Danske Invest Global Indeks

Danske Invest Global Indeks er en meget populær indeksfond. Spredningen på investeringerne er stor og omkostningerne i bund.

Danske Invest Global Indeks er en meget populær indeksfond. Spredningen på investeringerne er stor og omkostningerne i bund.


En global indeksfond

Danske invest global indeks er… en global indeksfond fra Danske Invest.

Det ligger lidt i navnet.

Der er tale om en dansk udbyttebetalende indeksfond og dermed er investeringsgrundlaget bygget op om passiv investering.

Husk på, at passiv slår aktiv, så vi er kommet godt fra start.

Investeringsforeningen følger det mest anvendte indeks, når der er tale om globale indeksfonde, MSCI World.

MSCI World dækker mere eller mindre den vestlige del af verden.

Kigger vi mod verdensindekset, mangler vi derfor emerging markets og ydermere er de mindre virksomheder heller ikke inkluderet.

Verdensindekset plus de mindre virksomheder hedder MSCI ACWI IMI.

MSCI World, som Danske invest global indeks følger, består af ca. 80 pct. af det samlede indholde af MSCI ACWI IMI.

Så der mangler lidt i forhold til at få hele verden ind i porteføljen med denne ene fond.

Det er nok derfor, at Danske invest global indeks ofte ses kombineret med en anden indeksfond, der følger emerging markets.

Reklame

Styr på risikoen?

Med en gratis investeringsplan fra Norm Invest sikrer du, at dine investeringer passer til dig og din risikoprofil.

✓ Nemt
✓ Hurtigt
✓ Gratis

DKIGI

Den nemmeste måde at finde investeringsforeningen i din bank, Saxo Bank eller Nordnet er ved at søge på tickerkoden:

  • DKIGI

En tickerkode er en slags nummerplade for aktier, fonde og andre værdipapirer så de er nemmere at finde, da navnene nogle gange kan være ret tekniske eller minde meget om hinanden.

Skal du finde dagens hovedperson på navn, skal du eksempelvis søge på “Danske Inv…”, ikke “Danske Invest…”

Lidt kringlet.

Udbytte

Danske invest global indeks er en udbyttebetalende investeringsforening.

Det betyder, at foreningen en gang om året udbetaler et udbytte baseret på, hvad den skal udbetale.

Da der er tale om en indeksfond, kan Danske Invest ikke bare udbetale det, de synes er passende.

Så ville de ikke længere følge indekset.

Udbyttet er bestemt af en række forskellige faktorer. Det kan eksempelvis være, hvor meget udbytte de aktier indeksfonden består af udbetaler og hvor stor udskiftning der er i fonden.

Du kan se de seneste fem års udbetalinger herunder.

  • 2024: 6,40 kr.
  • 2023: 5,20 kr.
  • 2022: 5,40 kr.
  • 2021: 4,20 kr.
  • 2020: 4,60 kr.

Fordi Danske invest global indeks udbetaler et udbytte, har det betydning for beskatningen.

Beskatning

Beskatning af dine investeringer er ret komplekst i Danmark. Der er flere forskellige faktorer i spil på én gang, så det er om at holde tungen lige i munden.

Det nemmeste er at lave en opdeling på baggrund af kontotype.

Lad os se på:

  • Aktiesparekonto
  • Pension
  • Aktiedepot

Vi starter med aktiesparekontoen.

Aktiesparekonto

Alt på en aktiesparekonto beskattes ens. Det er derfor ligegyldigt, i forhold til skat, hvad du investerer i her.

Danske invest global indeks bliver beskattet med 17 pct. årlig lagerbeskatning på en aktiesparekonto.

Pension

Alt på et pensionsdepot bliver beskattet på samme vis. Det er lige meget, om der er tale om en livrente, aldersopsparing, ratepension eller kapitalpension.

Det er derfor også ligegyldigt, i forhold til skat, hvad du investerer i her.

Danske invest global indeks bliver beskattet som PAL-skat med 15,3 pct. årlig lagerbeskatning på et pensionsdepot.

Aktiedepot

På et helt almindeligt aktiedepot bliver danske udbyttebetalende investeringsforeninger med en overvægt af aktier beskattet som aktieindkomst efter realisationsprincippet.

