Start en blog

Start en blog Frinans

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg startede frinans.dk og hvorfor, du burde overveje at fortælle om din vej mod økonomisk uafhængighed.

Hvorfor jeg startede frinans.dk

Da jeg i sin tid startede frinans.dk var sigtet ikke at etablere en virksomhed eller at opnå noget af alt det andet, der er sket af gode ting i forbindelse hermed. Der var to hovedgrunde til, at jeg startede bloggen:

  • At samle og formidle alt den viden jeg skrabede sammen ét sted.
  • At forpligte mig til de strategier jeg ønsker at følge, ved at sige det højt.

Derudover håbede jeg på, at jeg ved at skrive om min vej mod økonomisk uafhængighed, kunne få kontakt til andre der interesserede sig for det samme.

Ved at skrive om min vej mod økonomisk uafhængighed var min tanke, at jeg ville tvinge mig selv til dels at undersøge tingene grundigt, fordi jeg ikke ønsker at skrive noget forket eller helt tåbeligt, og dels ville det være med til at sikre, at den viden ville sidde bedre fast, fordi jeg ikke blot læste det, men også formidlede det og potentielt diskuterede det. Den tese har vist sig at være helt korrekt. Jeg har ikke helt så mange linksamlinger, dokumenter og alt muligt andet materiale til at ligge og rode på min computer, fordi jeg stille og roligt får samlet den viden jeg har ét sted, nemlig på frinans.dk. Derudover har det også vist sig, at det er en fantastisk måde at lære på. Det er helt simpelt virkelig effektivt både at læse, se eller høre noget og efterfølgende at skulle formidle det. Det er med til på en eller anden måde at binde en krølle på halen, få det til oprigtig at sidde fast i hukommelsen.

Dernæst har det at starte frinans.dk også hjulpet mig til at holde snuden i sporet. Det er et form disciplineringsværktøj. Det at sige det højt, som det i overført betydning er at skrive om det, gør, at jeg forpligter mig på min strategi på en helt anden måde, end hvis jeg bare skulle gå rundt med det selv. Jeg tror helt enkelt, at det at opstille mål og sige dem højt, giver en større chance for at lykkes med dem.

Siden jeg begyndte at skrive på frinans.dk har flere andre blogs og sider om privatøkonomi og investering set dagens lys. At tro, at det på nogen måde er min fortjeneste, er nok lige optimistisk nok. Jeg tror mere, at det er et tegn på nogle tendenser. Mange ønsker ganske enkelt at give deres viden videre og at deltage i en form for offentlig debat om mange forskellige emner, men uden for de etablerede mediers sfære. Det er langt mere interessant at høre indgående fra nogle, der gør noget over en længere serie af blogindlæg, podcast-afsnit eller lignende, end at høre fem minutters hurtig gennemgang i et etableret medie. Hele den her sfære af blogs, videoer og podcasts giver langt større mulighed for fordybelse og diskussion. Det tror jeg, at man skal passe på med at underkende værdien i.

Hvad har jeg lært

Jeg har selvfølgelig lært en del af at drive frinans.dk, men hvis jeg skal prøve at opsummere det lidt:

  • Det er svært at tjene penge på at blogge, men det kan godt lade sig gøre.
  • At drive en blog er en fantastisk måde at møde mennesker med samme interesse.
  • At formidle noget er en del af det at lære det.
  • Det tekniske aspekt er ikke svært og alle kan vedligeholde et wordpress site.

Al begyndelse er svær eller lidt rodet, men det tekniske aspekt af det at drive en blog, er egentlig meget ukompliceret. Bloggen førte hurtigt til, at jeg fik kontakt til andre der gik med nogle af de samme tanker som jeg selv, hvilket har været et kæmpe plus. Det at skrive om noget, kan ses som en del af læringsprocessen. Det betyder, at jeg ikke blot skriver for dem der læsers skyld, men mindst lige så meget for min egen. Jeg startede ikke frinans.dk med den intention at kunne tjene penge på det, men over tid er det lykkedes at gøre det til en mindre forretning. Hvem ved, hvad det kan blive til i fremtiden.

