kunnet bruge mine erfaringer til noget. Jeg skal gøre mig umage med fortsat at vise, hvordan jeg har tænkt mig at opnå målet om økonomisk uafhængighed i 2020 også.

Hvordan er dit år gået?

Må jeres opsparingsrate være høj og jeres afkast gennemsnitligt

Godt nytår!


7 tanker om “Året der gik #4 – 2019”

  1. 2018 var mit første investeringsår og i 2018 havde jeg primært fokuseret på enkeltaktier og lidt investering i June også.

    2019 har været det første år, hvor jeg har fulgt en struktureret investeringsstrategi med månedsvise køb af aktie- og obligationsindeksfonde via Saxoinvestor. I 2019 har jeg fået lukket June og flyttet pengene herfra til Saxoinvestor og desuden har jeg fået solgt langt størsteparten af mine enkeltaktier og også flyttet disse penge til Saxoinvestor. Tilbage er kun omkring 16.000 i enkeltaktier, mens jeg er kommet op på 385.000 investeret i indeks (80% aktier og 20% obligationer).

    Samlet for 2019 opnåede jeg en opsparingsrate på 66,8%. De fleste måneder ramte jeg over 70%, men november trak ned med en opsparingsrate på kun 9,8% forårsaget af deponering ifm. boligkøb.

    I 2020 forventer jeg samlet set en negativ opsparingsrate grundet køb af bolig samt øgede udgifter ifm. at min dreng starter i institution medio 2020. Jeg har dog en kontant buffer, som jeg vil bruge til størstedelen af udgifterne og derfor forventer jeg forsat at kunne investere en del i 2020 – dog nok kun omtrent to tredjedel af, hvad jeg har kunnet i 2019.

  2. Jesper Sand Wilson

    Hej Sune , spændende indlæg. Sparer Katrine også op? Og nu hvor i skal giftes, hvordan planlægger I så at styre investeringerne for jeg begge?

    Vi er en situation lignende jeres. Vi er unge og nygifte og har investeret i noget tid. Er dog i tvivl om det er optimalt at investere over den ene persons CPR nr. eller begges. Og hvis man vælger blot at bruge den enes CPR, hvordan stiller det så den anden ift. død, en eventuel skilsmisse, eller andet i fremtiden.

    Mvh Jesper

    1. Hej Jesper,

      Ja, det gør hun. Ikke helt lige så meget, da hun er ret nyuddannet, så vi tjener ikke det samme. Vi er tænker på og taler om, hvordan vi skal gøre med økonomien, når vi gifter os. Som jeg forstår det, er det ligegyldigt, om det står på hendes eller mit depot fordi vi har fælles formueeje, med mindre vi laver noget juridisk særeje af dele af vores respektive formuer inden. Det tænker vi ikke at gøre. Vi er fælles om det vi ejer. I forhold til investering kan man gøre brug af den andens fradrag, så jeg kan ikke se en fordel i at investere igennem den andens depot. Men det er noget af alt det her, vi skal have fundet ud af i løbet af 2020.

      /Sune

      1. Jesper Sand Wilson

        Tak for svar. Så i princippet burde den anden ikke være ringere stillet fordi midlerne er investeret over fx dit CPR?

        Kunne være interessant at læse et indlæg om hvordan I ender med at koordinere det 🙂

        1. Hej,

          Det er i hvert fald sådan jeg forstår det, men jeg skal have sat mig lidt bedre ind i det. Du kan være helt sikkert på, at jeg nok skal skrive om, hvornår vi kommer til at ordne det hele som et gift par 🙂

          /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.