Det betyder, at hvis du investerer i Danske invest global indeks på et almindeligt aktiedepot, skal du betale 27 pct. i skat af et realiseret afkast op til progressionsgrænsen og 42 pct. på afkast over denne grænse.

Et realiseret afkast inkluderer udbytte og en eventuel kursgevinst ved salg.

Danske invest global indeks findes også i en akkumulerende udgave, hvis du ikke er interesseret i at få et udbytte. Vær opmærksom på, at en akkumulerende investeringsforening beskattes som kapitalindkomst efter lagerprincippet, hvis du anvender et aktiedepot.

Afkast

Danske invest global indeks har givet et rigtig fint afkast de sidste mange år.

Hvorfor det?

Fordi indekset fonden følger, har givet et godt afkast.

Danske invest global indeks afkast

Når du investerer i en indeksfond, får du det afkast indekset giver, hvis ellers dem der styrer indeksfonden er dygtige til at sammensætte investeringerne, så de ligger så tæt op ad indekset som muligt.

Det kan du se, at indeksfonden fra Danske Invest gør, da der nærmest ikke er forskel på fonden og benchmarket.

Minus de eventuelle omkostninger, der er til indeksfonden.

Omkostninger

Det er netop i forhold til omkostninger, at Danske invest global indeks skiller sig lidt ud i det danske landskab.

Omkostningerne er lavere.

De løbende administrative omkostninger lyder på 0,40 pct.

En typisk dansk indeksfond, eksempelvis Sparindex globale aktier, ligger på 0,50 pct.

Omkostningerne er vigtige for det langsigtede afkast, fordi de tages fra dig. Du betaler gildet.

Derfor er det helt simpelt sådan, at jo højere omkostningerne er, jo lavere bliver dit afkast og jo lavere dine omkostninger er, jo højere bliver dit afkast.

Relativt til indekset fonden følger naturligvis.

Så lave omkostninger er godt.

Månedsopsparing

Danske invest global indeks er tilgængelig for en månedsopsparing både igennem Nordnets månedsopsparing og i Danske Banks egen løsning Danske Månedsinvestering.

Så der er gode muligheder for at opsætte en nem, disciplineret og automatiseret investering i indeksfonden.

Det er generelt en super god måde at investere på, så jeg synes personligt, at det er vigtigt, at dette er muligt.

Lad os slutte af med, hvad jeg synes om indeksfonden fra Danske Invest.

Hvad synes du Sune?

Personligt investerer jeg i Sparindex globale aktier og ikke Danske invest global indeks.

Det betyder ikke, at indeksfonden fra Danske Invest er en dårlig investering, tværtimod er det en virkelig god passiv investeringsforening.

Den passer bare ikke til mit behov og det jeg gerne vil.

Jeg ønsker helt overordnet en meget simpel investering.

Dertil ønsker jeg så stor en spredning, som muligt.

Skulle jeg anvende Danske invest global indeks, ville jeg nok se mig nødsaget til at kombinere den med en indeksfond, der inkluderer emerging markets. I det tilfælde ville jeg endda stadig mangle eksponeringen mod de mindre virksomheder.

Med Sparindex globale aktier kan jeg få den størst mulige spredning i én fond, hvilket gør investeringerne så simple som muligt.

Jeg er ikke interesseret i at kombinere flere fonde, da det betyder, at jeg årligt skal rebalancere for at beholde den korrekte sammensætning.

Derfor investerer jeg ikke i Danske invest global indeks.

Men jeg har da løbende overvejet, om jeg skulle tilvælge den billigere indeksfond fra Danske Invest, fordi omkostningerne har så stor betydning.

Da Sparindex skiftede benchmark fik fonden en seriøs ekstra overvejelse, men for nu bliver jeg hos Sparindex.

Investerer du i fonden fra Danske Invest?

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune


Reklame

✔️ Norm Invest – Få en gratis investeringsplan
✔️ TaxHelper+ Undgå en skatteregning til næste år
✔️ Nordnet – Automagisk investering med månedsopsparingen
✔️ Firi – Køb bitcoins hos Nordens største kryptobørs

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.