Hvis jeg skulle starte i dag

Jeg anede ikke, hvad jeg lavede da jeg startede bloggen. jeg kastede mig mere eller mindre bare ud i det og det er jo sådan set gået meget godt. Skulle jeg dog tage tilbage i tiden og give mig selv nogle råd, hvilket I andre jo lige så godt også kan tage ved lære af, så ville det være følgende.

Host og domæne

Ønsker man at starte en blog, skal man bruge en host og et domæne. En host er der, hvor ens side og dens indhold opbevares og domænet er adressen, der hvor besøgende tilgår indholdet. Jeg har helt fra start gjort brug af One.com* og det har været et rigtig godt valg. Det er både nemt og billigt. Der er lidt oprettelsesgebyrer og nogle administrative udgifter forbundet med det have one.com som host og det at have et .dk domæne, men det er i den lave ende. Det at registrere et .dk domæne koster 90 kr. i oprettelsesgebyr og derudover 64 kr. om året. Den mindste og mest basale hostingpakke koster 182,40 kr. om året. Priserne er eks. moms. Så det er bestemt ikke store udgifter for at kunne bestemme domænenavn osv. WordPress kan nemt installeres på domænet og så kan man anvende WordPress til rent faktisk at bygge hjemmesiden og skrive blogindlæg. Det er nemt og simpelt at bruge.

Indlæg

Indlæg bør have nogenlunde den samme opbygning, hvilket inkluderer en intro, brødtekst og en afslutning. Det fungerer rigtig godt at bløde teksten op med billeder eller videoer. Har indlæggene karakter af formidling, fungerer det godt at tænke i “hv”-ord. Hvad er det, hvorfor skal man gøre det og hvordan gør man det. Eksempelvis, hvad er investering, hvorfor bør vi interesserer os for det og hvordan gør vi det i praksis. Det er en god formel for at skrive noget relevant og brugbart materiale.

Opbygning

Personligt er jeg glad for simplistisk design og mit råd ville derfor være at opbygge siden uden alt for meget ligegyldigt blikfang. Jeg kan godt lide, at det er nemt at holde fokus på det essentielle. Eksempelvis kan jeg ikke se det brugbare i at have en forside, når man lige er startet ud. Jeg overvejer efterhånden at indføre en forside igen, men min side har efterhånden også nogle år på bagen. Bare brug blog-siden som forside til at begynd med. Alle er dog forskellige og udtrykket skal selvfølelig passe til dig.

Prøv nogle forskellige ting af. WordPress er heldigvis nemt at rode rundt i og lege med og det er derfor muligt både nemt og hurtigt at prøve forskellige ting af. Menuplacering, brug af billeder, widget-værktøjer osv. kan både tilføjes og nemt og fjernes lige så hurtigt igen.

Indtjening

Den simpleste måde at gøre en blog attraktiv og dermed potentielt at kunne tjene penge på den, er at fokusere på kvalitetsindhold. Jo bedre det man skriver er, jo flere ønsker at besøge og genbesøge siden. Det kan være fristende at bruge en masse energi på ting der foregår rundt om bloggen, men kerneproduktet er nu engang indlæggene, videoerne eller podcasts. Sideløbende kan man så fokusere lidt på søgemaskineoptimering ved ganske enkelt at få flere og flere indgående links. Jo flere andre sider der peger på din side, jo mere er siden er værd og jo flere besøgende får den. Opnår man en vis trafik, kan det være en idé at gøre brug af affiliate links, hvor ejeren af siden tjener på at henvise potentielle kunder. Linket her til one.com* er et eksempel på et affiliate link.

Lad dog være med at fokusere på indtjeningen til at starte med. Fokusér hellere på at opbygge en god side og skrive nogle relevante indlæg eller lav nogle gode videoer.

Start en blog for virkelig at gå all in på at opnå det du ønsker. Det er også en super god måde for venner og familie at følge med i eventyret og få et indblik i tankerne bag.

Har du en blog? Del den med læserne herunder.


Reklame

9 kommentarer til “Start en blog”

  1. Jeg har selv gjort helt de samme overvejelser. Det er ikke min første blog og jeg skriver lige så meget til mit eget efterjeg, som til alle andre.
    En anden overvejelse er, at jeg selv har fået så meget god gratis viden af andre, at jeg føler trang til at give tilbage.

    1. Hej Ane,

      “En anden overvejelse er, at jeg selv har fået så meget god gratis viden af andre, at jeg føler trang til at give tilbage.”

      Ja, sådan har jeg det også 🙂

      /Sune

  2. Hej Sune.

    Jeg tillader mig at være en smule uenig i følgende:

    “Siden jeg begyndte at skrive på frinans.dk har flere andre blogs og sider om privatøkonomi og investering set dagens lys. At tro, at det på nogen måde er min fortjeneste, er nok lige optimistisk nok.”

    For som jeg skriver i mit indlæg hér: https://vilebo.dk/maanedsrapport-1-marts-2019/ er din blog en af årsagerne til at jeg er begyndt at investere selv, og også en af årsagerne til at jeg er begyndt at opdatere om mine fremskridt på min blog. Så tak for dét!

    Jeg er en ivrig læser af dine indlæg og opdateringer om din vej mod økonomisk uafhængighed, så fortsæt endelig med at gøre som du gør! 🙂

    1. Hej John,

      Jeg er da kun glad for, at det muligvis forholder sig sådan, at jeg inspirerer andre 🙂 Jeg må lige få givet din blog et kig.

      /Sune

  3. Jeg er generelt meget enig i de pointer du kommer med her.

    Det vigtigste at have i mente er “content is king”.
    Der findes efterhånden mange blogs omkring privatøkonomi, men langt størstedelen af dem jeg er faldet over er fattige på information og/eller er ikke godt skrevet. Det betyder rigtigt tit at jeg personligt hurtigt stopper med at læse et blogpost, og ikke har lyst til at vende tilbage.

    Jeg har meget samme tilgang som Ane til min egen blog. Jeg skriver primært for mig selv, og bruger min blog som en kæphest for at tvinge mig selv til bedre at forstå materialet. Hvis jeg skal kunne forklare andre hvad jeg selv har lært, er jeg nødt til rent faktisk at have lært det. Dertil er det altid rart med feedback hvis/når folk peger noget ud man måske burde forklare bedre, eller som man måske ligefrem ikke har forstået korrekt.
    Jeg vil tillade mig at hive et eksempel frem fra min egen blog (så må du slette denne paragraf hvis det ikke er ok 😉 ). I dette blogpost endte jeg med at bruge rigtigt meget tid på at sætte mig dybt ind i stoffet, da det er svært at forklare konkret og kortfattet hvis ikke man har 100% styr på hvad der rent faktisk foregår: https://squazz.dk/tankespind/er-stofbleer-virkeligt-bedre-for-miljoeet/

    Jeg er helt klart enig med dig i at det at blogge selv og være nysgerrig, er en fantastisk måde at møde nye mennesker med samme interesse. Jeg synes hurtigt jeg stifter bekendtskaber.

    1. Hej Kasper,

      Jeg har læst indlægget om stofbleerne til trods for, at jeg endnu ikke har børn 🙂 Det er et super godt eksempel på, hvad blogs som informationskilde kan. Det er et mega godt indlæg!

      /Sune

      1. Haha, tusind tak 😀
        Og ja hvis jeg kan få en mand uden børn til at læse et indlæg om stofbleer så må det have været helt ok 😉
        Jeg vil forsøge, og gøre mit bedste for, at holde niveauet oppe!

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.